Hvorfor skal vi tilgive?

Vi taler ofte om tilgivelsens kraft. Men hvorfor skal vi tilgive hinanden og os selv, og hvorfor er det så svært? Teolog og psykolog Anton Eg Andersen giver her sit bud

De fleste har prøvet at føle sig uretfærdigt behandlet eller forurettede over noget ubehageligt, stort eller småt, som andre har gjort mod én. Men hvordan kommer vi fra vreden og bitterheden til tilgivelse?
 
Tilgivelse er et mentalt skift fra følelser af bebrejdelse og vrede enten rettet mod en anden eller måske mod én selv på grund af noget, man har gjort eller ikke fik gjort. Tilgivelsen er en mental proces, hvor man slipper fortiden og vender sig mod nutiden og den situation, som er nu.

En vandrehistorie om to buddhistiske munke illustrerer tilgivelsens mægtige kraft: 

De to møder hinanden igen, efter at de nogle år tidligere har været udsat for fængsel og tortur af deres fangevogtere. ”Har du tilgivet dem”? spørger den ene. ”Jeg tilgiver dem aldrig! Aldrig!” svarer den anden. ”Ja, så tror jeg nu, at de stadig holder dig fangen!” siger den første munk.

Man kan være fanget i sin vrede og sin offerrolle. Derfor: Hvis du bærer på vrede og bebrejdelse over krænkelser, du har været ude for, så giv slip og sæt dig selv fri fra fortiden. Derfor er det først og fremmest noget godt, man gør for sig selv, når man tilgiver. 

Når dét er sagt, kan det være meget svært at tilgive. Grunden er, at vi mener, at vores bebrejdelse og vrede mod den, der har krænket os, er en retfærdig vrede, og at det at give slip på sin anklage og tilgive vil være det samme som at acceptere det uretfærdige og give afkald på retfærdigheden.

Her må der skelnes. Det at tilgive er ikke det samme som pludselig at bedømme det skete som ret eller at glemme det. Det handler om at acceptere, at det, som er sket i fortiden, ikke kan laves om. Du tilgiver for at slippe din binding til det, som du før anså som utilgiveligt.

Hvordan kan du så hjælpe dig selv med at tilgive? Sig det eventuelt højt for dig selv: Jeg giver slip på mine anklager og tilgiver x for... Du kan også skrive et brev og læse det højt for dig selv eller en anden. Herefter kan du sende det eller gøre med det, hvad du vil. Hvis du har brug for argumenter over for dig selv, kan du sige: Sagen er forældet. Det er en anden tid nu. Jeg er selv en anden nu, og min modpart er en anden.

En anden fejlopfattelse er, når vi tror, at vores vrede, og måske had, er en form for retfærdig straf af den, som har krænket os. Det er en vildfarelse. Det er også dig selv, du straffer, når du bærer rundt på det, som du opfatter som retfærdig vrede. Derfor skal du tilgive også for din egen skyld.

Undersøgelser viser, at det at bære på nag, bebrejdelser og vrede har en negativ indvirkning på såvel ens fysiske som psykiske helbredstilstand. Det stresser og tapper én for psykiske overskud. Det kan gøre én depressiv. Man kan ødelægge sit gode helbred, hvorved man skader sig selv og i værste fald bliver alvorligt syg af det.

Forskere har påpeget, at vrede og et vedvarende forhøjet aggressions- og stressniveau påvirker ens fysiske helbredstilstand negativt og forværrer et bredt spekter af lidelser som kroniske maveproblemer, hjerteproblemer, hudsygdomme med flere. Der er altså gode helbredsmæssige grunde til at gøre op med sig selv, hvis man oplever, at vreden brænder i kroppen, og man føler sig fanget i noget, man ikke kan tilgive.

En tredje fejlopfattelse, som er en typisk hindring, er, at man frygter at blive svag og sårbar og måske et let offer for nye krænkelser, hvis man bliver blød og tilgiver. I virkeligheden er den, der kan tilgive og give slip, stærk og ikke svag. Tænk på Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela. Han var bestemt ikke svag.