"Vi kan ikke tilgive på andres vegne"

Hvis et menneske har gjort andre ondt, er det nødt til tage konsekvensen af det, og Gud og kun Gud er den, som er i stand til at straffe eller tilgive dem, skriver rabbiner Yitzi Loewenthal

Nazijægeren Simon Wiesenthal fortæller følgende historie:

Kort tid efter 2. Verdenskrig befandt han sig på et tysk hospital, da en sygeplejerske henvendte sig til ham og bad ham gå hen på en afdeling, hvor en nazist lå for døden og havde bedt om at komme til at tale med en jøde.

LÆS OGSÅ: Wiesenthal: Retfærdighed, ikke hævn

Da han kom hen på stuen, fandt han en blind nazist, som kortfattet beskrev nogle af de forfærdelige grusomheder, som han havde udsat jødiske personer for under krigen.

Han bad nu om at blive tilgivet af en jøde, før han døde. Hr. Wiesenthal, som selv var overlevende fra en koncentrationslejr, vendte omkring og forlod stuen uden at svare.

Wiesenthal forklarede senere:

"Han havde ikke gjort mig ondt rent personligt, men andre," så det var ikke i hans magt at tilgive ham for noget, som han havde gjort mod en anden. Lad Gud beslutte, om han fortjente tilgivelse.

At bære nag er en byrde
Denne historie opsummerer et jødisk perspektiv på tilgivelse. Vi kan og bør tilgive en person, som har gjort noget forkert imod os selv, for det at bære nag er en byrde, som slider på os, og en gift som sårer den, som bærer på den.

Men hvis denne person har gjort noget forkert imod et andet menneske, er det ikke i vores magt eller vores ansvar at tilgive det, de har gjort. Hvis de har gjort noget galt, muligvis noget ondt, er de nødt til tage konsekvensen af det, og Gud og kun Gud er den, som er i stand til at straffe eller tilgive dem.

Det modsatte af kærlighed er apati
Det er også vigtigt at kalde tingene ved deres rigtige navn. Hvis noget er ondt, er det ondt, og vi bør ikke være bange for at kalde det sådan. At tillade ondskab at falde ind under reglerne for subjektiv fortolkning er en farlig vej, som kan føre til, at voldelige ideologier bliver en del af hovedtendensen.

Afvisning, afsky og selv had imod ondskab og dens udtryk er en vigtig del af et sundt menneske og et tænkende samfund. Det modsatte af kærlighed er ikke had, det er apati. Had, eller lad os bruge udtrykket afsky, er bagsiden af kærlighed: Du elsker det gode og derfor afskyr du det modsatte, det dårlige.

Gode gerninger belønnes
I den jødiske religion lægges der stærk vægt på, at ens handlinger har mening, virkning og konsekvens. Når man gør noget godt, bliver man belønnet for det, man har gjort, og man bliver også belønnet i kraft af den positive virkning, man har skabt, hvilket måske er den største belønning overhovedet.

Hvis Raoul Wallenberg, som egenhændigt reddede titusinder af jøder under 2. Verdenskrig, blev fundet i live, og man ville ønske at belønne ham, ville den allerstørste belønning være at samle alle de mennesker, som han havde reddet og alle deres børn, børnebørn og oldebørn, så de kunne overbringe ham en stor tak. Jeg tror ikke, at man kunne få nogen større belønning end det.

Når en person gør noget forkert eller dårligt, er der også en virkning og et resultat. Der er en konsekvens af det, man har gjort forkert, og den negative handling, som man har foretaget sig, forbliver forbundet med den person, som har udført den.

Hvordan eller hvorfor Gud tillader en sådan ondskab at eksistere og komme til udtryk er et mysterium. Vi forstår det ikke mere, end vi forstår al smerte, lidelse og negativitet i denne verden. Vi beder til og håber, at det vil blive fjernet fuldstændigt, og at kun det gode vil eksistere.

Yitzi Loewenthal
Rabbiner og leder af Chabad Danmark