- Vores samfund præges af usmagelig ekshibitionisme

Man kan næsten ikke tænde for fjernsynet eller åbne ugeblade og magasiner uden at støde på udsendelser eller artikler, hvor de kendte og mindre kendtes bolig og personlige ejendele såsom garderobe, køleskabe, toiletartikler m.v.vurderes og udstilles for alverden, skriver muslimske Aminah Tønnsen. - Foto: Foto:

Der er langt vigtigere ting at bruge ressourcer på end kåringen af Miss USA, skriver muslimske Aminah Tønnsen

Rima Fakih, en ung muslimsk kvinde er for nylig blevet kåret til Miss USA. Religion.dk har spurgt muslimske Aminah Tønnsen: Skal vi forstå kåringen som et udtryk for integration og fremskridt af muslimske kvinder i samfundet - eller er skønhedskonkurrencer snarere vanærende for muslimske kvinder? Aminah Tønnsen svarer:

Meningerne er - ganske som forventet - delte i spørgsmålet om den muslimske kvinde, der for nylig blev kåret til Miss USA: Er der tale om et eksempel på vanærende og u-islamisk opførsel eller fremskridt og vellykket integration?

Vore dages samfund er mere og mere præget af en - efter min opfattelse usmagelig - trang til ekshibitionisme: Man kan næsten ikke tænde for fjernsynet eller åbne ugeblade og magasiner uden at støde på udsendelser eller artikler, hvor de kendte og mindre kendtes bolig og personlige ejendele såsom garderobe, køleskabe, toiletartikler m.v. - inkl. krop og sexliv vurderes og udstilles for alverden i mindste detalje.

Det er ikke sundt, at der fokuseres så meget på det materielle, det perfekte - på det, som alt andet lige kun er et mindretal forundt, og som kan føre til et urealistisk og forkvaklet syn på tilværelsen. Heldigvis er man selv herre over, hvor man færdes, hvilke tv-programmer man ser, og hvilke blade og aviser man læser.

Der er langt vigtigere ting at tænke på
Koranen hylder princippet om den personlige frihed under ansvar, så det er op til den enkelte at finde ud af, hvordan hun/han vil praktisere sin tro og leve sit liv.

På den ene side har valget af en arabisk-muslimsk kvinde til Miss USA fremprovokeret en debat, der viser mangfoldigheden i muslimers holdninger og livsførelse - hvilket naturligvis er positivt.

På den anden side er der langt vigtigere ting at bruge ressourcer på, såsom vold, arbejdsløshed, stofmisbrug, dobbeltmoral, kønsdiskrimination osv. osv.

Aminah Tønnsen er muslimsk forfatter og foredragsholder og paneldeltager ved religion.dk.