- Tyrkerbog er dårlig historieskrivning

Tanken om (kildernes, red.)sandhedsværdi burde dog have strejfet Martin Schwarz Lausten, mener Ricardt Riis. - Foto: Omslagsfoto

Martin Schwarz Lausten kalder det 'islamofobi', men overvejer ikke den mulighed, at reformationsteologernes tyrkerfrygt kunne være begrundet, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis

Fornylig udkom der en bog af tidligere teologiprofessor Martin Schwarz Lausten: Tyrkerfrygt og tyrkerskat: islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark.

Den blev omtalt af Mogens S. Mogensen i et blogindlæg. Her refererer han Laustens opfattelse: at de tidlige danske reformatoriske teologer var gennemsyret af islamofobi, og udtrykker så sin undren over, at mens vore dages lutheranere er kommet ind i et nogenlunde normalt forhold til både katolikker og jøder, er det, som om der ind imellem stadig hentes inspiration fra 1500-tallets bøger, når det gælder tyrkerne/muslimerne.

Samme iagttagelse gør anmelderen i Dansk Kirketidende, Esben Lunde Larsen: I dele af det danske samfund er der i dag en skepsis eller frygt for muslimer og islams påvirkning. Denne skepsis eller frygt er ingenlunde ny. (Dansk Kirketidende, maj 2010, side 146).

Kan bogen bruges i den aktuelle debat?
Man kan imidlertid spørge sig selv, om de med sådanne bedømmelser ikke går imod Laustens intention med sin bog. Han skriver i sit forord:

Det er mig magtpåliggende at gøre opmærksom på, at bogen ikke er tænkt som bidrag til aktuelle debatter af religiøs, social og politisk art.

Og det er jo dog netop, hvad Mogensen og Larsen gør: de bruger bogen som bidrag til den aktuelle debat. Er det misbrug af en seriøs historieforskning?

Lausten misbruger sin historieforskning
Mit svar er: Nej, det er det ikke. Det er Lausten, der misbruger sin historieforskning til at komme med et indspark i den aktuelle debat. Det er Lausten, der imod al normal historisk metode lægger et filter ned over historien og ser på de historiske tildragelser gennem dette filter.

Det er Lausten, der som en dårlig journalist vrider kendsgerningerne, så de kommer til at stemme med den 'vinkling', han har anlagt på begivenhederne. Og den vinkling er bestemt af hans intention om at være politisk korrekt, så han ikke siger noget ondt om muslimerne.

Referat er ikke nok
Det er godt nok meget svært at undgå, når de tekster, han refererer, næsten alle beskriver tyrkernes ugerninger. 'Løsningen' på det problem består i, at han i hoveddelen af bogen kun refererer og undlader at overveje, om det, der skrives, er sandt.

Med ordet 'islamofobi' i overskriften får han så antydet, at de mange beretninger kun er udtryk for sygeligt overdreven frygt for islam. Og for de tungnemme bekræfter han det i efterskriften.

Han kan således gengive et par eksempler på antityrkiske propagandabilleder: på side 13 et billede af tyrkiske soldater, der slagter spædbørn og dræber kvinder, på side 231 et billede af et ægtepar, der føres bort som slaver af en tyrkisk soldat, der har gennemboret deres barn med sin lanse. Og han kan også i de breve til Christian den Tredje, han gengiver, lade forfatteren fortælle om sådanne grusomheder.

Blot finder man intetsteds, at han selv tager stilling til den eventuelle sandhed i beretningerne. Kun til sidst i efterskriften kalder han det for Greuelpropaganda, og siger, at teologerne tegnede et vrængbillede af islam (p.279). Altså: om islam intet ondt, i hvert fald ikke fra Laustens side.

Sandhedsovervejelser burde have strejfet Lausten
Eller han gengiver pligtskyldigst det, én af Christian den Tredjes meddelere, Franz Kram, fortæller: At tyrkerne, skønt der var indgået en fredsaftale, ved Schumer havde bortført 400 mænd, kvinder og børn, og han lader også hans ironiske bemærkning komme med: at det er det, tyrkerne forstår ved fredstilstand (p. 191).

Men Lausten gør os på ingen måde delagtig i de overvejelser, han måtte have haft om sandheden af denne indberetning. Jeg siger selvfølgelig ikke, at han skulle komme frem til samme resultat, som jeg kom til i et blogindlæg, jeg siger blot, at tanken om sandhedsværdien dog burde have strejfet ham.

Så ordet 'islamofobi' er på ingen måde tilfældigt valgt. Det er mærkeligt, at de danske teologer beskæftigede sig så meget med tyrkerne, mener han, men det skyldtes, at der både i det evangeliske og i det katolske Europa var et udbredt tyrkerhad, fordi der var oppisket en tyrkerfrygt, som ikke bundede i realiteternes verden (p. 281).

Sådan kan vi måske i dag være tilbøjelige til fejlagtigt at sige i bagklogskabens ulideligt klare lys, men en normal historiker vil vide, at man, når man skal bedømme en tids mennesker, må gøre sig klart, at de netop ikke havde dette ulideligt klare lys til at give svaret på alt det, de var usikre på; de vidste ikke, at tyrkerne ville blive besejret endegyldigt i 1683.

