"Virkelig dialog forudsætter respekt"

"Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) er mig bekendt det eneste sted, hvor muslimer og kristne over en årrække har mødtes regelmæssigt på lige fod og ansigt til ansigt for at blive klogere på hinandens tro", skriver muslim, fordragsholder og forfatter Aminah Tønnsen. Foto: Foto:Valerie Genin/colourbox.com

Jeg vil gerne oplyse om min tro og blive klogere på andres, men den offentlige debat er blevet mere fordømmende med årene, mener muslimske Aminah Tønnsen

På religion.dk vil vi gerne blive klogere på, hvad der præger religionsdialogen i dag, og hvordan den så ud for 10 år siden. Derfor har vi stillet vores panelister spørgsmålene:Hvordan oplever du, at forholdet mellem religionerne har udviklet sig gennem de seneste 10 år? Hvordan ser udviklingen ud for den generelle religionsdialog i samfundet, og hvad har du erfaret fra dit engagement på religion.dk? Her er det muslim, forfatter, foredragsholder Aminah Tønnsen, der svarer:
 
Igen og igen taler man om religionsmøde og religionsdialog, skønt det må være åbenlyst for enhver, at det ikke er religioner, men mennesker, der mødes og taler sammen, mennesker i al deres mangfoldighed, mennesker på godt og ondt. 

Når jeg som mangeårig panelist på religion.dk bliver spurgt om, hvorledes jeg har oplevet udviklingen omkring den generelle religionsdialog i samfundet gennem de seneste 10 år, må jeg ærligt svare, at det eneste sted, hvor en virkelig dialog mellem muslimer og kristne har fundet sted, er i Islamisk-Kristent Studiecenter (IKS) på Nørrebro i København. 

Islamisk-Kristent Studiecenter på Nørrebro
IKS er mig bekendt det eneste sted, hvor muslimer og kristne i fællesskab står for planlægning af et centers aktiviteter, og hvor muslimer og kristne over en årrække har mødtes regelmæssigt på lige fod og ansigt til ansigt for at blive klogere på hinandens tro. 

Virkelig dialog forudsætter, at man føler sin tro respekteret og ikke mødes af en skjult dagsorden med forhåbninger om omvendelse. Det kræver tillid at åbne sig og vidne om sin personlige tro over for andre.

Debatten på religion.dk
Da jeg i foråret 2002 blev opfordret til at stille mig til rådighed som panelist på religion.dk, blev panelet for mig præsenteret som et spørgepanel, hvilket passede mig fint.

Desværre meldte der sig hurtigt en gruppe mennesker på banen, der havde en forudfattet mening om islam, og som benyttede enhver lejlighed til at fremhæve kristendommens fortrin frem for islam. Jeg besvarede tålmodigt og venligt deres alenlange polemiske indlæg, men ærgrede mig over, at det tog så meget af min tid, og faktisk blev det til et irritationsmoment for mig. 

Derfor har jeg et par gange måttet bede redaktøren omdirigere bestemte personers spørgsmål til andre panelister eller direkte meddele, at jeg ikke ønskede at besvare yderligere spørgsmål fra vedkommende. 

Jeg vil dog tilføje, at jeg også i årenes løb har fået mange positive tilbagemeldinger fra personer, der var taknemmelige for et svar om islamisk tro og praksis eller for et personligt råd i en konkret livssituation. Og derfor holder jeg ud...

Debatten i medierne
Det er mere end 20 år siden, jeg skrev mit første læserbrev til Politiken, ikke så meget af lyst, men snarere af nødvendighed for at imødegå nogle af de mange besynderlige påstande, der begyndte at dukke op i medierne om islam og muslimer. Der var brug for oplysning om de mest basale spørgsmål, og det er blevet til mange kronikker og indlæg i årenes løb, også i Kristeligt Dagblad. 

Generelt er den offentlige debat blevet mere fordømmende og bombastisk med årene, men det er de samme fordomme og stereotyper, der bliver fremført igen og igen. Man efterlyser reform og nytænkning blandt muslimer, men affærdiger uden blusel dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige.

Jeg har flere gange fået at vide, at jeg "taler imod bedre vidende", for det er jo dog et ubestrideligt faktum, at den og den i fordums tid et sted i Langtbortistan har sagt sådan og sådan, som om man inderst inde er bange for, at det skulle vise sig, at islam virkelig er en tro, der kan forenes med såkaldt danske og vestlige værdier. 

Der mangler simpelthen forståelse for og accept af, at der vitterlig er mange måder at være muslim på, ligesom der er mange måder at være kristen på.

Der er også en vedvarende tendens til at fremhæve kristendommens fortrinligheder som modsætning til islams påståede farlighed og "uforenelighed med danske værdier", hvilket sandt for dyden ikke er særlig befordrende for dialogen. 

Da man så oven i købet begyndte at beskylde muslimer generelt for løgnagtighed, var vi flere, der sagde fra. Det giver ingen mening at tale med personer, der på forhånd afviser én som utroværdig. Det er simpelthen et uværdigt niveau at samtale på, og dialog kan man i hvert fald ikke kalde det.

Mangfoldighed og diapraksis
For mig er der ingen tvivl: Gud vil mangfoldigheden. Jeg vil gerne oplyse om min tro og mine traditioner og blive mere klog på andres tro, men jeg har ikke lyst til at bruge tid og kræfter på endeløse diskussioner om, hvorvidt den ene eller anden version eller tolkning af en bestemt bibelsk eller koransk beretning nu er mest sand.

Koranen fortæller mig, at der er flere veje til Gud, så hvad der er sandhed for mig, behøver ikke nødvendigvis være sandhed for min nabo, og det har jeg det fint med. Livet ville være grumme kedeligt, hvis vi alle var programmeret til at tænke og tro nøjagtigt ens.

Verden er i bevægelse, og dialog (samtale) skulle gerne opfølges af diapraksis (samvirke) til gavn for det fælles bedste (jfr. Koranen 5:48). Der er - nu som før - brug for fordomsfri oplysning, og jeg har haft stor glæde af at deltage i et undervisningsprojekt, hvor en jøde, en kristen og en muslim sammen går ud på københavnske skoler og fortæller om deres tro og traditioner. Det er noget, der sætter samtalen i gang og rykker ved fordommene.

Jeg har kompenseret for den forstemmende og uværdige islamdebat herhjemme ved at engagere mig i europæiske organisationer og projekter, hvor gode mennesker af forskellig religiøs observans afholder seminarer for lærerstuderende og undervisere fra hele Europa og/eller udarbejder undervisningsmateriale om religiøs mangfoldighed og antidiskrimination for børn, unge og voksne.

Her møder jeg en langt mere positiv atmosfære, hvor mit engagement og min viden bliver værdsat, og hvor jeg bliver respekteret som menneske.

Og således kan mangfoldighed være en berigelse og et incitament til at tale og virke sammen på tværs af forskellighederne og til gavn for almenvellet, hvis man ellers tør tage udfordringen op.

Aminah Tønnsen er forfatter, foredragsholder og panelist på religion.dk