Analyse

Kristendommen er vigtig i politik, fordi den fastholder det menneskelige

Frygten for fremmede og migranter – specielt muslimer – har på tværs af politiske partier ført til en hård politisk retorik mod islam og muslimer, skriver generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Alessandro di Mero/AP/Ritzau Scanpix

I et transnationalt Europa, hvor store dele af den europæiske befolkning oplever at være politisk udelukkede eller marginaliserede, er der behov for kristendommens menneskelige perspektiver i de politiske diskussioner og beslutninger, vurderer generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

De seneste uger har fremvist flere sigende sammenstød mellem politik og religion. Jeg tænker her på amerikanske religiøse lederes kritik af Trumps adskillelse af migrantfamilier, såvel som den tyske indenrigsminister Horst Seehofers krav til den kristen-konservative forbundskansler Angela Merkel om en mere striks migrationspolitik.

I vores egen kontekst har folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) kommenteret forholdet mellem politik og religion i Kristeligt Dagblad den 26. juni under overskriften ”Ungarns Orbán har ret, ikke Merkel.” Her argumenterer han for, at kristentroen handler om den enkelte og det eksistentielle, mens politik handler om det fælles, og at kristendom derfor bør holdes ude af politiske diskussioner og beslutninger.

Et Europa under forandring

Men hvad er tidens tegn i Europa? Hvordan står det egentlig til? I løbet af det sidste århundrede har Europa gennemgået en stor forandring:

Det transnationale Europa, som opstod efter Anden Verdenskrig, blev efter den Kolde Krigs ophør udvidet med en række østeuropæiske lande. En union med fælles valuta og møntvæsen blev formet, indre grænser fjernet, og den frie bevægelighed for varer, personer og tjenester var i to årtier en tilsyneladende succes økonomisk såvel som socialt for Europa.

Med den globale finanskrise i 2008 og den tiltagende flygtningestrøm fra 2011 – især intensiveret i 2015-2016 – kom både økonomien og grænserne i det transnationale Europa under pres.

Mistroen og utilfredsheden vokser

Mistroen til beslutninger truffet i den politiske hovedstad Bruxelles har i en række europæiske lande ledt til nationalistiske og populistiske politiske bevægelser. Lande som for tre årtier siden kastede Sovjet-imperiets åg af sig – eksempelvis Orbáns Ungarn – føler sig på ny fristet af illiberale former for styre.

Utilfredsheden vokser blandt store grupper af unge, som befinder sig permanent i periferien eller helt uden for arbejdsmarkedet og berøvet de økonomiske muligheder for at stifte familie og leve et middelklasseliv. Bitterheden over den globaliserede økonomi, som efterlader glemte befolkninger i randområder over hele Europa, har ledt til afstemninger som den britiske Brexit-afstemning i 2016, såvel som protester i Spanien, Portugal og Italien.

Kampen om velfærdsydelserne

Frygten for fremmede og migranter – specielt muslimer – har på tværs af politiske partier ført til en hård politisk retorik mod islam og muslimer. Kampen om velfærdsydelser fører til polarisering i samfundene og voksende racisme og frygt for det/de fremmede i europæiske lande, og det er blevet klart, at der selv i et moderne skandinavisk velfærdssamfund er en rod for fremmedfrygten:

Hvem har krav på og ret til ydelser, og hvem har ikke? Hvem er indenfor og en del af velfærdssystemet, og hvem er efterladt udenfor i mørket? Hvordan kan vi forhindre, at verdens nødlidende masser finder vej til vores gennem generationer opsparede velfærd og udhuler det, som skulle have sikret vores alderdom?

Med al sandsynlighed vil disse temaer også i den kommende valgkamp være centrale.

Politisk teologi i nyere tid

Ind i alt dette har vi så i de seneste uger set diskussionen om forholdet mellem politik og kristen teologi, forholdet mellem nationalstaten og Gudsriget. Denne diskussion har naturligvis fortilfælde fra reformationstiden og fremefter.