Var det jihad, der drev tyrkerne?
Vi i dag véd, at de muslimske lande ikke udgør nogen fare for os, for nu er de alle kun skyggebilleder det, de var engang, så vi har vanskeligt ved at forestille os, at Tyrkiet dengang faktisk var én af de stærkeste magter i Europa.

Og vi, der i dag føler en absolut forpligtelse til at tilskrive islam alt godt, må naturligvis, som Lausten, betragte den datidige kristne krigspropagandas påstand om, at 'tyrken' havde til hensigt at erobre Tyskland, som byggende på fordomme. Nej, man var grebet af en fobi, var man, en sygelig angst, for man vidste jo godt, at tyrkernes officielle politik var tolerance overfor besejrede folk (p. 285).

Og dette med jihad, altså den muslimske forpligtelse til at føre hellig krig, så stadig nye lande blev lagt ind under islam om det var noget, der drev tyrkerne, det end ikke overvejer Lausten.

Ret ikke historiske kendsgerninger for muslimernes skyld
Jeg går stærkt ind for, at man behandler vore muslimske landsmænd ordentligt, giver dem al den frihed, vort samfund kan trække.

Men hvor megen godhed og forståelse vi end skal udvise overfor dem, de historiske kendsgerninger skal vi ikke lave om på eller dække over af hensyn til dem. Men det er desværre det, Lausten er i fuld gang med.
Ikke fordi hans referater er forkerte, men fordi 'vinklingen' indsnævrer hans synsfelt betragteligt.

Lyt til Luthers argumentation
Der er ingen lutheraner, der i dag kan følge Luther i alt, hvad han har sagt og skrevet. Det ville for øvrigt også være meget imod Luthers egen intention. For han ville under ingen omstændigheder skygge for kirkefædrene eller Bibelen.

Vi skal heller ikke følge ham i hans udlægning af Daniels Bog 7, hvor han tolker det lille horn i vers 21 om muslimerne og ud fra den iagttagelse, at det lille horn forekommer i det sidste af de riger, der omtales, drager den slutning, at dommedag er nær, for vi har jo et helt andet syn på både Bibelen og historieforløbet.

Blot må enhver ordentlig historieforsker stille sig på niveau med Luther, lytte til hans argumentation, prøve at leve sig ind i hans livsforståelse. Og det gør han altså ikke ved på forhånd at afskære al diskussion med ham: han er blot grebet af den store europæiske islamofobi.

Hvorfor ville Luther ikke leve under tyrkisk herredømme?
I fortsættelse af dette med tolerancen skriver Lausten, at denne tolerance fik visse protestantiske kredse til at ønske sig at leve under tyrkisk herredømme, en indstilling, som Luther tog stærkt afstand fra (p. 285). Det er sandt nok.

Og havde nu Lausten haft en normal historikers nysgerrighed og ikke lagt det hele ind under synspunktet 'islamofobi', så ville han måske have undret sig over, at Luther tog stilling, som han gjorde, ja, måske endda have undersøgt hans begrundelse for det.

Jeg mener, efter mødet med Cajetan i oktober 1518 var Luther overbevist om, at han måtte blive landsforvist. Efter rigsdagen i Worms levede han under stadige dødstrusler, og selv om han i 1524 kan sige, at han nu ikke mere er så bange for at dø, som han har været, så kan vi vel ikke forestille os, at al dødsangst ganske har forladt ham.

Så derfor er det da naturligt at stille det spørgsmål: Hvorfor hørte Luther ikke til de protestanter, der ønskede at leve under tyrkisk herredømme? Dèr kunne han leve i fred, under kejseren levede han med døden svævende over sig.

Oven i købet var der jo fortilfælde: Johannes Damasceneren levede under muslimsk herredømme og kunne af den grund polemisere kraftigt imod det billedforbud, den byzantinske kejser havde gennemført. Men indrømmet: jeg véd ikke, om Luther kendte noget til den Johannes.

Tyrkerkamp udtrykte troskab mod øvrigheden
På den baggrund må jeg sige, at noget af det, som jeg får ud af at læse Luthers skrifter mod tyrkerne, er et utrolig stærkt forsvar for den naturlige lov eller for naturretten.

Den er Guds egen lov, og den skal man rette sig efter fuldt og helt, også selv om det er til skade for én selv, ja også selv om det tilsyneladende er til skade for den sande kirke. Det betyder, at man ikke må bryde sin ed, heller ikke den ed, der er givet til de vantro tyrker, og heller ikke, selv om man overbeviser sig selv og andre om, at tyrkerne ikke tager det så tungt med edsbrud.

Og det betyder, at man som kristen skal adlyde den af Gud indsatte øvrighed, også om denne øvrighed forfølger én; og vel at mærke: man skal adlyde øvrigheden med liv og gods, det vil sige, man skal være villig til at deltage i kejserens forsvarskrig mod tyrkerne. Derfor er det, at Luther ikke ønsker at komme i sikkerhed under tyrkens herredømme.

Og man må da vist nok sige, at denne afgørelse fik enorm betydning for historiens gang. Men skal man se det, forudsættes det, at man fjerner det begreb 'islamofobi', der hindrer én i at læse Luther.

Ricardt Riis er pensioneret sognepræst, Lutherekspert og panelist ved religion.dk.