"Vi er fanget i grådighedens logik"

Hvornår har vi nok mad, tøj eller oplevelser? Er askesen det ultimative ideal spørger Raag Rolfsen, direktør i Areopagos

Det er vanskeligt at skrive om grådighed. Det er der mindst to grunde til. For det første er det vanskeligt at leve i dagens Norge uden at erkende, at man selv er fanget i grådighedens logik; en logik som gør, at jeg får meget, mens andre får mindre, og mange næsten ingenting.

Om jeg føler mig grådig på et personligt plan er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Systemet gør, at det bliver sådan, og om ikke andet så er jeg en medløber i dette system.

Den anden grund til, at det er vanskeligt at skrive om grådighed, er, at der ikke synes at gå en klar grænse mellem den nødvendige og gudskabte selvopholdelsesdrift og grådigheden.

LÆS OGSÅ:Kan man blive rig uden at træde på andre mennesker?

Hvad er nok, når det gælder tøj, mad, bolig, transport og oplevelser? Er askesen det ultimative ideal for en retfærdig livsførelse? Dette kompliceres yderligere af, at gældende økonomisk teori siger, at vækst, også for de fattigste, afhænger af øget forbrug.

Religionerne ser grådighed som en last
På trods af disse indledende undskyldninger så ved vi, at grådighed er en last, i hvert fald inden for en jødisk-kristen kultursfære. I Bibelen er grådighed nært knyttet til gudløshed og afgudsdyrkelse (Sal 10,3; Kol 3,5; 1 Kor 5,11).

Også Jesu ord om grådighed peger i samme retning. Grådigheden opstår, når man søger det egne og selvtilstrækkelige (Mark 7,22; Luk 12,15). Grådigheden opstår, når man er overladt til sig selv og må stole på sin egen position og på egne evner og kræfter. I klassisk kristen teologi er grådighed (avaritia) den anden af de syv dødssynder.

Inden for buddhismen spiller grådighed en endnu mere grundlæggende rolle. I vigtige grene af buddhismen udgør grådighed, had og uvidenhed de tre slags gift, som er kimen til lidelsen eller utilfredsheden (dukkha).

Grådigheden udgør en central del af det begær, som er en drivkraft i den gensidigt betingede sameksistens. Grådighed det at ville have mere, og det at ville beholde det, man har defineres således som en væsentlig del af den lovmæssighed, som gør, at utilfredshed opstår og vedligeholdes.

LÆS OGSÅ: Kristendom.dk's tema om faste

Vejen til oplysning er vejen til ophøret af det begær, som grådigheden udgør. Man kan derfor påstå, at grådigheden i buddhismen er nært knyttet til den tredje af de syv dødssynder, nemlig begæret (luxuria).

Også inden for islam ses grådighed som en vej til fortabelse. Læren om forudbestemmelse står stærkt i muslimsk tro, og det at stole på det, man er blevet tildelt af rigdom, betyder at finde fortrøstning i det, man har fået, og ikke i Allah, som har givet det.

Den, som stoler på sin rigdom, vil på den yderste dag opleve rigdommen som et tungt lod om halsen, der trækker en ned i fortabelsen (Sura 3, 180). Vi kan altså sige, at de to første kristne dødssynder hænger tæt sammen i islam, fordi grådighed er et konkret udtryk for hovmod (superbia). I hovmodet tilkender vi ikke Gud al magt, men hævder, at dele af virkeligheden tilkommer os og vore evner og kræfter. Dette kommer til udtryk i grådighed.

Inden for alle tre religioner står grådigheden centralt som en slags ursynd. Når de store verdensreligioner så tydeligt fordømmer grådighed, står dette i klar modsætning til de reservationer, som blev udtrykt i begyndelsen i denne tekst.

Kirken skal tolke udfordringerne civilisationshistorisk
Hvorfor er det sådan? Hvorfor bliver grådigheden på mange måder set som den største synd i de store religioner, mens den (post-)moderne bevidsthed kan leve med den, så længe den kan kanaliseres hen i mod bæredygtighed og vækst?

Skal kirken forholde sig til både individuel og systematisk grådighed i vor tid, bør den gøre en øvelse, den alt for sjældent gør; nemlig at tolke de udfordringer, den står over for, i et civilisationshistorisk lys.

Grunden til, at kirken vægrer sig ved en sådan tilnærmelse, er, at den er vant til at forholde sig til en metafysisk kosmologi (kort sagt: platonismen), som har været forholdsvis stabil gennem to tusind år. I dette verdensbillede er der to etager (og nogle gange en kælder), og sandheden befinder sig på anden etage. Når denne kosmologi bryder sammen, hvilket netop er det, som kendetegner vor egen tid, så magter kirken ikke at forholde sig til det. Den lukker øjnene og fortsætter, som om den metafysiske ramme stadig var der. Dette har konsekvenser for store dele af kirkens selvbillede og virksomhed, men det er måske særligt vigtigt i forholdet til grådigheden.

