"Vanskeligt med skarpt skel mellem religion og politik"

Lægaard behandler det politiske og det religiøse som to adskilte sfærer. Måske vidner en sådan lære om to adskilte regimenter om den dybe lutherske arv, som præger dansk tænkning. Jeg har et problem med en så skarp adskillelse af de to sfærer, skriver direktør Raag Rolfsen. Foto: Privatfoto

Det farligste der findes, både inden for politik og religion, er mennesker som tror, at de ved, uden at vide, at de tror, skriver direktør Raag Rolfsen i en kommentar til Sune Lægaards religionsanalyse

Filosofilektor Sune Lægaard har svaret på min nytårshilsen Sekularisme er også trosbaseret. Det er jeg taknemmelig for. Lægaards indlæg giver mig anledning til at opklare nogle mulige misforståelser og til at præcisere mine synspunkter.

Hovedbudskabet i min nytårshilsen var at skelne mellem et engagement for et sekulært samfund på den ene side og sekularisme på den anden side. Jeg deler engagementet for det sekulære samfund. Det er det, jeg kalder sekularitet i mit tidligere indlæg. I sekularismen som isme, det vil sige som ideologi, finder jeg en indre modsigelse. Den består i kortform af, at sekularismen afviser, at tro skal spille nogen rolle i den offentlige meningsdannelse samtidig med, at den selv er trosbaseret.

Sekularismen ophøjer sig selv
Det vil sige, at den ophøjer sig selv til en position, hvorfra den for eksempel siger noget om spørgsmålet om, hvordan livets opståen kan forklares. Det gør den ved at frakende dem, der har en religiøs forklaring på livets oprindelse, en rolle i det offentlige rum. Det gælder også, når det er politiske udfordringer, det drejer sig om.

Abortspørgsmålet er et tydeligt eksempel på dette. En sekularist vil sige, at det kun er et politisk spørgsmål, og at religiøse overbevisninger ikke har noget at gøre i debatten om lovgivningen på det område. Den, der kæmper for sekularitet, vil se helt anderledes på det. Han eller hun vil sige, at når der skal vedtages en lovgivning på et så kompliceret område, må alle røster høres, både de religiøse, a-religiøse og anti-religiøse.

LÆS OGSÅ:Kan abort tilgives?

Her vil det offentlige være synonymt med det rum, hvor disse stemmer har lige ret til at ytre sig. Det politiske vil så være knyttet til den magt, som til sidst tager en suveræn beslutning i sagen, og som følger op på beslutningen gennem den udøvende magt. Den, der kæmper for sekularitet vil udvise skepsis over for de institutionelle bånd mellem det politiske og udvalgte aktører i det offentlige, enten disse er kirken eller andre aktører. Med den begrundelse, at det forhindrer, at alle stemmer bliver hørt.

Alle ideologier har en trosbasis
Lægaard har ret i, at der ikke findes nogen nødvendig sammenhæng mellem sekularisme, ateisme og videnskabstro. Min pointe er alligevel, at disse synspunkter ligger så tæt på hinanden, at det bliver nærliggende for sekularismen at bruge ateismen og naturvidenskabstroen som basis for sin argumentation.

Alle ideologier og ismer har brug for en sådan trosbasis, og sekularismen er fælles med ateismen og videnskabstroen om sit historiske ophav i oplysningstidens idealer. Man overskrider grænsen mellem sekularitet og sekularisme, når det trosgrundlag bliver opfattet som et vidensgrundlag. Dermed udelukker man andre aktører fra offentligheden, fordi de anses for at have et trosgrundlag.

LÆS OGSÅ:Engang var verden splittet mellem venstre og højre - nu er det mellem sekularisme og tro

Jeg finder ikke noget i Lægaards respons, som antyder, at han er uenig i noget af dette. Hans indlæg tjener som sådan til at afsløre mulige misforståelser i mit indlæg og giver mig således anledning til at anføre de præciseringer, som jeg her har forsøgt at gøre. Altså læser jeg en del skinuenighed i Lægaards indlæg.

Jeg tror, vi begge er forkæmpere for sekularitet og ikke for sekularisme i den betydning, jeg lægger i begrebet. I den betydning ligger sekularismen tæt op ad en militant videnskabstro og ateisme.

Pointen i min nytårshilsen var en frygt for, at det ikke er alle, der kan finde ud af at skelne mellem sekularitet og sekularisme. Det er ikke en ufarlig brist, når den findes hos mange af dem, som i dag har magt.

Toregimentelæren er et problem
Under denne skinuenighed findes der nok også en reel uenighed mellem Lægaard og mig. Lægaard behandler det politiske og det religiøse som to adskilte sfærer. Måske vidner en sådan lære om to adskilte regimenter om den dybe lutherske arv, som præger dansk tænkning. Jeg har et problem med en så skarp adskillelse af de to sfærer.

Enhver politisk ideologi, som med rette kan kalde sig dette, har en livsanskuelse. Denne bygger på grundværdier, som ikke kan begrundes. Det gælder socialisme, værdikonservatisme, marxisme og liberalisme. Den tro, som til syvende og sidst begrunder disse ideologier har ofte religiøs eller mod-religiøs oprindelse, historisk set.

Derfor er det vanskeligt at opretholde et skarpt skel mellem religion og politik, og det virker mere befriende at udforske og belyse denne sammenhæng end at skjule den.

LÆS OGSÅ:Hvilke konsekvenser får Luthers toregimentelære

Men det ved Lægaard jo godt, der er filosof. Den vestlige filosofi tager jo sin begyndelse i erkendelsen af, at al viden er trosbaseret. Sokrates ironi og Platons efterfølgende dialektik hviler jo i Sokrates udsagn: Jeg ved, at jeg intet ved.

I vor tid har Heidegger slået fast, at alle vore projekter, og den viden, vi erhverver os for at fuldføre projekterne, er baseret på en situationsbestemt kastethed. Vores visdom knytter sig til, at vi er bevidste om, at det er sådan. Det farligste der findes, både inden for politik og religion, er mennesker som tror, at de ved, uden at vide, at de tror.

Raag Rolfsen er direktør i den kirkelige organisation Areopagos.Artiklen er oversat fra norsk af Elisabeth Dørken.