Hadith og islam: Troens mangfoldighed

Mange kritikere er blevet trynet til tavshed, kastet i fængsel, ja sågar halshugget af trosfæller, der har opfattet deres holdninger som udtryk for frafald fra islam, skriver Aminah Tønnsen i en kommentar.

Op igennem historien har flere islamiske lærde og intellektuelle sat spørgsmålstegn ved enkelte hadîth-udsagns troværdighed – bl.a. fordi de er blevet videregivet af mennesker i flere led, før de er blevet nedskrevet.

Alle som én har disse kritikere måttet lide den tort at blive forsøgt trynet til tavshed, kastet i fængsel, ja sågar halshugget af trosfæller, der har opfattet deres holdninger som udtryk for frafald fra islam.

Samtidig er det en kendt sag, at der har været i tusindvis af falske hadîth-udsagn i omløb i tidernes løb. Bl.a. har al-Bukhari (809-869) og Muslim (817-874), hvis hadith-samlinger regnes for at være de mest autoritative, sorteret i det enorme hadith-materiale, der var i omløb på deres tid – uden at nogen har sat spørgsmålstegn ved deres tilhørsforhold til islam af den grund.

Senere har Ibn Taymiyyah (1262-1327) sat spørgsmålstegn ved hadith-udsagn, der tydeligvis var mere inspireret af jødisk end af islamisk tradition.

Det hævdes, at hadith-udsagnene er filtreret og klassificeret af fagkyndige efter meget strikse kriterier; men helt udelukke, at nogle udsagn er sluppet igennem filteret af politiske årsager, kan man nok ikke, da det jo trods alt er mennesker, der har stået for udvælgelsen.

Ligesom man også kan have mistanke om, at det faktum, at det er mænd, der har stået for udvælgelsen, har påvirket processen i forhold til udsagn, der vedrører kønsroller.

Så vidt jeg husker er det Fazlur Rahman (1919-1988), der et sted skriver, at det synes, som om de lærde, der har udvalgt "troværdige" og "sande" udsagn i hadith-vrimmelen, har været mere interesseret i, hvorvidt der er tale om en øjenvidneskildring eller en troværdig referent, der personligt kendte eller havde mødt den foregående referent i kæden – end i at se, om det enkelte udsagns indhold var i overensstemmelse med Koranens vejledning og ånd.

I de seneste to århundreder har det især været intellektuelle og lærde på det indiske subkontinent og i Egypten, der har kritiseret den gejstlige elites fortolkningsmonopol, der har forvandlet islam til en statisk og utidssvarende ideologi.

Al-Afghani (Iran/Indien/Egypten 1838-1897), Mohammed Abdou (Egypten 1849-1905), Muhammad Iqbal (Indien 1877-1938), Ghulam Parwez (Indien/Pakistan 1903-1985), Mahmoud Mohamed Taha (Sudan 1910-1985), Fazlur Rahman (Iran/USA 1919-1988) og utallige andre har plæderet for, at man ser på kildeskrifterne med nye øjne for at sikre de muslimske samfunds opblomstring og frigørelse fra fremmede magter.

I slutningen af 1900-tallet har flere intellektuelle i Europa fulgt trop, bl.a. Murad Hofmann (Tyskland), Muhammad Asad (Østrig), Said Ramadan (Egypten/Schweiz), Tariq Ramadan (Schweiz), Mohamed Bernström (Sverige).

I den seneste tids debat har der været tale om, at man legitimerer dødsstraf for utugt på grundlag af hadîth-udsagn, der åbenlyst strider imod Koranens ord:

Gud siger i Koranen, at der kun er TO tilfælde, hvor dødsstraf er en mulighed (ud af flere strafformer for samme forbrydelse) – nemlig for overlagt mord og for voldeligt oprør imod samfundet (fasad fil ardh, egl. "kaos på jorden"). Og hvis nogen derudover dræber et menneske, vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. (Koranen 5:35)

Koranen fastsætter endvidere straf for utugt til et hundrede slag (og så kan man jo altid diskutere, om det skal tages bogstaveligt eller billedligt) (Koranen 24:2).

Utugt medfører også en social straf, idet en utugtig kun må gifte sig med en anden utugtig (24:3) – og Koranen fortsætter med at præcisere, at der skal være fire troværdige øjenvidner til selve akten, før straf overhovedet kan komme på tale (24:4).

