- Troen på én Gud binder os sammen

Den danske debat tager for lidt afsæt i de ting, kristne og muslimer har til fælles, mener imam Naveed Baig. - Foto: stock.xchng.

Kristne og muslimer er langt fra enige om alt. Men det er livsbekræftende, at fem præster fra Haderslev stift tager udgangspunkt i en fælles tro, mener imam Naveed Baig

Fem præster fra Haderslev stift præsentererede deres svar på A Common Word, et brev fra 138 muslimske lærde til den kristne verden på et seminar i Kolding d. 13. januar 2009. Svaret indeholder en lille indledning/afsluttende bemærkninger og fem punkter, som jeg gerne vil kommentere her.

Dokumentet har en fin indledning og afslutning, med et korrekt og respektfuldt forhold til "A Common Word" og dermed den muslimske invitation til at se på fællestræk i kristendom og islam. Som udgangspunkt er dokumentet velovervejet og imødekommende. Der er dog for meget fokus på det teologiske, hvilket næppe var brevskrivernes intention.

For de muslimske brevskrivere handler det formentlig mere om fredelig sameksistens og en levende dialog. Det, som skrives i dokumentet om forskelle og ligheder, kommer egentlig ikke som nogen overraskelse. Det ved alle, der har beskæftiget sig lidt med begge religioner, formentlig også mange af de 138 originale underskrivere. Jeg er sikker på, at brevet (også) kan bruges herhjemme, især af dem, som har en interesse i religionsdialog og -teologi.

Følgende er kommentar til de forskellige punkter, som dokumentet beskæftiger sig med:

Den ene Gud
Første punkt handler om troen på den ene Gud. Der er ingen tvivl om, at det nok er det punkt, som binder de monoteistiske religioner sammen. Derfor er det livsbekræftende, at der ikke kun indledes med dette punkt, men at der også bliver lagt en del vægt på den fælles basis. Det er ikke altid lige let at finde dette udgangspunkt i den danske religionsdialog og debat. Der siges bl.a. Lad os derfor gensidigt anerkende, at kristne og muslimer tror på én Gud.

Jesus Kristus og treenigheden
I punkt to markerer de danske præster én af forskellene mellem kristendom og islam, nemlig den forskellige opfattelse af Jesus Kristus og treenigheden. Der er dog ikke nogen teologisk redegørelse for treenighedsbegrebet. Det er selvfølgelig vigtigt at fastslå, at treenigheden udgør et af kristendommens centrale dogmer, men forståelsen af treenigheden blev ikke formuleret af Jesus Kristus selv.

På samme måde er heller ikke alle islams fem søjler formuleret i Koranen. Som kristne og muslimer har vi Guds åbenbaring, men vi har også en teologi, dvs. en forståelse af Gud og Hans åbenbaring, og det er vigtigt at skelne mellem disse to. Der er også muslimske teologer, som faktisk forsvarer treenighedsbegrebet metafysisk, f.eks. med ideen om den elskede (objektet), elskeren (subjektet) og kærlighed (enheden). Man har også en forståelse af Jesus Kristus som Ruh Allah eller Guds ånd, sådan som Profeten Muhammad beskrev ham engang.

Forskellige opfattelser af Gud?
For det tredje spørger præsterne: "Kan muslimer tale om Gud som far og som kærlighed..."? Altså om muslimer og kristne kan tale om Gud på samme måde. Det er et kendt spørgsmål, der som baggrund har en indvending mod den "muslimske gudsopfattelse ". Svaret er: Ja, muslimer taler meget om Gud som kærlighed; Rahman (nådig) og Rahim (barmhjertig) er to af de mest brugte af Guds navne, men muslimer taler ikke om Gud som fader. Man vil helst undgå enhver tale, der kan begrænse Guds væsen.

I den forstand har man også diskuteret Guds navne, og hvorvidt disse kan være anledning til en antropomorf forståelse af Gud. Men hvis vi er enige om, at Gud er uafhængig af os, så må det betyde, at Hans kærlighed er uafhængig af, hvordan vi beskriver ham: som kærlig, mindre kærlig, som både kærlig og den retfærdige mv. Vor teologi og vores tale om Gud påvirker altså ikke Gud selv, men den har en konsekvens for vores religioner og vores religiøse liv, og det er det, der burde fokuseres på. Et af Guds 99 navne er Al-wadood (Den elskende).

Etik
Det fjerde, præsterne ønsker at tage op, er spørgsmålet om etik og næstekærlighed. Punkt 4 slutter med et relevant spørgsmål om, hvorvidt muslimer også er fordret af tanken om at tilgive ens fjender. Fælles for både kristne og muslimer er, at man forsøger at forstå og kende de andre - også dem, som hverken er muslimer eller kristne (verden handler ikke kun om de to religioner) og dem, der har et andet livssyn.

Gud tolerer alle (mennesker er skabt i Guds billede), og etikken er noget, der vedrører mennesket som sådant, ikke kun muslimer eller kristne. Både Koranen og Profetens liv afspejler utallige fordringer om at tilgive og vise barmhjertighed over for alle - også ens fjender. Mange muslimer kender den meget berømte Taif bøn, hvor Profeten beder ihærdigt for de mennesker, som skader ham til blods i byen Taif. Men det er ikke altid, at disse idealer bliver praktiseret. Derfor er det også vigtigt at være selvkritisk. I Islamisk forståelse er den største fjende en selv, og derfor er selvets Jihad den største anstrengelse, man kan foretage sig.

Mission og sameksistens
Sidste punkt om mission og sameksistens er vigtigt. Den kristne og den muslimske mission kan dog ikke sidestilles, hverken historisk eller teologisk. Det er ikke alle muslimer, som har troen på, at Islam er den eneste sande vej, ligesom alle kristne heller ikke har det.

Noget af de mest afgørende i præsternes dokument finder jeg i det første punkt: Ingen kan fatte Guds storhed og guddommelige mysterium fuldt ud. Gud taler vi om i jordiske kategorier, men Gud vil altid være større end disse kategorier.

Dette citat opsamler meget godt den muslimsk - kristne dialog. Vi kan godt prøve at beskrive vores forhold til hinanden, og hvem der kan gøre krav på sandheden. Men når alt kommer til alt, så kender Gud mennesket bedre, end det kender sig selv og derved også vores relation til os selv og hinanden. Vi kan prøve at sætte ord på vores forståelse af sandheden, men den vil altid være relativ i forhold til det absolutte.

København, 02. marts, 2009

Naveed Baig er imam