Betyder "taqiyya" at muslimer må lyve?

Man må strengt taget kun bruge "taqiyya" hvis ens liv eller religionen er i fare, forklarer lektor Claus Valling Pedersen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

I islamdebatten optræder ofte et særligt begreb blandt kritikere: taqiyya, der skulle betyde muslimers ret eller pligt til forstillelse. Må muslimer virkelig lyve? Vi har spurgt en række islamforskere om, hvad taqiyya betyder

"Tilsløring af sine sande hensigter" og "forstillelse."

Sådan har islamkritikere såsom Den korte avis' Ralf Pittelkow, journalist Helle Merete Brix og formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard gennem de senere år forklaret det islamiske begreb "taqiyya."

Der ligger i dette en opfattelse af, at begrebet udtrykker en sunni-muslimsk ret til - og en shia-muslimsk pligt til - at tale usandt under visse omstændigheder.

Hvad er det for et begreb, taqiyya, og hvad betyder det?

Taqiyyas betydning

Begrebet taqiyya stammer som meget andet i islam fra Koranen, siger Thomas Hoffmann, der er professor MSO i koranstudier på Københavns Universitet:

”Selve ordets sproglige rod finder man i et koranvers, der handler om, at muslimerne skal distancere sig fra de vantro. Men typisk for Koranens retorik blødes dette strenge forbud straks op med et pragmatisk forbehold:

'De troende skal ikke tage sig de vantro til venner (eller: allierede) i stedet for de troende. Så den, der gør dette, har ikke længere noget fællesskab med Gud. Medmindre I på grund af frygt for dem (dvs. de vantro) tager jer i agt (3:28).'”

Der er ifølge Thomas Hoffmann yderligere et vers, som er med til at udfolde begrebet:

'Vrede fra Gud kommer over den, der ikke tror på Gud efter at have været troende. Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen (16:106).'

Disse vers peger på, at der i Koranen findes en social kontekst, hvor muslimerne frygtede de vantro, men dog stadig blev nødt til at interagere med dem, selvom de vantro var en reel trussel for dem, forklarer Thomas Hoffmann:

”Det tjener til det formål, at det er muligt for mennesker at opnå tilgivelse, hvis de bliver tvunget til at frafalde deres religion, men at de stadig i hjertet kan bevare troen på Gud. Taqiyya kan altså oversættes til ’at tage sig i agt’ og ’forstille sig på grund af frygt’.”

Shiitisk praksis

Taqiyya-begrebet er især blevet brugt inden for shia-islam. Det skyldes, at det efter profeten Muhammeds død var sunni-islam, som blev den dominerende retning inden for islam, og derfor var det svært at være shia-muslim, forklarer Claus Valling Pedersen, som er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet:

”Begrebet er blevet brugt på forskellige måder. I den tidlige shia-islam handlede det mest om de 12 imamer (de første 12 spirituelle og politiske efterfølgere af profeten Muhammed, red.), som måtte passe på sig selv og ikke være åbenbare shiitter, da det ville bringe deres liv i fare. Det hjalp dog ikke ret meget, da de første 11 imamer ifølge shiitterne blev slået ihjel af sunni-majoriteten.”

Senere hen er begrebet blevet brugt, fordi shiitterne har været en minoritet i store dele af Mellemøsten. Man har brugt taqiyya – tilladelsen til at komme med usande erklæringer - for at bevare livet og de shiitiske enklaver.

Ifølge Claus Valling Pedersen er det dog en misforstået tolkning af shiismen, hvis man mener, at taqiyya tillader dem at lyve:

”Begrebet dækker strengt taget kun det, at man må bruge taqiyya, hvis ens liv eller religionen som sådan er i fare. I den shiitiske stat Iran vil man for eksempel ikke opfatte begrebet som et begreb brugt i praksis. Det er ikke nødvendigt, for de er ikke en minoritet.

Et polemisk begreb

Man finder også begrebet inden for sunni-islam, men her er det ifølge Jakob Skovgaard-Petersen, professor i religionshistorie på Københavns Universitet, traditionelt blevet brugt polemisk:

”Inden for sunni-islam er taqiyya ikke blevet brugt for at beskytte sig selv. Det er snarere et udtryk for polemik mod andre trosretninger, eksempelvis shiitter eller drusere: Det kan godt være, at de taler pænt, men de er ikke til at stole på.”

Han understreger, at begrebet er mest udviklet inden for shia-islam på grund af den nødvendighed for at beskytte sig selv, som minoritetsgruppen har oplevet.

Det er derfor ironisk, når islam-fjender i Danmark i dag anklager muslimer for at mene, at det er lovligt at lyve:

”Sunni-muslimerne, som er det store flertal, har netop traditionelt opfattet taqiyya som noget forkasteligt, som det var de andre trossamfund, der praktiserede. Som den normsættende majoritet i de muslimske samfund har sunni-muslimerne haft ringe forståelse for behovet for at lyve om sin identitet. Ærlighed er – sågar imod en uretfærdig tyran – en meget skattet dyd i den sunni-muslimske tradtion,” fortæller Jakob Skovgaard-Petersen og tilføjer:

”Det er naturligvis ikke det samme som, at muslimer altid er ærlige. De lyver som alle andre. Men det er ikke noget, de mener er retfærdiggjort med henvisning til taqiyya.”