LÆS OGSÅ: I fasten sætter vi en grænse for grådigheden

I 1951 skrev filosoffen Jean Hyppolite, at immanensen er fuldbyrdet. Med det mente han, at den udvikling, som begyndte i senmiddelalderen, og som nåede et vendepunkt i Kants kritiske filosofi, nu er fuldført. Kant gjorde det immanente subjekt til udgangspunkt for sandheden. Hegel inkluderede hele tilværelsen i denne immanente virkelighedsforståelse.

Når Hyppolite siger, at immanensen er fuldbyrdet, så mener han, at et sådant verdensbillede har nået den almene bevidsthed. En civilisationshistorisk forståelse, som tager udgangspunkt i en sådan tilnærmelse vil hævde, at al snak om religionernes tilbagevenden kun er at identificere overfladebevægelser, som reagerer på en dyb og kraftig strømning: immanentismen eller sekularismen.

Inden for et sådant paradigme er der ikke plads til religionernes klassiske fordømmelse af grådigheden. I denne kritik var grådigheden mest grundlæggende et udtryk for gudløshedens drøm om selvtilstrækkelighed. I vor tid er selvtilstrækkelighed normen.

Den moderne bevidstheds tab af transcendens gør, at den oprindelige kritik af grådighed taler for døve øren. I en sådan tid kan økonomiske teorier, som indregner grådigheden, forsvare sig mod kritik.

Grådigheden bliver her først og fremmest set som livsudtryk; som noget, der nok må reguleres i større eller mindre grad, men som noget, der til syvende og sidst er af det gode.

Vi er fanget i grådigheden
Når vi som kirke fortsat oplever, at grådigheden er en mere alvorlig moralsk skavank end bare noget, som må reguleres, så tror jeg, at det er, fordi vi stadig opfatter drømmen om selvtilstrækkelighed som gudløs. Dette bliver desto mere fortvivlende, når vi indser, at en hel civilisation er på vej ind i en bevidsthedsform, som tager en sådan gudløshed som sin mest grundlæggende forudsætning. Endnu mere desperat bliver situationen, når vi ser, at vi både som enkeltmennesker og som kirke drages ind i samme logik.

LÆS OGSÅ:Faste er et opgør med begær, grådighed og stolthed

Hvis noget af det lidt dystre billede, jeg her har tegnet på baggrund af nutidens grådighedskultur, skulle stemme, hvordan skal vi da forholde os til det? Rygmarvsrefleksen bliver hurtigt reaktionær. Vi må få den gamle metafysik på plads igen. Hernede og deroppe. Det faldne og det fuldkomne. Usandhed og sandhed.

Problemet med den strategi er, at den traditionelle metafysiske kosmologi ikke længere er troværdig. Skemaet er besmittet med så megen magt og magtmisbrug, at lysten til at vende tilbage er lunken. Mand-kvinde, hersker-undersåt, mægtig-afmægtig, nord-syd, og så videre. Dette er dikotomier, hvor første led altid har haft fortrinsret til anden etage.

Vanskelige øvelser er vigtige for kirken
På denne baggrund tror jeg, at vi må fastslå, at vejen tilbage er lukket. Men vejen fremad er åben. Når vi, forsøgsvist og skridt for skridt, skræller de platoniske fortolkningslag af, er evangeliet om Jesus Kristus endnu, ja endda mere, en frigørende fortælling.

Modsat selvtilstrækkelighed står afhængighed, modsat sikkerhed og forudsigelighed står sårbarhed, modsat grådighed står generøsitet og gavmildhed, modsat gudløshed står oplevelsen af Guds kærlighed. Når vi som kirke og kristne fortsat oplever grådighed som synd, så bunder det i hvert fald for mig i en dyb erfaring af transcendens; i gudstjenestefejring, i bøn og i eksistentielle valg, som har forudsat troen på Jesus.

Måske må vi som kirke lade de dogmatiske og metafysiske bygningsværker ligge lidt. Måske må vi være tilfredse med at tage udgangspunkt i vores erfaringer af det, som sprænger immanensen. Og måske må vi facilitere et fromhedsliv, som gør, at vi genopdager vores passivitet, og som på den måde åbner op for Guds komme i vores liv.

Måske må vi revitalisere dele af vores tradition, nemlig den kontemplative, meditative. Ved at give slip på den gud, som vi har et mere eller mindre grådigt (be)greb om, kan vi stille os åbne over for den Gud, som kommer.

Det er vanskeligt at skrive om grådighed. Måske er det vanskeligt at læse om det også. Jeg tror, vanskelige øvelser er vigtige for kirkens folk i vor tid. De er vigtige, fordi de kan lære os at fortælle evangeliets frigørende fortælling til vor tids mennesker. Og til de generationer, som skal leve med konsekvenserne fra en grådig og gudløs tid.

Raag Rolfsen er direktør i den kirkelige organisation Areopagos.

Artiklen er forkortet (red.). Oversat fra norsk af Laura Fischer-Larsen.