Tørklædet betyder noget

Påstanden om, at det muslimske tørklæde ikke symboliserer noget, er i mine øjne et af de mest uredelige argumenter man kan finde i debatten. Synspunkt af cand.mag. Karen M. Larsen

Næppe noget beklædningsstykke har i nyere tid formået at udløse en så heftig debat som det muslimske tørklæde. Debatten om disse berømte 30 gram stof synes ingen ende at tage måske lige netop fordi debatten har det med at køre i ring og derfor i sidste instans ikke kommer nogen vegne. Det er næppe virkelig sandsynligt, at holdningerne til tørklædet i fremtiden vil forandre sig væsentligt, for de afspejler i sig selv en række mere grundlæggende standpunkter, men derfor kan det alligevel give en vis mening at underkaste de argumenter, der forekommer i debatten om tørklædet, en nærmere analyse.

Først og fremmest går debatten på, hvad tørklædet symboliserer hhv. om det symboliserer noget som helst. Man hører ofte, at tørklædet faktisk ikke betyder noget. Påstanden er, at det muslimske tørklæde ikke er forskelligt fra dem, som mange mener at kunne huske deres mødre eller bedstemødre bar, og muslimer såvel som ikke-muslimer er blevet glade for påstanden om, at hele debatten om det muslimske tørklæde er en storm i et glas vand, fordi der altså bare er tale om 30 gram stof.

Påstanden om, at det muslimske tørklæde ikke symboliserer noget som helst, er i mine øjne nok et af de mest uredelige argumenter man kan finde i debatten. Det er på sin vis i familie med det mest aggressive argument af dem alle, nemlig det, at tørklædet svarer til hagekorset. I begge tilfælde er der tale om en art radikal sekularisme, der benægter eksistensen af religiøse symboler, fordi man grundlæggende set ikke kan forholde sig til eksistensen af de religiøse tilværelsestolkninger. At ville reducere tørklædet til ren folklore eller til et redskab i en totalitær politisk bevægelse handler altså dybest set om, at man ikke kan og vil forholde sig til islam som en religion, der som alle andre religioner bruger symboler som levende tegn på og henvisninger til eller udtryk for det hellige.

Islam er og forbliver en religion. Islams forestillinger om, hvordan man bør leve som menneske, kan ikke adskilles fra ideen om eksistensen af en almægtig Gud, der giver os mennesker konkrete råd til hvordan vi skal indrette vores liv, så det kommer til at afspejle den himmelske virkelighed. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der blandt muslimer absolut hersker uenighed mht. hvad Gud nu konkret antages at kræve af den enkelte og af samfundet. Men at mennesket ikke står frit til selv at bestemme hvad det synes er rigtigt og forkert, men i stedet er bundet til at lytte til en guddommelig vejledning, er en tanke, som reelt set er islams forudsætning som religion.

Hvis man lytter efter, hvad de muslimske tørklædebærende kvinder siger, så er det også tydeligt, at de ofte selv nævner, at de bærer tørklædet for Guds skyld og at de opfatter det som en pligt, som fremgår af Koranen. F.eks. kunne man i Information fra den 7.3.2003 læse om, hvordan Asmaa Abdol-Hamid, landets nok mest kendte tørklædebærende muslimske kvinde, i forbindelse med et foredrag havde medbragt en liste over hvor i Koranen det står, at kvinder skal gå med tørklæde, og at hun i øvrigt selv fremhævede, at tørklædet var et religiøst valg. At det så er diskutabelt, hvorvidt Koranen reelt set kan siges at foreskrive tørklædet, er faktisk sagen uvedkommende. Faktum er, at konservative muslimske kvinder tolker Koranens udsagn om kvinders påklædning som et tørklædepåbud. Det svarer sådan set til, at mange kristne af konservativ observans mener, at abort er forbudt i henhold til Bibelen, selvom Bibelen næppe kan siges at indeholde noget reelt abortforbud.

