Zen-buddhist: "At leve er at dø hvert øjeblik"

Der venter ikke et nyt liv efter døden, og sjælen lever ikke videre et andet sted. Det evige liv er noget ganske andet for den praktiserende zen-buddhist, mener forfatter Tim Pallis

Opstandelsen er en kristen term for det øjeblik, hvor Jesus står op fra de døde og bliver ét med alle ting. Ved at tro på dette mirakel (skøn var påskemorgen) bliver det muligt for den kristne at leve evigt. Dette er en god beskrivelse af det helt centrale i kristendommen.

Lad os derfor se nærmere på zen-buddhismens forståelse af genopstandelsen og det evige liv. For det er også det helt centrale i buddhismen.

Hvad er genopstandelsen? Hvad vil det sige at leve evigt? Ifølge zen-buddhismen har det dog ikke noget at gøre med, hvad der sker, når vi ophører med at leve.

LÆS OGSÅ: "Gennem meditation lærer jeg at være fuldstændigt til stede"

Intet liv venter efter døden
I den folkelige buddhisme tror man ganske vist på mange genfødsler, indtil mennesket befries for sine karmiske bånd ved at blive oplyst. Da genfødes man ikke mere.

Men sådan er det ikke i zen-buddhismen. Der venter heller ikke et nyt liv, og sjælen lever ikke videre et andet sted. Selv troen på, at det definitivt er slut, når døden indtræffer, er en illusion. For det evige liv er noget ganske andet for den praktiserende zen-buddhist.

At beskæftige sig med spørgsmålet om, hvad der sker "efter døden", er i sig selv en hindring for forståelse af, hvad man er, og hvad livet er.

I zen-buddhismen adskiller man ikke livet og døden. At leve er at dø hvert øjeblik. Vil man absolut bruge udtrykket "efter døden" er svaret det evige liv, som er ensbetydende med det evige nuvær, og det er ikke forskelligt fra dette liv. Men hvordan skal det forstås sådant helt konkret og almindeligt?

"En mand lever evigt, hvis han lever i nuet"
Zen-buddhismen er enig med den kristne mystiker Angelus Silesius (1624-77), når han siger:
"Dø før du skal dø, så du ikke dør, når du dør, ellers omkommer du".

Eller Shakespeare (1564-1616):
"Ved at bede om at leve erfarer jeg, at jeg søger at dø, og søgende døden finder jeg livet".

Den indiske mystiker U. G. Krishnamurti (1918-2007) sagde:
"Livet og døden er én og ikke to adskilte ting. Hvis man ønsker en befrielse, og det virkelig sker, vil man dø som person for at kunne være den befriede tilstand".

Zen-buddhismens udelelige indsigt er ikke forskellig fra de mystikere eller filosoffer, som ikke skelner mellem livet og døden her og nu.

Ingen har sagt det klarere end den østriske filosof Ludwig Wittgenstein:
"For livet i nuværenheden er der ingen død. Død er ikke en begivenhed i livet. Det er ikke en kendsgerning i verden. Man erfarer ikke død. Vort liv er endeløst på samme måde, som vort synsfelt er grænseløst. For livet i nuet er der ingen død. Hvis der med evighed ikke forstås uendelig tidslig varighed, men ikke-tidslighed, så kan det siges, at en mand lever evigt, hvis han lever i nuet".

Genopstandelsen er opnåelse af indsigt
Zen-buddhismens forståelse af "genopstandelsen" er derfor en særlig indsigt, som ethvert menneske, der praktiserer Buddhas dharma, egentlig talt er.

Det er en afklaring af ens identitet her og nu. Alle levende væsner har altid været det, fordi de kan sanse. Men mennesket har ondt i livet og har svært ved at forstå det mest enkle budskab. En dag sker det måske, at den spørgende pludselig forstår, at genopstandelse betyder genvindelse af bevidstheden, det øjeblik man vågner op fra sin adskillelse og isolation.

Tim Pallis er zen-buddhist og forfatter.