Analyse

”Systematisk diskrimination af minoriteter i Kina fortsætter"

I mine samtaler med kinesiske intellektuelle udtrykte mange ikke nogen overraskelse over de internationale rapporters fund. De medgav, at interneringen var problematisk i forhold til internationale menneskerettigheder. Men samtidigt forklejnede mange problemets omfang og karakter, fortæller generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Michella Ermark

Danmark er medlem af FN’s Menneskerettighedsråd. Et andet medlem er Kina. Har Danmark mon mod til at påpege misbrug og overgreb af muslimsk, etnisk minoritet i Kina, spørger generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen i denne uges analyse

En række internationale rapporter har med udgangspunkt i interviews med familiemedlemmer og tidligere internerede påpeget eksistensen af genopdragelseslejre i Kina, hvor der anslås at være mellem en og tre millioner kineser, som er internerede, og hvoraf mange tilhører etniske og religiøse minoriteter.

Baggrunden for interneringen begrundes med at de har begået handlinger, som indikerer "forkert tænkning" eller "religiøs ekstremisme". Specifikke grunde til interneringen kan være, at disse kinesere har krypterede tjenester på deres mobiltelefoner (som WhatsApp), familie i udlandet, søgning efter religiøs litteratur på internettet, rejst som turister i visse lande (som Tyrkiet), eller deltaget i religiøse samlinger.

Forrige uge tilbragte jeg i Kinas hovedstad Beijing og i Tianjin, også i den nord-østlige del af Kina. Begge steder besøgte og forelæste jeg på universiteter, blandt andet på Minzu University, et universitet specialiseret i det samfundsmæssige og kulturelle studie af etniske minoriteter i Kina. Der havde jeg lejlighed til at tale med en række universitetsansatte professorer og andre kinesiske intellektuelle om forholdene i Kina for minoriteter. Jeg var specielt interesseret i situationen omkring uighur-minoriteten i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins.

Uighurerne, en muslimsk minoritet i Kina

Xinjiang-provinsen grænser op til Mongoliet i øst, Rusland i nord, og Kasakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Afghanistan i vest. I uighurernes selvforståelse er uighur-minoriteten, som udgør 45 procent af befolkningen i provinsen, den oprindelige befolkning i området. Uighur er en etnisk tyrkisk befolkningsgruppe på mellem 11 og 15 millioner personer, som hovedsagelig er sunni-muslimer. De udgør dermed den næststørste muslimske befolkningsgruppe i Kina.

Mens den økonomiske vækst i Kina har været enorm i de seneste årtier, er den ikke ligeligt fordelt: Den østlige og sydlige del er relativt mere velstående end de centrale og vestlige dele af Kina, hvilket også påvirker Xinjiang-provinsen og uighurerne. Olieindustrien blomstrer i Xinjiang-provinsen, hvor det statslige kinesiske olieselskab China National Petroleum i 2018 har annonceret investeringer for 22 milliarder kroner. Men denne økonomiske udvikling kommer ikke de oprindelige uighurer til gode, påpeger deres ledere.

Det er ikke muligt at finde arbejdsløshedsstatistikker for minoriteter i Kina, men der er mange mundtlige rapporter om højere arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst blandt minoriteter. Denne forskel sker som følge af, at arbejdskraft til eksempelvis olieindustrien importeres fra andre dele af Kina og udgøres af han-kinesere, som udgør flertallet af befolkningen i Kina.

Brud på menneskerettighederne

Mere alarmerende er der som nævnt også rapporter om massive og systematiske brud på menneskerettigheder i Xinjiang-provinsen, i form af internering af tusindvis af uighurer i lejre. Massiv polititilstedeværelse, rutinemæssige kontrol af indbyggernes mobiltelefoner, forbud mod langt skæg og tørklæder såvel som tvangsmæssig aflevering af dna-test er hverdagen for minoritetsindbyggerene.

Kina har tidligere benægtet diskriminationen, men i efteråret 2018 indrømmede styret i Beijing eksistensen af genopdragelseslejre.

De internerede er primært uighuriske muslimer, men også kristne uighuriske ledere er blevet sendt til lejrene. Der er ingen egentlig rettergang og ingen appelmuligheder. Genopdragelsen består i politisk undervisning, men også i krav om ateisme, og der er rapporter om tvangsindtag af alkohol og svinekød. Frygten for at forsvinde ind i disse lejre har yderligere bidraget til den allerede udtalte følelse af udsathed og afmagt, som uighurerne lever med.

Kinesiske intellektuelle kan ikke se problemet

I mine samtaler med kinesiske intellektuelle udtrykte mange ikke nogen overraskelse over de internationale rapporters fund. De medgav, at interneringen var problematisk i forhold til internationale menneskerettigheder. Men samtidigt forklejnede mange problemets omfang og karakter og henviste til den potentielle eller faktiske sikkerhedstrussel, som muslimske befolkningsgrupper udgør for majoriteten af han-kinesere. Videre argumenterede de for, at en lempelig politik i forhold til uighurerne måske ville føre til, at separatistiske bevægelser fik vind i sejlene, og dette ville være til ulempe både for Kina og for dem selv. Uden resten af Kina ville de være et let offer for islamisk ekstremisme og hjernevask og blive en trussel mod national sikkerhed og samfundsmæssig stabilitet i og uden for Kina.

På denne måde argumenterede en række af mine værter og kollegaer i Kina for nødvendigheden af en hård og restriktiv linje i forhold til uighurerne, som uden hensyn til deres individuelle rettigheder retfærdiggjorde de systematiske overgreb. Det levner ikke meget håb om forbedringer for minoriteterne i Kina, når selv kinesiske intellektuelle var svære at overbevise om nødvendigheden af at lukke genopdragelseslejrene, beskytte tilbageholdte og fangers rettigheder, og garantere religionsfrihed og forsamlingsfrihed for minoriteter i Kina.

Danmark må påpege overgrebene overfor Kina

For mig var det både interessant og tankevækkende, at mine værter ikke umiddelbart tog afstand fra overgrebene. I denne situation har Danmark både ret og pligt til at påpege misbrug og overgreb. En oplagt mulighed er FN’s menneskerettighedsråd. Her er også Kina medlem, og denne mulighed bør Danmark gøre brug af i forhold til at fremhæve uighurernes sag – også selv om store dele af den kinesiske befolkning selv ikke ser noget problem i det statssanktionerede overgreb og misbrug.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.