Asmaa Abdol-Hamid sagde også, i henhold til førnævnte artikel, at tørklædet var et frit valg, og det er en påstand som ikke bare hun, men også ganske mange andre tørklædebærende muslimske kvinder igen og igen kommer ind på. Og det er også et argument, der må siges at hitte hos mange af de ikke-muslimer, der forsvarer tørklædet. Og lige netop derfor afvises det også med så stor iver af dem, der som foreningen Kvinder for Frihed elsker at betegne tørklædebærende muslimske kvinder som de tørklædefængslede kvinder. Lige så sikkert som at kvinder, muslimske som ikke-muslimske, i f.eks. Saudi-Arabien og Iran tvinges til at gå med tørklædet, er det imidlertid, at mange, hvis ikke det store flertal, af de kvinder, der benytter det muslimske tørklæde her i landet, ikke er blevet tvunget hertil vha. vold eller trusler om vold.

For mig at se er debatten om tvang hhv. frit valg en blindgyde, fordi den tager udgangspunkt i at kvinder enten må være tvunget med ydre tvang til at følge nogle konservative religiøse påklædningsregler eller at deres påklædningsvalg må være fuldkommen frit. Hvad man her fuldkommen overser, er forekomsten af den indre styring, der er forudsætningen for, at konservativ religiøsitet kan fungere også der, hvor den konservative religiøsitet ikke har politiske magtmidler til at gennemtrumfe en konservativ religiøs dagsorden.

Ligesom konservative katolske kvinder således kan fravælge prævention og abort, og det uden at nogen mænd med ydre magtmidler tvinger dem hertil, kan også konservative muslimske kvinder vælge at følge de konservative muslimske påklædningsregler, uden at de er blevet truet hertil af deres fædre eller brødre. Også småpigers brug af tørklædet kan være selvvalgt, for også børn kan være stærkt religiøse, ja, børn er ofte langt mindre kritiske overfor den religiøse verdenstolkning end voksne er det.

Men fordi kvinder accepterer konservative religiøse normer betyder det ikke, at de opleves eller er udtryk for et frit valg i den betydning, at alternativerne til ikke at følge reglerne bliver set som lige så gode som det at følge dem. Hvis man nemlig tror, at Gud har udstukket nogle konkrete regler for hvordan man skal leve, så tror man også typisk, at der er negative konsekvenser i form at straf, f.eks. i helvedet, for ikke at følge dem.

Livet er reelt set næppe noget tagselvbord for nogen. Graden af frihed i vores valgmuligheder bliver ofte overvurderet, men for det moderne sekulære menneske er det alligevel grundlæggende set uforståeligt, at man kan være styret af udefrakommende religiøse normer og det i den grad, at man ikke selv oplever, at man har noget andet reelt valg end at følge det som man opfatter som et guddommeligt påbud. Med andre ord man kan ikke forstå, at tørklædet kan være et frit valg i juridisk forstand samtidigt med, at det opleves som en nødvendighed i en eksistentiel/åndelig forstand. Denne sekulære blindhed fremmer i første omgang den konservative muslimske sag mht. tørklædet, men den udspringer af en religiøs analfabetisme, som i længen næppe vil fremme sameksistensen mellem muslimer og ikke-muslimer.

Asmaa Abdol-Hamid siger også, i artiklen fra Information, at tørklædet har givet hende frihed og ligestilling. Det er et argument, som man ofte hører fra muslimske tørklædebærende kvinder. Det uddybes typisk med udsagn i stil med det, som Asmaa Abdol-Hamid kom med i et interview bragt i Politiken den 25.9.2005: Tørklædet giver mig en større ligestilling med manden, fordi jeg mener, at kvinder i dag bliver udnyttet og bliver vist som sexobjekter, og det er meget undertrykkende. Kvindens krop er noget så værdifuldt og kostbart, at den ikke skal deles med hvem som helst. Med tørklædet bliver kvinden vurderet efter sin intelligens og ikke på, hvordan hun ser ud.

