Debat

Troen er en god følgesvend i en verden af lave

"Jeg har i mange år oplevet, hvordan min tro giver mig tryghed i hverdagen og en uforklarlig følelse af, at nogen holder hånden over mig og mine – og at det ikke kan gå helt galt, hvis jeg efter bedste evne forsøger at holde mig inden for de rammer, som Guds vejledning sætter," skriver forfatter og debattør Aminah Tønnsen i dette debatindlæg. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Selvom verden er i undtagelsestilstand på grund af coronapandemien, kan islamisk praksis snildt tilpasses de aktuelle omstændigheder. Derudover kan karantæne – på samme måde som fasten – bruges til at vende tankerne indad og nærme sig Gud, skriver forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen

Jeg har i mange år oplevet, hvordan min tro giver mig tryghed i hverdagen og en uforklarlig følelse af, at nogen holder hånden over mig og mine – og at det ikke kan gå helt galt, hvis jeg efter bedste evne forsøger at holde mig inden for de rammer, som Guds vejledning sætter, for ”Gud udsætter ikke menneskene for større prøvelser, end de kan bære” (Koranen 2:286).

Den nuværende krise opfatter jeg som en prøvelse og en påmindelse fra Gud om ikke at tage livet for givet og ikke misbruge de ressourcer, vi har til rådighed, til at leve i overflod og rage til os på bekostning af andres ve og vel.

Krisen bekræfter det indlysende: At vi som mennesker er afhængige af og forpligtede over for hinanden – uanset tro, køn, etnicitet, sprog og andre forskelligheder, for vi er alle skabt af samme gud (Koranen 4:1, 49:13). Det forpligter fra vugge til grav.

Denne samhørighed blev på smukkeste vis illustreret af den katolske ærkebiskop Cristobal Lopez Romero i Rabat, da han opfordrede jøder, kristne og muslimer til fællesbøn mod coronapandemien. Han opfordrede dem til at tænde lys og stille sig i vinduer og på balkoner den 25. marts kl. 20 og fremsige henholdsvis shema-bønnen, fadervor og sura al-fatiha.

Menneskets opgave på Jorden er ”at tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk” (Koranen 51:56, 2:30), og vi er nødt til at passe på os selv for at være i stand til at hjælpe andre, så naturligvis skal de officielle retningslinjer for god opførsel følges.

Koranen opfordrer de troende til at vaske hænder før bøn, og profeten Muhammed skal have sagt: ”Renhed er den halve tro” og have opfordret de troende til at vaske hænder, før de læser i Koranen samt før og efter et måltid. Det bliver til ikke så få gange håndvask i løbet af dagen.

Den muslimske faste, ramadanen, nærmer sig med hastige skridt, så hvorfor ikke overføre fastens gode atmosfære og gode handlinger til den tvungne karantæne? Man kunne faste fra ligegyldige film og spil i dagtimerne – og bruge mere tid på familien, på eftertanke og selvransagelse, på (koran)læsning og bøn.

Tidebønnen er med til at give struktur i hverdagen, når skoler og arbejdspladser er lukket ned. Bøn og meditation befrier os fra kaotiske tanker og angst for fremtiden og hjælper os til at fokusere på alt det positive, livet byder: At vi lever i et land uden krig, hungersnød og naturkatastrofer – et land med velfungerende sundheds-, social- og skolevæsener.

Der er så uendelig meget at være taknemmelig for – også i krisetider.

Islamisk praksis kan snildt tilpasses de aktuelle omstændigheder. Rundt omkring i verden er moskéer lukket på ubestemt tid, hvilket dog ikke burde være noget problem for muslimer, eftersom profeten Muhammed skal have sagt: ”Hele verden er en moské”. Man behøver ikke store, flotte bygninger for at bede en bøn. En streg i sandet, en sten, en gren, en sko eller et bedetæppe til at markere bederetningen – mere skal der ikke til.

Man behøver ikke nogen speciel uddannelse for at lede en bøn. Der kræves blot, at man er fortrolig med bønnens ritus. Under normale omstændigheder står de bedende skulder ved skulder; men bønnen kan være mindst lige så intens og givende, når de bedende står med et par meter imellem sig.

Det fortælles, at profeten Muhammed skal have sagt: ”Hvis du hører om et epidemiudbrud et sted, da rejs ikke dertil; og hvis en epidemi bryder ud dér, hvor du befinder dig, da forlad ikke stedet.” Ingen kan forvente en virusfri verden inden for de næste tre måneder, så det må formodes, at årets pilgrimsfærd bliver aflyst.

Modgang og krise kan føre til en ny begyndelse. Det handler om at tage imod de udfordringer, livet bringer og forsøge at vende modgangen til noget positivt, for: ”Sammen med modgang er der befrielse. Sammen med modgang er der befrielse” (Koranen 94:5-6).

Karantænen kan – på samme måde som fasten – bruges til at vende tankerne indad og nærme sig Gud. Gud har ikke brug for menneskene; men menneskene har brug for Guds vejledning og lys. Der falder en velsignet ro over hverdagen, hvilket giver rig mulighed for eftertanke og selvransagelse og for at gøre en ekstra indsats til gavn for de ressourcesvage og det fælles bedste.

Coronapandemien må opfattes som en alarmklokke, der skal få os til at tage vort liv op til revision for om muligt at få has på dårlige vaner og udvikle gode vaner i stedet (Koranen 7:145). Tro er tillid til, at følger vi Guds vejledning med hjerte og forstand, kan det ikke gå helt galt – og til, at Gud styrker os og holder hånden over os i medgang og modgang.

Jeg lægger trygt min skæbne i Guds hånd.