Zenbuddhist: Kun de sande mestre kan fyldes af helligånden

Zens dybeste indsigt, som kun de rigtige zenmestre har, er en ophævelse af alle tvedelende skel. Det er en ikke-adskillende virkelighed, som er forundt den, der har fundet sin egentlige natur, skriver forfatter Tim Pallis

Det er snart pinse, hvor pinseunderet fejres i den kristne kirke. Jeg forstår pinseunderet som en bestemt historisk begivenhed, hvor Guds Helligånd manifesterede sig på jorden og fyldte alle mennesker med en bevidsthed, så alle sproglige, geografiske og kulturelle skel blev nedbrudt.

Denne lykkelige hændelse er en meget kristen formulering og stammer fra Apostlenes Gerninger kapitel 2. Det er nok ikke en måde at udtrykke sig på, som alle buddhister synes er helt klar og forståelig. Hvis det drejer sig om en historisk begivenhed en gang for alle, som stadig er i virke, er jeg i tvivl, om hvorvidt man direkte kan sammenligne denne kristne begivenhed med noget i buddhismen.

Men jeg kan godt sammenligne pinseunderet med Gautama Buddhas endelige forståelse af, at hans store opvågnen måtte medføre nødvendigheden af at ”dreje lærens hjul”, som det hedder. Det vil sige en beslutning om at gå ud i verden og fortælle andre mennesker om, hvad deres buddhanatur eller egentlige natur er.

Dette er ikke noget, som kun Buddha har inspireret til. Det at dreje lærens hjul er noget, alle buddhismens mestre har virkeliggjort i mere end 2500 år. I zentemplerne i Japan reciterer man alle navnene på sin egen traditions mesterlinje hver morgen for at understrege, at man står på skuldrene af det under, som det er at have modtaget den hellige ånd og indsigt for at kunne dreje lærens hjul.

I nogle buddhistiske skoler bliver den vordende mester på et tidspunkt i sin lange træning og praksis fyldt med en ”hellig ånd” (græsk pneuma, kinesisk chi, japansk ki). Det kaldes på japansk tariki, som er en nådegave udefra. I zenbuddhismen kalder man det jiriki, fordi man i sin træning og praksis søger denne ”ånd” inde i sig selv. Men når man en dag indser, at det kan man ikke, siger man, at der, hvor jiriki holder op, begynder tariki. Det kommer udefra til en.

At blive fyldt af ånd i buddhismen skaber (ligesom i kristendommen) forbindelser og relationer mellem mennesker og nedbryder geografiske, kulturelle, mentale og sproglige barrierer. Men det sker kun i sjældne tilfælde og kun i erkendelse af, at man gennem sin årelange træning hos en zenmester har fundet sin egentlige natur eller sande identitet, som er buddhanaturen. Det er det, der karakteriserer en zenmester.

Zens dybeste indsigt, som kun de rigtige zenmestre har, er (ligesom pinseunderet) en ophævelse af alle tvedelende skel. Det er en ikke-adskillende virkelighed, som er forundt den, der har fundet sin egentlige natur. Han/hun kender sin identitet ligesom Jesus, der sagde: ”før Abraham blev født, JEG ER!” Den 6. patriark i zen spurgte: ”Hvad er dit sande ansigt, før din far og mor blev født?”

Buddhismens mysterium har ligesom det kristne mysterium en treenighed. Det hedder i det indiske skriftsprog sanskrit Dharmakaya, Nirmanakaya og Sambhogakaya, hvilket kan sammenlignes med faderen, sønnen og helligånden.

Dharmakaya er identisk med det univers, som Gud skabte for at se sig selv. Nirmanakaya er den oplyste, sønnen, som har erkendt sit sande ansigt før hans far og mor blev født – det er Faderens og Jesus JEG ER. Sambhogakaya er den lysende helligånd og erkendelse af livet og bevidsthedens ikke-adskillende natur, som kommer til de få, der har gået vejen til ende.

Tim Pallis
Zenbudhhist og forfatter