I den nyere tid og i løbet af 1960’erne og 1970’erne var der en række politiske teologier, som alle havde deres utopiske sigte fælles. ’Håbets teologi’, ’befrielsesteologi’ og ’politisk teologi’ bredte sig i mange områder i verden i en erkendelse af, at teologi er historisk, men også samfundsmæssig og empirisk. Med denne empiriske vending blev teologien i 1960’erne og 1970’erne induktiv på en mere radikal måde end tidligere tiders teologi.

Disse politiske former for teologi havde et andet potentiale end den traditionelle teologi, nemlig en kritik af den form for kirke- og samfundsliv, som er resultatet af stivnede kirkesamfunds og missionsorganisationers og samfundsinstitutioners virke. Den moderne teologi er med andre ord politisk.

Her er budskabet klart: Teologien er også en institutionskritik, og spørgsmålet om forholdet mellem kirke og samfund er ikke et isoleret samfundsetisk spørgsmål, men også et teologisk grundspørgsmål.

Hurtige analyser af, hvor uretfærdigheden kom fra, blev skitseret. Tanken var, at hvis grundene til uretfærdighed blev fjernet, så ville menneskelivet blomstre og trives.

I 1990’erne og i 2000-tallet køledes interessen for politiske former for teologi af flere grunde. En vigtig grund var den utopiske karakter, som nu blev klar: Selv om repressive kræfter fjernedes, så betød det ikke automatisk menneskelig befrielse og blomstring. Kompleksiteten og det til stadighed komplicerede forhold til fortiden i Europa gjorde det vanskeligt at få en simpel politisk teologi til at passe med omgivelserne.

Social udelukkelse og økonomisk ulighed er anti-kristent

Grundspørgsmålet for Alex Ahrendtsen og alle os andre bliver derfor: Hvilken værdi og betydning har kristendom ind i de aktuelle politiske diskussioner og dilemmaer, som jeg har skitseret ovenfor?

Den mest grundlæggende ressource i den kristne tradition er den tydelige grænse for et socialt og økonomisk samfund, som profeterne, Jesus og Paulus fremhæver i forhold til menneskelivets værd: Et økonomisk system som fører til social udelukkelse, ulighed og binder menneskers liv – det system slår ihjel. Det system er umenneskeligt og derfor anti-kristent.

Social udelukkelse og voksende økonomisk ulighed betyder, at mennesker marginaliseres og på sigt bliver, hvad vi med den tysk-amerikanske filosof Hanna Arendt kunne kalde ’tilovers’. Faren ved denne ’tiloversblevenhed’ er, som Arendt med sin egen historie minder os om, at hvor mennesker er tilovers, bliver umenneskelig og uetisk behandling mulig og acceptabel, både juridisk og moralsk.

De marginaliserede europæere

Uden arbejde, uden fremtidsperspektiv og uden veje ud af en voksende økonomisk gæld oplever store dele af den europæiske befolkning at være udelukkede og marginaliserede, på vej mod at blive til overs.

Disse mennesker vil blive – eller er allerede – til overs i et samfund, hvor socialt hierarki og lovgivning er bygget op om den økonomiske værdi, som et menneske repræsenterer. Målestokken er økonomisk vækst og markedstænkning, sådan som det europæiske samfund har vedtaget det med Lissabon-traktatens bestemmelser omkring fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital.

Med denne form for social udelukkelse rører vi ved roden for menneskelivets værd og tilhørsforholdet til det samfund, som den enkelte er en del af. Disse grupper befinder sig måske nu i periferien eller bunden af samfundet men har en fatal retning mod slet og ret at være udenfor og tilovers. Mennesker, der er udenfor og tilovers, har ingen værdi, men er affald der ’trænges fra vejen’ og ’knuses i støvet’.

Kristendommens menneskelige perspektiv er vigtig

Alex Ahrendtsen minder os om, at kristentroen handler om den enkelte og det eksistentielle, mens politik handler om det fælles. Med det 20. århundredes politiske og teologiske historie i baghovedet kunne vi tilføje: Netop fordi kristendommen fastholder det menneskelige perspektiv og menneskets absolutte og umistelige værdi, så bør også kristendom være en røst i de politiske diskussioner og beslutninger, som skal fremme livet for alle.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.