Undervisningen er da forkyndende

I folkeskolen er der hverken åndsfrihed, ligeværd eller respekt for menneskerettighederne, men derimod et usmageligt demokratisk flertalsdiktatur, når det gælder kristendomskundskab

Onsdag den 18. januar stod følgende at læse i Kristeligt Dagblad: "I folkeskoleloven understreges det, at kristendomsundervisningen er ikke-forkyndende" (på forsiden). Og fra de konservatives uddannelsesordfører og forkvinde for Folketingets Uddannelsesudvalg Carina Christensens mund: "Det lyder, som om han (Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles) tror, vi sætter en præst til at prædike i kristendomstimerne, men man skal huske, at der står i loven, at undervisningen ikke er forkyndende." Sandheden er imidlertid, at det ikke står nogen steder i loven, at undervisningen ikke er forkyndende. Tværtimod, er man næsten fristet til at sige.

Naturligvis forkyndes der da i kristendomsundervisningen. I al fald når man tager folkeskolelovens åndsfrihedsforladte ord for pålydende: "Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lu-therske kristendom" (paragraf 6).

Altså alene folkekirkens udgave af kristendommen er gyldigt undervisningsstof, når det drejer sig om at opnå indsigt og forståelse i kristendommen. Eller sagt på en anden måde: De bibelske fortællinger skal tolkes i overensstemmelse med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Her er ingen valgfrihed. Ergo agiteres eller forkyndes der i kristendomsundervisningen, når og hvis lovteksten følges!

Men ikke nok med det. Thi også konfirmationsforberedelsen hos præsten udgør en del af kristendomsundervisningen, da denne nemlig erstattes af konfirmationsforberedelsen i enten 7. eller 8. klasse. Så rent faktisk sættes der altså grangiveligt "en præst til at prædike i kristendomstimerne", hvilket er helt uhørt i en skole, der skal være åben for alle, og som da også i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal sørge for, "at ... uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres (altså forældrenes) egen religiøse og filosofiske overbevisning".

Samme synspunkt finder man i FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, men altså ikke i folkeskoleloven, hvorefter undervisningen nemlig kun på "de ældste klassetrin" udvides til foruden "den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom" også at "omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser".

Eller sagt på en anden måde: Først skal skolebørnene i den mest modtagelige del af deres liv indoktrineres med bibelske fortællinger og anden dansk evangelisk-lu-thersk snak frem til og med, konfirmationen er vel overstået. Først derefter kan det så allernådigst tillades eleverne at blive præsenteret for andre religioner og livsanskuelser. Her er hverken åndsfrihed, ligeværd, kommissærvrøvl eller respekt for menneskerettighederne, men derimod et usmageligt demokratisk flertalsdiktatur. Enten bør kristendomskundskab fjernes som fag til fordel for et mere kulturbestemt fag, eller også bør andre religioner og livsanskuelser sideordnes med undervisningen i kristendom på skolernes skema.

Orla Christiansen,

filosof,

Jernbanegade 27,1. th.,

Aabenraa