Videnskab og religion komplementerer hinanden

TRO OG VIDEN Vi må se at komme over den børnesygdom, det er at betragte religion som en regulær modsætning til et moderne, videnskabeliggjort samfund

Det berettes, at Niels Bohr over døren til sin fjeldhytte skulle have anbragt en hestesko. En besøgende journalist spørger da, idet han forundret peger på hesteskoen: "Tror De som videnskabsmand virkelig på den slags?" "Naturligvis ikke" svarer Bohr. "Men man har forsikret mig om, at hestesko også skulle virke, selv-om man ikke tror på dem."

Hvad angår forholdet mellem videnskab og religion, synes det præcis modsatte af denne Bohr-anekdote at gøre sig gældende: Religionen uddør ikke i takt med videnskabernes fremmarch. Heller ikke selvom man tror på det.

Religionens endegyldige afvikling som resultatet af oplysning og videnskab er ellers ofte nok blevet annonceret. Ifølge en velkendt oplysningstanke måtte den forøgelse af fornuft og oplysning, som fulgte i kølvandet på videnskabernes sejrsmarch, i sidste instans indebære religionens uundgåelige afskaffelse. Man begyndte i oplysningstiden at opfatte religionen som en børnesygdom, der hæmmede udviklingen. Kuren var mere oplysning, mere indsigt og fornuft.

Men religionen er som bekendt ikke død. Det er derimod de fleste af de intellektuelle, der troede den ville være det.

Herved er vi havnet i den beklemmelse at skulle gøre rede for, hvordan det dog kan være, at den solide tilvækst i videnskab og oplysning efter alt at dømme ikke har medført et tilsvarende fald i den religiøse interesse.

En forklaring vil for eksempel kunne fastholde det skitserede konfliktbillede og hævde, at videnskab og religion slet og ret står i modsætning til hinanden. At vi ikke er sluppet af med religionen, skyldes derfor, at vi endnu ikke er blevet ordentligt voksne. At ville fastholde denne forklaring forudsætter, at man går uden om det faktum, at religionen lever i bedste velgående til trods for, at vi lever i stærkt videnskabeliggjorte samfund.

Heroverfor kunne en anden beskrivelsesmodel så hævde, at religion og videnskab ikke har noget som helst med hinanden at gøre, at de ikke taler samme sprog. At man ikke kan sammenligne de to. For hvad der spørges til i religionen, er noget ganske andet end det, man spørger efter i videnskaberne og vice versa. Historisk betragtet er der imidlertid ikke helt så vandtætte skotter mellem religion og videnskab.

Set i et videnskabshistorisk perspektiv er det tankevækkende, at store videnskabsmænd som for eksempel Galilei og Newton, der traditionelt er blevet udråbt til frontkæmpere for en ny æra af videnskabeligt fremskridt, opfattede sig selv som såre religiøse. Videnskaben var altså ikke fra første færd et forsøg på at undergrave religionen, som den gængse modstilling mellem videnskab og religion hævder. Tværtimod. Videnskaben var for disse videnskabsmænd snarere forsøg på at understrege og sikre overensstemmelsen mellem videnskabens og Guds verden. Troens gyldighed forblev med andre ord uanfægtet. Videnskab var i bund og grund en gudstjeneste.

Men denne forklaringsmodel ser bort fra, at religion og videnskab trods alt ikke behandler de samme aspekter af den virkelighed, som vi lever i.

Derfor kunne en mere tilfredsstillende model for beskrivelsen af forholdet mellem religion og videnskab i det 21. århundrede være, at videnskaben og religionen ikke udelukker, men snarere komplementerer hinanden, som Niels Bohr sagde. Trods de eksakte videnskabers fremvækst er rækken af elementære menneskelige spørgsmål nemlig ikke blevet mindre. Tværtimod har de eksakte videnskabers fremvækst i stigende grad synliggjort de problemer og spørgsmål, som disse videnskaber ikke tager under behandling. Og som de heller ikke kan tage under behandling.

Der er ikke tale om en romantiserende fornægtelse af naturvidenskabernes betydning for det moderne verdensbillede, men derimod om en erfaring af, at selv når alt, hvad der eksakt kan siges om virkeligheden, er sagt, så er det sidste ord om virkeligheden (endnu) ikke sagt.

At vi er til og skal dø, at vi har en bestemt familie, er født ind i et særligt sprog med en særlig kultur og så videre udgør eksempler på en række grundtemaer, der ganske vist forekommer trivielle, men hvis eksistentielle betydning ikke desto mindre er helt grundlæggende.

I stedet for at opfatte religion som et ubehageligt fremmedlegeme i et moderne, videnskabeliggjort samfund, hvis tilstedeværelse hele tiden må undskyldes og bortforklares, kunne man med fordel opfatte religion som en central måde, hvorpå mennesket tager vare på spørgsmål, der unddrager sig videnskabelig besvarelse.

Ønsker vi at forstå religionens tilstedeværelse i vort moderne, videnskabeliggjorte samfund, må vi derfor også arbejde for en større forståelse af videnskaben. Vi må lære at forstå, hvad videnskab er, hvilke muligheder og hvilke begrænsninger, den har. Studiet af religion i et moderne, videnskabeliggjort samfund indebærer ikke mindst en besindelse på alt dét, som videnskaberne ikke kan forklare os. Hvad enten man tror det eller ej.

Ulrik Houlind, Ragnagade 28, København Ø