Fem forskelle mellem buddhisme og hinduisme

For nogle kan det virke som om, at der er mange ligheder mellem hinduisme og buddhisme, og de to religioner har også meget tilfælles. Eksempelvis er meditation elsket af begge religioner, omend meditationen har en større plads i buddhisme. Her er det en hindu-mand, som mediterer som en del af sin morgen-yoga. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hinduismen er ældre end buddhismen, og buddhismen er også inspireret af hinduismen. Men de to religioner adskiller sig også på nogle væsentlige områder - blandt andet i spørgsmål om karmalov og inddelingen af sociale klasser

Da buddhismen blev grundlagt i 500-tallet f.kr., var det både med en tydelig basis i de hinduistiske grundforestillinger, men også med radikale afvigelser. Se de fem mest markante forskelle her.

1. Grundlæggelse: Hinduisme er ældre end buddhisme

Buddhismen og hinduismen har to vidt forskellige grundlæggelser. I buddhismen kan man tale om en egentlig grundlæggelse, der kan dateres. Hvorimod hinduismen har en lang udviklingshistorie, der udspringer af flere forskellige religiøse traditioner.

Buddhismen har en decideret grundlægger, Buddha Sakyamuni (568-486), og derfor kan religionens opståen dateres til hans levetid.

Legenden om religionens grundlægger, Buddha, lyder, at han blev født som prins Siddharta Gautama. Han levede et liv i stor luksus, men han indså, at alle de jordiske goder var relative. Efter denne erkendelse valgte han et liv som omvandrende asket for at finde den egentlige mening med livet. Ifølge buddhismen opnåede Buddha den højeste erkendelse, og han underviste derefter andre i at opnå samme erkendelse og dermed var buddhismen opstået.

Hinduismen, som den kendes i dag, findes for første gang i litteraturen i 5. århundrede f.kr. Men hinduismens historie går meget længere tilbage end der.

Der findes arkæologiske fund, der kan vidne om nogle af hinduismens principper hos den såkaldte indus-civilisation så langt tilbage som 2500 f.kr.

Derudover er hinduismen også meget influeret af veda perioden (1500-1000 f.kr.). Veda perioden var en periode, hvor kernen i det religiøse liv var præget af ofring til guder. Derudover blev tanken om altings enhed også formuleret i denne periode, der er en af grundprincipperne i hinduismen, som den kendes i dag.

Hinduismens såkaldte klassiske periode, hvor religionen tog den form, der kendes i dag, dateres til ca. 500 f.kr. til 500 e.kr.

Hinduisme som betegnelse for en religion er også en meget ny opfindelse. Betegnelsen blev givet af europæerne i 1800-tallet om indernes religion, og den blev først endnu senere taget i brug af inderne selv.

2. Genfødsel: Religonerne har forskellig ideer om, hvad der genfødes

Både hinduismen og buddhismen anerkender karmaloven. Karmaloven indebærer ideen om genfødsler, og derfor har alle menneskets handlinger konsekvenser i dette liv eller i de efterfølgende liv. Men de to religioner adskiller sig i forhold til ideen om, hvad der genfødes, samt hvordan mennesket kan befries fra genfødselskredsløbet, samsara.

Hinduer tror på, at mennesket udover at have krop også har en individuel og evig sjæl, der kaldes atmasca

n eller purusha. Den evige sjæl er udødelig og uforanderlig, den producerer karma, og vandrer fra genfødsel til genfødsel. Menneskets højeste mål er at slippe ud af dette genfødselskredsløb, samsara. Hinduisterne tror på at frigørelsen, moksha, sker når den evige sjæl, atman, forenes med verdensaltet, brahman.

Buddhisterne anerkender ikke nogen permanent sjæl. I buddhismen er det ikke en evig sjæl, der producerer karma, men det konkrete legeme med dets bevidsthed og tanker. Ligesom i hinduismen er det højeste mål også i buddhismen at slippe ud af genfødselskredsløbet, samsara. Frigørelsen, nirvana, sker ved at erkende og forene sig med intetheden.

3. Social klassifikation: Hinduismen har kaster, buddhismens skelner mellem lægfolk og munke/nonner

I hinduismen bliver mennesker bedømt ud fra, hvilken kaste de er med i. I buddhismen går grænsen mellem munke på den ene side og lægfolk på den anden.

I hinduismen findes forskellige typer af klasse/kasteinddeling. Inddelingen er funderet i det hinduistiske begreb dharma, der kan oversættes med pligt, og indebærer menneskets pligter til den kosmiske orden. Dharma indebærer, at der findes en række regler og retningslinier for de enkelte samfundsklasser.

De to mest almindelige klasse/kasteinddelinger er varna og jati systemerne.

