Vi har brug for Ali-Baba

Med indvandringen i Danmark står kirken overfor en ny mission og har behov for nye redskaber til at løse den, skriver præst i kirken Church of Love, Massoud Fouroozandeh

Islam er efterhånden blevet en permanent del af det religiøse liv og udgør i dag den næststørste religion i Danmark. Muslimer og deres traditioner er ikke længere noget, man kun læser i eventyrbøgerne for at falde bedre i søvn om natten, tværtimod!

I de sidste 30-40 år, har Danmark oplevet en stor og kontinuerlig indvandring af muslimer med forskellige nationaliteter. Det har været en bred vifte, alt lige fra den arbejdssøgende pakistaner til den politiske flygtning fra Iran eller muslimen der søger en bedre tilværelse i landet, hvor det flyder med mælk og honning. Derfor er muslimen ikke længere en skikkelse i eventyrhistorierne, hvor Ali-Baba hærgede byen Bagdad med sine fyrretyve røvere. Nu findes Ali-Baba i døgneren nede på hjørnet af gaden, eller han kan være din lokale grønthandler med de solmodne appelsiner. Ja hans børn kan endda gå i samme klasse som dine børn.

Alt dette indikerer en ny æra med nye udfordringer, ikke blot for samfundet alene men også, hvis ikke endnu mere, for kristne og kirken. Danmark har igennem en lang årrække specialiseret sig i at outsource forkyndelse af evangeliet til primært muslimske lande i form af mission. Til dette formål har kirken investeret og brugt mange penge på udrustning af sine missionærer i lande som af forskellige årsager ikke er åbne for mission. Det vil sige, at barrieren ofte har været større end frugten, idet det fremmede sprog, kultur og almen dannelse på missionsmarken har været forskellig fra missionærens.

En overvindelse eller en bedre forståelse af missionsmarkens normer kræver normalt en masse tid samt ressourcer. Alt sammen noget der kan spares, hvis missionæren selv stammer fra missionsmarken, da det fremmede sprog ikke længere er fremmed, kulturen er mere end velkendt og den almene dannelse er en selvfølge! Her har vi brug for den omvendte Ali-Baba og flere af hans slags, som er blevet omvendt ved Guds kærlige ord.

Nu behøver Ali-Baba ikke længere være røveren på jagt efter mælk og honning. Han kan faktisk være den efterhånden nødvendige og efterspurgte missionær, der kan vinde de fyrretyve røveres hjerter for Jesus. På overfladen er han stadig den mørke fremmede med det grove skæg, men i sit indre besidder han Jesu kærlighed for de resterende røvere.

Han kan nå dem, fordi han forstår dem. Han kan være iblandt dem, fordi han er dem! Og omvendt, lytter de til ham, fordi de har tillid til ham. For dem er han ikke engang den mørke fremmed med det grove skæg, men blot Ali-Baba med en nyt budskab. Et budskab der handler om Guds betingelsesløse og fordomsløse kærlighed, der gælder enhver, uanset nationalitet, som påkalder Guds navn (Rom 10,12-13).

Her bliver frugten større og barriererne mindre, og dog ikke desto mindre udfordrende, idet Ali-Baba godt nok besidder den nødvendige knowhow men ej de nødvendige midler i modsætning til den gamle missionær, der nærmest har uendeligt med midler, men alt for lidt knowhow.

Hvad mon kirken kan gøre i denne problematik? Kan kirken overhovedet inddrages? Svaret må være meget enkelt! Kirken har ikke alene pligt, men også et essentielt behov for at hjælpe og støtte de nye i deres nye tro og nye opgaver. Vil kirken i Danmark ikke investere i Guds mission nu, har man heller ikke noget at høste senere! Kirken er nødt til at inddrage de nye værktøjer til den nye missionsmark, Gud har bragt til Danmark. Med andre ord, det tankevækkende vers fra Bibelen, der siger, at høsten er stor, arbejderne få lyder måske lidt anderledes i dag: Høsten er stor, arbejderne er klare, men fordeling af ressourcerne er ikke gode!

Konklusionen må være, at den tidligere fremmede Ali-Baba med det grove skæg og det nye hjerte må få opbakning og hjælp, således at han i samarbejde med de gamle missionærer kan nå de resterende fyrre tyve røvere. For i denne nye æra er der behov for nye sække til de nye vine! Derfor har kirken brug for at insource missionen, da missionsmarken ikke længer kun hører hjemme i Langbortistan, men lige udenfor vores dør

Massoud Fouroozandeh er præst i Church of Love, der arbejder for mission blandt nydanskere