Det bemærkelsesværdige ved disse udsagn er, at de står i en skærende kontrast til den danske virkelighed, som Asmaa Abdol-Hamid har måttet kæmpe med. Faktum er jo, at en muslimsk kvinde med tørklæde, der deltager i den danske debat, lige netop ikke bliver bedømt på hendes intelligens eller andre individuelle personlige forhold, men stort set udelukkende på hendes tørklæde. Tørklædet er i dansk sammenhæng klart en hindring for at blive taget alvorligt som person og ikke bare blive set som en art ting.

Hentydningen til det, som ofte kaldes for pornoficeringen af det offentlige rum, skal vel vække genklang hos feminister, men er ikke uproblematisk, for det forhold, at man som kvinde ikke tildækker sin krop, så kun hoved, ansigt og fødder er synlige, betyder vel ikke, at man nødvendigvis har accepteret, at kvinder udnyttes seksuelt og bruges som sexobjekter? Men lige så mærkværdige Asmaa Abdol-Hamids og åndsfællers udsagn virker i en dansk sammenhæng, lige så meningsfulde er de i en konservativ patriarkalsk muslimsk sammenhæng. Der kan nemlig næppe herske nogen tvivl om, at muslimske piger og kvinder, der lever i hjem hvor man som udgangspunkt mener, at kvindens plads er i hjemmet, og hvor man frygter, at piger og kvinder der færdes uden opsyn i det offentlige rum vil overskride de konservative muslimske regler mht. sex og kønnenes omgang med hinanden, kan bruge tørklædet som en art frihedsbrev.

Ved at gå med tørklæde kan de bevise, at de er gode rettroende muslimske kvinder, der accepterer de konservative religiøse normer mht. seksualitet og kønnenes omgang med hinanden, og derfor tør deres familie give dem adgang til offentlige rum uden opsyn, og dermed til uddannelse og job. Samtidigt hermed betyder tørklædet, at de tørklædebærende muslimske kvinder ikke bare undgår chikane fra muslimske mænd, der kunne føle sig provokeret af synet af ikke tørklædebærende muslimske kvinder, men at de ligefrem bliver mødt med respekt og agtelse, fordi de underlægger sig islams normer.

Tørklædet bliver derfor oplevet som frigørende, lige netop fordi det indgår i en kvindeundertrykkende sammenhæng. Kun fordi tørklædet indgår i et religiøst kompleks, der har til formål at styre og regulere seksualiteten ved at kontrollere og begrænse kvinders udfoldelsesmuligheder kan tørklædet virke frigørende, fordi det giver adgang til det offentlige rum, der ellers bliver nægtet kvinder.

Tørklædet er uløseligt forbundet med en konservativ religiøs tilværelsestolkning, der har fokus på at mennesket ved at underordne sig regler, der antages at komme fra Gud, får adgang til et evigt liv. Det er en del af en religiøs praksis, og et forbud mod dets brug er derfor et angreb på religionsfriheden. Men tørklædepåbudet og tørklædebrugen er også en del af en patriarkalsk religiøsitet, der ligesom f.eks. den katolske kirkes forbud mod prævention og abort undertrykker kvinder. Feministisk set er tørklædet derfor en udfordring, og det bør medføre en kritisk analyse af dets brug og kontekst, men forbud er ikke nogen vej frem. Ikke mindst fordi et forbud, udover at være et angreb på religionsfriheden, både vil kunne udløse en trodsreaktion fra de konservative muslimske kvinders side af, og fordi det jo ikke vil ændre på de grundlæggende patriarkalske forhold, som de konservative muslimske indgår i hhv. lever med. Man kan ikke tvinge kvinder til deres frihed, for frihed forudsætter frihed.

Karen M. Larsen, cand.mag. og gymnasielærer