Varna-systemet inddeler mennesker i fire samfundsklasser, med et tydeligt hieraki: Præsteklassen, krigerklassen, agerbrugere og handelsfolk og til sidst den tjenende klasse.

Varna-inddelingen er baseret på myten om urmennesket og urofferet Purusha. De forskellige klasser identificeres med forskellige af Purushas lemmer, hvor eksempelvis fødderne ses som de mest urene lemmer, og dermed identificeres med den laveste og tjenende klasse.

Jati-systemet er de kaster, der rent faktisk findes i de hinduistiske samfund. Det vil sige, at bestemte sociale grupper har samme erhverv, kun spiser indbyrdes, og at man kun kan fødes ind i en bestemt kaste. Jati-systemet er udbredt i landsbyer. I jati-systemet tror man på, at de enkelte kaster skal holdes adskilt for at holdes rene. Derudover findes ideen om, at nogle kaster er mere rene end andre også i jati-systemet.

I buddhismen findes der en klar skelnen mellem klostervæsenet og lægfolk. For det første lever lægfolk og munke/nonner ikke sammen. Lægfolk fungerer aktivt i samfundet, hvorimod munke og nonner lever i isolation og deltager ikke i samfundet.

For det andet er der stor forskel på de religiøse løfter en lægbuddhist skal aflægge i forhold til en munk/nonne. En lægbuddhist aflægger ofte bare fem løfter såsom ikke at slå nogen levende væsener ihjel og ikke at stjæle, hvor en munk aflægger 250 løfter, og en nonne aflægger dobbelt så mange som en munk. Grunden til denne forskel mellem munke og nonner er, at kvinders lidenskaber generelt ses som mere dominerende end mænds.

Både lægfolk, munke og nonner kan opnå det højeste mål: nirvana(befrielsen) i mahayana og vajrayana buddhisme, dog ikke i theravada-retningen.

I mahayana og vajrayane buddhisme tror man på, at munke og nonner har valgt den hurtige vej til befrielsen, gennem isolation fra omverden, for at koncentrere sig om deres befrielse. Lægfolkene derimod har valgt den langsomme vej, ved at blive i samfundet og arbejde. Der findes legender om lægfolk der har opnået befrielsen, men først efter mange genfødsler.

4. Gud: Guder har en vigtigere rolle i hinduisme end i buddhisme

Buddhismen har i høj grad taget hinduismens mange guder til sig, men forståelsen af guderne er meget forskellig i de to religioner.

I hinduismen findes ideen om en skabende guddom, Brahma. Hinduer tror på, at verden skabes og går til grunde cyklisk. En dag i Brahmas liv svarer til 4320 millioner menneskeår, på denne tid skaber Brahma verden og absorberer den igen. Dagen efterfølges af en nat af tilsvarende længde. Et år af Brahmas liv består af 360 af disse kosmiske døgn og han lever i 100 år, herefter starter alt forfra igen.

Brahma er et abstrakt guddommeligt princip, og er den eneste af de mange hinduistiske guder, der ikke er decideret kult for.

Der anerkendes ingen skabende guddom i buddhismen, da en sådan, i buddhistisk tankegang, selv må være skabt.

I buddhismen er guderne underordnede. Gudelivet er karakteriseret ved nydelse, og er ikke en befriet tilstand.
Menneskelivet derimod er karakteriseret ved både lidelse og intelligens, og derfor er menneske genfødslen den eneste tilstand, hvor det er mulig at opnå befrielsen.

5. Ritualer: Buddhisme handler om den indre oplevelse, hinduisme om den ydre handling

Buddhismens rituelle kerne er meditationen, der i høj grad handler om den enkeltes indre oplevelse. Hvorimod hinduismens daglige gudetilbedelse gennem ofring er et meget ydre og praktisk ritual.

I buddhismen er meditationen den rituelle kerne. Der findes en lang række forskellige meditationsteknikker i buddhismen, eksempelvis meditation ved påkaldelse af Buddhas navn eller temameditation. Målet ved meditationen er at opnå en dyb koncentration, der menes at være et forstadie til befrielsen.
Meditationen er kernen i religionen, fordi det var ad den vej, Buddha selv nåede til befrielsen, nirvana.

I hinduismen er det centrale ritual puja, der betyder tilbedelse på sanskrit. Puja er et dagligt ritual, der både kan udføres i hjemmet og i templerne. Typisk findes der husaltre for guderne i hjemmet. Ritualet foregår ved at sørge for den gud der tilbedes som en gæst. Guden tilbedes eksempelvis ved at ofre vand, bad, blomster og mad til den. Hinduerne tror på at få del i helligheden gennem puja-ritualet ved at modtage resterne fra ofringerne til guderne.

Det skal bemærkes at både meditation og ofringer findes i begge religioner, men der er stor forskel på, hvor centrale de er.