"Vi er blevet til kollektive advents- og juleofre"

Kristendommens grundfortælling går hverken op i eller dyrker kernefamilien. Juleevangeliet er rodet og beskidt med Maria, der føder et barn, som ikke er Josefs, og i en stald, hvor risikoen for en underlivsbetændelse er rimelig stor, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Nu er advent begyndt. Måneden, hvor vi tæller ned til julen, måneden, hvor der bruges mest el i hjemmene, måneden hvor flest mænd mentalt tjekker ud og kvinder går i selvsving...

Prøv at sige: "Nu er det snart jul!" Og du vil se, hvordan energien fosser ud af folk på no time. Prøv at spørge: skal vi ses i december? Og vennerne får vilde øjne og råber: Dét er helt umuligt. Vi må ses i det nye år!

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting om advent

Vi siger, at julen er så hyggelig, men kroppene og ansigtet og øjnene siger noget andet. Børnene tæller ned til jul fra 1. december, vi voksne tæller ned fra september, hvor snakkene går på mail og telefon om, hvem der skal holde jul hos hvem og hvorfor ikke, og alle vores krøllede liv forsøger vi at stryge glatte, men det går galt hver gang; skilsmissebørnene hader det, og forældrene er strakt ud i alle fire verdenshjørner mellem ekserne og kæresterne og de mange bedsteforældre og svigerforældre - for vi er ikke blot skilt i een generation, nej, nu er også forældre og bedsteforældre skilt og det kræver lidt af hjertets rummelighed.

Vi kræver for meget af julen
Og vi spiser og tygger os igennem juleafslutningerne i skolen og SFOen og idrætshallen og sognehuset og synger gyselige julesange om mus og katte og nisser, og bager småkagerne, som ingen får spist, og laver konfekten, som heller ingen får spist, og manden hænger lyskæder op rundt om sin garage, for også bilen skal mærke det er jul, og indenfor terroriserer kvinderne hjemmet med gyselige nissefigurer og glimmer og stads fra Brugsen eller Georg Jensen; imens misteltenen ligner en vissen bunke affald i dørkarmen. Nogle elsker det hele - og halleluja for dem - men de fleste afskyr det. Ser det som et årligt onde, vi bare skal komme igennem uden alt for mange skrammer

LÆS OGSÅ: Eksperterne vejleder: Sådan får skilsmissefamilier en rolig jul

Det er, som om vi forsøger at bygge en historie op om vores liv, bestående af lige dele ufordøjede traditioner og ritualer iblandet et hav af krav fra omverdenen om at være til stede. En historie, hvor vi kræver, at alt ender godt julenat, uden konflikter og gråd, hvilket resulterer i kødannelser udenfor parterapeuternes kontorer, samt nedbrud på borger.dks hjemmeside for onlineskilsmisser.

Julefortællingen endte ikke godt
I vores iver efter at leve op til et liv i december, som overhovedet ikke ligner det liv, vi lever de 11 andre måneder, er det, som om vi glemmer julens egen fortælling. At det hele begyndte i en ussel stald og blev en historie, der endte alt andet end godt.

Vores forbillede i julen er et antiforbillede. Og skulle vi leve op til det, skulle vi holde jul i en shelter ude i skoven og lave mad over bål og lade ungerne falde i søvn henover hunden, imens vi ser på stjerner som hyrderne julenat og mærker, hvor lidt der skal til, før vi føler os godt tilpas.

Julen er blevet den tid på året, hvor vi bliver kollektivt ofre. Vi går ind i det som slaver med bind for øjnene og tænker ikke over, at julen i sin kerne ingen forventninger har. Vi går ind i det som ureflekterede, forurettede børn og tænker ikke over, at julens budskab er, at du skal leve det liv, du har. Med det, der hører med.

Hundehår og møgunger og fraskilte forældre med deres mere eller mindre røvirriterende kærester og endnu mere frastødende børn.

Let it be
Beatles lavede jordens klogeste sang, der burde synges hvert år til 1. søndag i advent: And mother Mary said to me: Let it be, let it be..

Lad det være. Lad livet være det, det er. Det er juleevangeliet i sin essens. For accepterer du dit eget rod, kan du nemmere rumme de andres. Kristendommens grundfortælling går hverken op i eller dyrker kernefamilien. Juleevangeliet er rodet og beskidt med Maria, der føder et barn, som ikke er Josefs, og i en stald, hvor risikoen for en underlivsbetændelse er rimelig stor. Det er vores Gudsfortælling, og jeg behøver ikke at nævne, hvordan det sidenhen gik Guds søn.

Juleevangeliet er ikke smukt. Det er kun i vores gengivelse af den, som præsten, der havde lavet en julekrybbe til børnene i kirken, og imens han stod og fortalte om, hvordan alt var dejligt og idyllisk imellem Maria og Josef og de vise mænd fra Østerland, og dernæst spurgte børnene om, hvorfor det var så godt det hele, var der et barn der sagde: Jamen, det er da fordi, de er lavet af pap.

LÆS OGSÅ:Da Gud blev et menneske

Det var ikke det svar, præsten ventede, men sikken et godt svar. Vi skal holde op med at lave jul af pap. Og i stedet begynde at holde jul af kød og blod. Sætte os ned i familien og finde ud af, hvordan vi vil holde advent og jul hos os. Alle må skære en tå og kappe en hæl.

Gør julen til jeres egen
Måske kommer vi ikke til både skole og SFO og samtlige frititdsaktiviteters juleafslutninger (de begynder jo igen 14 dage efter). Måske dropper vi hjemmebaget og går en tur i skoven eller sover længe og ser dårlige tegnefilm. Måske inviterer vi venner over til en gløgg, de selv har med, og måske sætter vi os ned og finder ud af, at vi voksne ikke giver hinanden gaver, men et dejligt knus og en hånd med julemiddagen, så vi ikke får kollektivt røde tal på kontoen og brækfornemmelser over den materielle overflod, ingen af os har brug for...

Gør julen til jeres egen. Tænk ind, hvad der er vigtigt for jer og smid resten i brændeovnen. Traditioner er kun gode, så længe de gør livet større. Snærer de som julebånd om halsen, er det på tide at skære dem over. Sådan at der igen kan blive plads til at glædes over, at vi i den mørkeste vintertid kan tænde lys på bordet og i hinandens øjne - uden at blive udmattede ved tanken.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.