- Vores evne til at forstå Gud er begrænset
Det er vigtig at være ydmyg. Selvom vi ikke kan se en mening med den modgang, vi møder, betyder det ikke, at meningen ikke er der, skriver Parvinder Randhawa, der er sikh
Hvad sker der med vores tro, når vi mister et menneske, vi elsker? Eller vores helbred eller arbejde? Religion.dk bringer denne vinter flere artikler, hvor mennesker fra forskellige trosretninger fortæller, hvordan de tacklede sorgen og troen.
I den artikel fortæller Parvinder Singh Randhawa, der er sikh, om sin tro, når han møder modgang:
Vi oplever alle modgang fra tid til anden selvom modgang langtfra er et entydigt begreb. Hvad dækker det egentlig over? Når vi siger modgang, er det snarere opfattelsen af modgang, vi mener. I situationen er der sjældent nogen tvivl.
Men på sigt viser det sig nogle gange at have været til det bedre: Det kan f.eks. være i forbindelse med en fyring eller lignende. Man kan være heldig at finde et nyt spændende job med nye udfordringer og udviklingsmuligheder og ikke mindst nye bekendtskaber. Oplevelsen af modgang skyldes ofte den mellemliggende periode med usikkerhed.
Det er ofte sværere at være ligeså optimistisk, når det kommer til tab af vores kære: Og det på trods af, at vi alle ved, at vi alle skal dø før eller siden. Man kan endda gå så langt som til at sige, at døden er det sikreste i livet, eller endda det eneste sikre i livet.
Nogle får større behov for at tro, når de mister
En ting er at miste sine forældre eller bedsteforældre, som måske har haft et langt og meningsfuldt liv. Noget helt andet er at miste sine søskende eller børn, hvor man føler, at de er blevet frataget deres bedste år. Det kan meget let virke så meningsløst og urimeligt: Hvad er meningen med det? Hvorfor gør Gud det? Det kan ofte udfordre vores tro på, at alt sker til det bedre, eller at Gud er barmhjertig.
Men jeg synes også ofte, at man ser det modsatte: At folk har større behov for at tro, når de oplever modgang. De finder støtte i troen. Nogle vil måske påpege, at smerte og tab er nødvendige for, at vi påskønner det og er taknemmelige, når det går godt.
Døden er endelig
Jeg er selv forholdsvis ung 33 år og har været forskånet for tab i nærmeste familie eller blandt nærmeste venner. Jeg har da mistet bedsteforældre m.m. i Indien, men nåede dog ikke at blive knyttet rigtig tæt til dem blandt andet på grund af den store afstand og sjældne besøg.
Så mine egne erfaringer i forbindelse med denne artikel er begrænsede. Selvfølgelig har jeg oplevet andre former for modgang fra tid til anden, men disse vil typisk være af mindre betydning i forhold til at miste en eller flere af sine kære, da tilknytningen mellem mennesker ofte er større, og da døden er endelig: Der er ikke håb for, at det kan blive som før.
Vores evne til at forstå Gud er begrænset
Jeg ser det som meget naturligt, at vores tro kan blive udfordret ved store tab. Det vil ofte stride mod vores opfattelse af sammenhængen eller mentale model så at sige som derfor trænger til at blive revideret. Når den har vist sig ikke at holde, er det svært at føle sig sikker på noget.
Men her er det vigtigt at være ydmyg og holde sig for øje, at vores evne til at forstå sammenhænge, verden eller sågar Gud trods alt er begrænset. Selvom vi ikke kan se en mening med noget, betyder det ikke, at den ikke er der. Jeg holder meget af Platons analogi om fangerne i grotten (Allegory of the Cave), som netop handler om vores begrænsede opfattelsesevne.
Den trods alt begrænsede modgang jeg har mødt, har ikke haft væsentlig indflydelse på mit gudsbillede. Når tingene ikke giver meget mening for mig, kan jeg f.eks. finde på at fordybe mig mere i sikhismen for at få en større og dybere forståelse.
Og hvis det ikke får brikkerne til at falde på plads, må jeg trods alt være ydmyg og acceptere, at også jeg er som fangerne i grotten i Platons analogi.
Parvinder Singh Randhawa er sikh og cand.merc.