"Vigsø Bagge inviteres hermed til te"

Hvis man vil vide, hvad katolikker siger og gør, skulle man måske mødes med dem. Jeg vil meget gerne mødes med Vigsø Bagge for at give hende et bedre indblik i katolicisme, og jeg vil hermed gerne invitere hende til en kop te, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Det er ikke rigtigt, at den katolske kirke ikke kæmper mod menneskehandel og prostitution. Der findes masser af eksempler på, at Vatikanstaten står på samme side som Pernille Vigsø Bagge i den kamp, mener katolsk præst Daniel Nørgaard

Pernille Vigsø Bagge viser i sit indlæg Pavestaten er ikke min kop te fra den 12. april på religion.dk et ærligt forsøg på at bringe flere nuancer ind i sit syn på katolicismen, og den bestræbelse skal hun have ros for. Det er godt, at hun vil skelne mellem katolicismen som system og så den enkelte udøvende katolik .

Forhåbentlig er Vigsø Bagge også åben for at indse, at hendes syn på katolicismen som system er så fyldt med fordomme, at hun giver et usandt billede af virkeligheden.

LÆS OGSÅ
: Hvordan ser religionerne på prostitution

Bag Vigsø Bagges påstande om pavestolens og katolicismens undertrykkelse af kvinder, ligger sikkert en god og berettiget indignation over de dårlige forhold, som mange kvinder i verden lever under. Men i sin iver efter at gøre noget ved problemet, rammer hun helt ved siden af, i hvert fald når det drejer sig om prostitution og kvindehandel.

Både indlægget fra den 12. april og indlægget Kirken gør intet ved menneskehandel fra den 22. februar påstår, at den store katolske indflydelse i verden er årsag til disse fænomener og beskylder kirken for passivitet. Hun konkluderer blandt andet:

Hverken den ortodokse kirke i Rumænien eller den katolske kirke i Rom foretager sig noget aktivt i forhold til problemet med menneskehandel til seksuel udnyttelse () kirken kan ikke drømme om at italesætte, eller bruge sin politiske indflydelse til for alvor at hjælpe ofrene eller rette en anklage om udnyttelse mod kunderne.

Fakta siger noget andet
Vigsø Bagges påstande er lige så forkerte som at sige, at der ikke findes bøgetræer i Danmark. Heldigvis kan de lige så let afvises ved et lille kig på fakta. Lad mig blot nævne nogle enkelte af de ting, den katolske kirke har sagt eller gjort mod menneskehandel til seksuel udnyttelse:

Vatikanets FN-delegerede, biskop Tommasi, har den 7. april 2013, i forbindelse med et møde i FN's menneskerettighedsråd, fordømt menneskehandel på det kraftigste og kommet med bud på, hvad der kan gøres. Blandt andet sagde han:

Der er et tydeligt behov for at opdatere lovgivning, forøge internationalt og regionalt samarbejde, dele informationer og vellykkede metoder, kæmpe mod straffrihed og korruption, forbedre domspraksis, tage sig af ofrene og skabe måder til at reintegrere dem i et normalt og værdigt liv i samfundet, og han tilføjede: vi har brug for at konfrontere og bekæmpe kunderne.

Under et møde med Tysklands ambassadør over for Vatikanstaten den 7. november 2011 påtalte pave Benedikt XVI kønsdiskriminering af kvinder og sagde:

Et forhold, som ikke respekterer, at mand og kvinde har den samme værdighed, udgør et alvorligt angreb mod menneskeheden. Det er på tide hårdhændet at sætte en stopper for prostitution.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er abort forbudt i den katolske kirke?

Vatikanets avis L'Osservatore Romano skrev den 18. juni 2008 i en kommentar til Berlusconi-regeringens forslag om at legalisere prostitution:

Det er nedslående, at nogle forestiller sig at kunne løse problemet ved at begrænse det til kvarterer med røde lygter eller ved at betro handelen til kooperativer () En moderne stat må bekæmpe dette onde, som skal udryddes og sanktioneres mod.

Kirken har holdt konferencer mod menneskehandel

Ud over at tale imod menneskehandel og prostitution har kirken også anstrengt sig for at blive klogere på problematikken og skabe opmærksomhed om den. Blandt andet ved en konference på Gregoriana Universitetet i maj 2002 med titlen Slaveri i det 21. århundrede: menneskerettigheder og menneskehandel.

I den forbindelse mødtes pave Johannes Paul II med en gruppe tidligere prostituerede og udsendte også dette budskab:

Handel med mennesker udgør en rystende krænkelse af menneskets værdighed og en alvorlig overtrædelse af fundamentale menneskelige rettigheder () Særligt den seksuelle udnyttelse af kvinder og børn er et yderst afskyeligt aspekt ved denne handel, og må anerkendes som en grov overtrædelse af menneskets værdighed og rettigheder.

