Vatikanet har et ambivalent forhold til relikvier, eksorcister og saligkåringer

Vatikanet er bange for, at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry, skriver religionslærer, cand. mag og debattør Karen M. Larsen

Hvis man går rundt og tror, at man i Vatikanet bare elsker beretninger om mirakler, visioner og andre eksempler på , at det overnaturlige har det med at bryde ind i almindelige menneskers hverdag, så tager man fejl. Det skriver journalisten John Thavis om i sin bog ”The Vatican Prophecies”.

I Vatikanet er der faktisk mange, der er ret skeptiske over for grædende Madonnafigurer og for husmødre med bijob som profeter, selvom disse spiller en stor rolle for ikke så helt få katolikker.

Den katolske kirke har for eksempel i tiden efter Det 2. Vatikankoncil nedtonet kulten omkring relikvier. Men der er fortsat folk, der tjener penge på at sælge relikvier, for eksempel via online auktionssiden ebay, selvom det faktisk er forbudt i henhold til kirkeloven.

I Vatikanet er man heller ikke begejstret for den bølge af påståede Mariaåbenbaringer, som har rullet hen over den katolske kirke i de sidste årtier, ikke mindst i den lille bosniske landsby Medjugorje. Den lokale biskop var meget imod nogen form for anerkendelse af disse åbenbaringers ægthed, men Pave Johannes Paul II var muligvis privat en tilhænger, så der blev holdt lidt hånd over fænomenet.

Pave Benedikt var noget mere skeptisk, og pave Frans er kommet med indtil flere udsagn hvor han advarer folk mod at gå op i påståede Mariaåbenbaringer og løbe hid og did i søgen efter noget nyt fra himlen. Så muligvis bliver der nu slået hårdere ned på dette fænomen. Men på den anden side er Medjugorje så populær i dag, at der nok er grænser for, hvad Vatikanet kan og tør gøre – og så ved man jo aldrig, hvad den næste pave mene.

Dæmonbesættelser og ikke mindst dæmonuddrivelser er jo en aktivitet som har en lang tradition inden for den katolske kirke, og den har fortsat både sine udøvere og stærke tilhængere. Men mange i Vatikanet mener, at dæmonbesættelser nok er psykiatriske snarere end åndelige fænomener. Man skal have tilladelse fra sin biskop for at måtte udføre en eksorcisme, og Vatikanet har også sikret sig, at medlemskabet i den internationale forening for eksorcister følger kirkens spilleregler.

Ifølge John Thavis bruges der en del krudt på at forberede en persons saligkåring eller helgenkåring. Det skal påvises, at vedkommende forud for sin død har begået et mirakel, der kan bevises som sådant videnskabeligt. Her bliver de troendes oplevelse af det mirakuløse i deres liv ubestrideligt kogt ned til noget meget sjældent – og noget, der er meget dyrt at få bekræftet, sådan i størrelsesordenen 200.000-300.000 dollars dyrt. Pave Frans har derfor de facto besluttet, at der ikke længere behøves et sådant mirakel, for at en person kan helgenkåres.

Sidst men ikke mindst udgør internettet med dets mulighed for anonymt at sprede alverdens historier, mirakler og budskaber selvsagt et problem for Vatikanet. Ikke mindst de mange påståede Mariaåbenbaringer og tolkninger af ældre profetier, som blandt andre skulle handle om, at Pave Frans er den sidste pave før dommedag, at han er i ledtog med Antikrist og vil bringe størstedelen af den katolske kirke til fald, er man selvsagt ikke super glad for.

Den katolske kirke har helt tilbage til Thomas af Aquinas’ tid (1200-tallet) en hang til at forsøge at forstå troen ud fra rationelle kriterier, selvom man heller ikke ønsker at støde folketroen for meget fra sig, slet ikke i en tid hvor den katolske kirke er under pres fra den sekulære verden. Og så er man, nok med rette, bange for, at diverse falsknerier og platheder i den gode sags navn ville kunne skade kirkens ry og støde folk væk fra Kristus.

Karen M. Larsen
Cand.mag, religionslærer og debattør