Når der stilles så strenge krav til bevisførelse, må der snarere være tale om en kraftig opfordring til at dyrke sex inden for ægteskabets rammer, og en opfordring til at gå stille med dørene, hvis man ikke kan modstå fristelsen – end et ønske om at se de implicerede parter straffet.

Men selv om man forestiller sig rent hypotetisk, at der virkelig er fire øjenvidner til selve akten, så vil dødsstraf for utugt under alle omstændigheder stride imod Koranens tydelige ord:

1) Utugt falder uden for de to muligheder nævnt i 5:35.

2) Dødsstraf strider imod den i 24:2 forordnede straf.

3) Dødsstraf forhindrer eksekvering af den sociale straf foreskrevet i 24:3.

4) Sidst, men ikke mindst, så starter kapitel 24 med at fastslå, at det er et kapitel, som Gud "har gjort bindende", og at det indeholder "tydelige tegn for at formane og advare" de troende (24:1).

Sudaneseren Hassan al-Tourabi gør opmærksom på, at de stenings-episoder, som nævnes i hadîth-samlingerne (på nær en enkelt) omhandler jøder, der – ganske som Koranen foreskriver - blev dømt efter deres egen lov, Moseloven, som den blev fortolket på daværende tidspunkt.

Og at disse episoder fandt stedt FØR åbenbaringen af sura nr. 24, der indeholder straffen for utugt.

Sura nr. 24 blev åbenbaret o. 627, altså kun fem år før Profetens død. Suraen menes at være åbenbaret som nr. 102 i rækken, af 114 i alt.

Sura nr. 5, der indeholder verset med den utvetydige melding om, at der kun er TO tilfælde, hvor der er mulighed for at forlange dødsstraf (og altså ikke for utugt) menes at være åbenbaret endnu senere (som nr. 112 i rækken) og indeholder det vers (5:4), der af nogle anses for at være det sidst åbenbarede vers overhovedet!

Når Gud har talt så tydeligt i Koranen, må det, der udgives for at være Profetens sædvane og udsagn om dette helt konkrete emne, afvises som utroværdigt – eller stamme fra FØR åbenbaringen af suraerne 24 og 5.

Gud siger selv i Koranen, at Profeten ikke har forfalsket åbenbaringerne, og at Gud vil bevare Koranen imod forfalskning. Så kan man naturligvis ikke acceptere, at mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der siger det modsatte af, hvad Koranen siger.

Og det er netop af dybeste respekt for Gud og Hans skaberværk og af bekymring over, at man undergraver Koranens helt unikke særstatus og kompromitterer Profeten ved at tilskrive ham udsagn og handlinger, der i den grad strider imod Koranens bogstav og ånd, at også mange nutidige intellektuelle siger fra over for hadîth-udsagn, der legitimerer drab på mennesker PÅ TRODS af 5:35.

Det er da rigtigt, at Gud flere steder i Koranen siger, at vi skal adlyde Ham og Hans sendebud. Men ligesom mennesker har pligt til at sige fra over for forældre, der beder dem gøre noget, der strider imod islam (29:8), så må lydigheden over for Profeten også ophøre, når der er tale om udsagn, som stammer fra tiden før en tydelig anvisning blev givet i Koranen – eller når mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der direkte strider imod Guds egne ord, Koranen.

Muslimer skal ikke leve som mekaniske robotter, men bruge det intellekt, Gud har givet dem til bl.a. at være kritiske over for magthaverne og udfordre dem og deres udlægning af skrifterne. Det enkelte menneske bør konstant ransage sine egne holdninger og egen levevis – og tage det fulde ansvar for dem.

Enhver tidsalder har opfostret både autoritets- og bogstavtro grupperinger – såvel som disses modsætninger. Det er ikke spor usædvanligt; men selvom de muslimer, der siger fra over for visse dele af hadith-samlingerne, tilhører et mindretal, har de alt andet lige ret – ja endog pligt - til at give deres mening til kende. Det er sørgeligt, at de konstant både skjult og åbenlyst fordømmes af deres trosfæller – hvilket dog nok i sidste ende fortæller mere om dem, der fordømmer, end om dem, der fordømmes.

Man begrænser Gud og gør Ham lille, hvis man mener, Han ikke kan acceptere, at mennesker forstår og levendegør Hans åbenbaringer på forskellig vis, når Han dog har givet menneskene intellekt og dermed handle-, tanke- og trosfrihed. Gud ved bedst, og Han er den bedste dommer.

Aminah Tønnsen

Andre læser lige nu