Katolsk forening mod menneskehandel
I 1995 grundlages i Italien Den Nationale Koordinering mod Menneskehandel, der er en paraplyorganisation af forskellige katolske foreninger og organer, der kæmper mod menneskehandel og hjælper ofrene for den. Den ledes af Caritas, som er den katolske kirkes nødhjælpsorganisation. Også de holder konferencer om problemet, og sender observationer og lovforslag til de folkevalgte politikere. Blandt andet har de i 2005 skrevet et brev til ligestillingsministeren for at gøre opmærksom på, at en bestemmelse i loven ikke blev overholdt: nemlig at handlede kvinder, der anmeldte deres bagmænd, havde ret til at modtage opholdstilladelse i Italien.

Flere katolske foreninger og bevægelser i Italien gør en målrettet og konkret indsats for at hjælpe prostituerede ud af slaveri. Den præst, der i Italien har gjort mest for disse mennesker, var Oreste Benzi fra Rimini. Han arbejdede efter tesen, at ingen kvinde er født som prostitueret, men at der altid er nogen, der har ønsket at gøre hende til det.

Hans krig mod menneskehandel begyndte med, at han selv anmeldte og vidnede mod 17 bagmænd, hvilket overvandt mange af kvindernes frygt. Siden har hans forening Unità di Strada gennem støttecentre i 13 af Italiens regioner hjulpet over 6000 kvinder, der ville ud af prostitution. Men der findes mange andre kirkelige initiativer end hans, der udøver hjælp til handlede kvinder.

Vigsø Bagge anser katolicismen som en kvindefjendsk ideologi
Dette er blot nogle af de mange beviser på, at katolicismen som system gør noget for at bekæmpe menneskehandel og for at understrege kvindens værdighed og ligeværd. Eksemplerne viser, at Vatikanstaten står på samme side som Vigsø Bagge i kampen mod prostitution og menneskehandel. Men det har hun ikke opdaget, for hun anser katolicismen som en ideologi, der lærer at kvinden er mindre værd end manden og skal være et redskab for dennes tilfredsstillelse.

I de to førnævnte indlæg kommer hun med disse begrundelser for, hvorfor den katolske kirke ikke gør noget mod menneskehandel af kvinder: Det handler selvfølgelig om opretholdelse af en patriarkalsk verdensorden, som for alt i verden ikke må føre til mere røre, end kvindernes indtog på arbejdsmarkedet allerede har forårsaget. Ikke må føre til et opgør med mænds uindskrænkede ret til at tilfredsstille sig i det skjulte, med dem der er mindre værd som middel. (22/2) og man bekræftes desværre i, at kvinder til stadighed betragtes som mandens redskab og underordnede i lande under stærk katolsk indflydelse (12/4).

Katolske mænd er ikke sexister!
Se. her nedgør Vigsø Bagge katolske mænd ved at sætte os i bås med stereotype mandschauvinister og sexister. Jeg kan kun opfordre SF's ivrige ligestillingsordfører til at møde konkrete katolikker og se, om hendes billede af os er sandt. Jeg kan ikke genkende det! Nok findes der dumme katolske mænd, der behandler kvinder forfærdeligt, men det er ikke, fordi katolicismen opfordrer til dette. Katolicismen insisterer på kvindens ligeværd.

Jeg kan her minde om pave Johannes Paul II's skrivelse Mulieris Dignitatem, om kvinders værdighed fra 1988, der slår fast, at både mand og kvinde er mennesker i samme grad (n. 6) og kommer med teologiske argumenter for mænds og kvinders ligeværd. Katolicismen forbyder at se kvinder som et redskab, der skal underordne sig mandens lyst. Den katolske kirkes katekismus siger blandt andet om prostitution, at prostitution krænker værdigheden hos den person, der er involveret i det, og som reduceres til et redskab for seksuel nydelse, og kalder det en alvorlig synd at købe sig til sex (2355).

Det eneste sande, Vigsø Bagge siger om katolicismen som system, er, at vi er imod abort og prævention. Men det har jo intet med et ønske om at undertrykke kvinder at gøre. Vi forbyder ikke kvinder at abortere, fordi vi synes de ikke er noget værd, men fordi vi synes, fosteret er noget værd.

Vi er enige om, at der skal gøres noget

Når vi ser bort fra spørgsmålene om abort og prævention, så virker det for mig som om, SF's ligestillingsordfører og den katolske kirke er enige om, at der skal gøres noget for kvinders rettigheder, særligt når det drejer sig om menneskehandel til prostitution. Kirken siger og gør alt det, som SF's ligestillingsordfører anklager den for ikke at sige og gøre på området! Et eller andet må være gået galt i Vigsø Bagges forsøg på at orientere sig.

Hvis man vil opklare, om der er bøgetræer i Danmark, kunne man for eksempel besøge en dansk skov. Hvis man vil vide, hvad katolikker siger og gør, skulle man måske mødes med dem. Jeg vil meget gerne mødes med Vigsø Bagge for at give hende et bedre indblik i katolicisme, og jeg vil hermed gerne invitere hende til en kop te. Skulle hun føle sig fristet til at tage sin egen te med hjemmefra, må jeg give hende dette råd: Smag først på den andens te, og udtal dig så bagefter om, hvorvidt din kop te er bedre!

SE OGSÅ TEMA: Den katolske kirke

Daniel Nørgaard er katolsk præst.