"Vejen til lyset går gennem mørket"

Vil du komme til liv, lys, godhed og sandhed, må du forholde dig til død, ondskab, svig og dumhed. Vejen går ikke uden om det sortnende hav, men gennem det, skriver sognepræst Martin Herbst

Den tyske filosof fra 1700-tallet, Immanuel Kant, skrev: ”To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre.”

For Kant var nattens stilhed og mørke forudsætningen for, at han kunne betages over universet og den menneskelige tilværelse. 

Denne positive betydning af mørke er velkendt. Hvor skønt er det ikke at slukke lyset, når man skal sove? Black is beautiful! Hvem er ikke blevet fascineret af at beskue det sortblå hav fra skibets ræling?

Men der findes også et eksistentielt sort hul eller moralsk mørke, der tager skikkelse i synd, død, ondskab og meningsløshed. Hvordan forholder man sig til det? Det er angiveligt et af tilværelsens vigtigste spørgsmål. Historisk set er det blevet besvaret på to måder.

Det første svar optræder i Platons berømte hulelignelse i værket Staten. Ifølge denne fortælling befinder hele menneskeheden sig i bunden af en lang, dyb underjordisk hule. Der lever de, lykkeligt uvidende om, at de er umoralens og uvidenhedens fanger. Ifølge Platon består livets opgave i, at man indser det, vender det mørke fællesskab ryggen og bevæger sig op og ud af hulen, så man til sidst kan se verden i lyset af solen, der symboliserer den guddommelige godhed og sandhed. Kort sagt består det græske svar i, at man kommer til lyset ved at vende ryggen til mørket én gang for alle. 

Det andet svar sammenfattes i opstandelsesberetningen, som den eksempelvis skildres i Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 1-10. Her har kvinderne begivet sig ud til graven, men det er først, når de kommer helt ned i gravhulen, at de får øjnene op for sandheden og kan begive sig ud i livet med fornyet mod. De to svar har meget til fælles. De handler om, hvordan man bevæger sig fra mørke til lys. Men der er en afgørende forskel.

I den græske hulefortælling skal man væk fra mørket for at komme til lyset. I den kristne hulefortælling er retningen den modsatte. Vejen til lyset går ikke væk fra mørket, men gennem det. Vejen til liv, indsigt, fred og lys går gennem død, forvirring, angst og mørke.

Der er ingen tvivl om, hvilket svar der har været mest populært og stadig er det. Det er det græske. Men blot fordi det græske bud er det mest populære, er det ikke nødvendigvis det bedste. Hvor fascinerende og smukt det platoniske svar end er, er der noget overfladisk og naivt over det.

Det evangeliske svar er anderledes dybt og realistisk. Vil du komme til liv, lys, godhed og sandhed, må du forholde dig til død, ondskab, svig og dumhed, ikke mindst i din egen tilværelse. Vejen går ikke uden om det sortnende hav, men gennem det. Det var israelitternes erfaring, da de forlod Egypten. Det har igennem tiderne været kristnes erfaring. Og den vej skal ikke dulmes med piller, diagnoser, eskapisme og dårlige undskyldninger, som det er blevet så populært for tiden.

Men hvorfor skal man da gennem mørket for at komme til lyset? Her er der to svar.

For det første er det onde altid et misbrug af det gode. Ved at forholde sig til misbruget kommer man altså ind til det gode og kan insistere på det. For det andet er død, synd, ondskab og dumhed overvundet af Kristus. Det betyder, at man kan forholde sig til det med overskud. Om end det stadig er til stede, har det ikke magten og får heller ikke det sidste ord. Vær vis på det!

I tillid og håb til det kan vi da bevæge os ud i livet og leve fuldt ud, ikke fordi vi vender ryggen til mørket og alle de mørke spørgsmål én gang for alle, men fordi vi har lært at leve med dem i lyset af Guds kærlighed og sandhed.

Martin Herbst er sognepræst ved Korsvejskirken og tilknyttet som ekstern lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han har netop udgivet bogen Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske, Frederiksberg, Eksistensen, 2016.