Indføring

Sådan bruges ensomhed til at komme tættere på det guddommelige i verdens religioner

Isolation og ensomhed knytter sig ikke blot til corona-krisen, men også til mange religiøse praksisser. Sadhuerne fra Indien er fra fødsel til død på pilgrimsvandring. De lever asketisk og kan kendes på deres farverige tøj. Foto: Unsplash

Ensomhed rimer ikke altid på isolation og en tom kalender. I de fleste religioner bliver ensomheden opsøgt, og ligefrem foretrukket, som en vej til det guddommelige

Mange associerer ensomhed med noget negativt som skal ignoreres eller undgås. Et indre, rastløs tomrum som helst skal udfyldes med musik, podcasts, serier eller samtaler.

Dog åbner ensomhed op for et rum af stilhed, og stilhed kan skabe plads til refleksion.

I en hektisk og højlydt hverdag kan stilhed virke angstprovokerende, men kunne det tænkes at bag frygten for at blive konfronteret med sig selv, gemmer sig et møde med det guddommelige? Det mener flere af verdens religioner i hvert fald.

Retræte for sjælen og sindet
I den kristne tradition kan ideen om at trække sig tilbage fra omverdenen og isolere sig med Gud spores helt tilbage til ørkenfædrenes beskedne liv i ørkenen. Dog bliver retræter i dag anset mere som et spirituelt get away for det moderne menneske, i stedet for en tilbagetrukket tilværelse i vildnisset. Det kan ses som en slags selvvalgt isolation i øde omgivelser, hvor man over et par dage eller uger kan finde ro og få plads til refleksioner om Gud. I de senere år har retræter fået en opblomstring, da en travl hverdag ofte er skyld i at forhindre ægte fordybelse.

Bøn: morgen, middag og aften
I islam er bøn meget mere end blot et quick fix, som holder sindet i ro og dødsangsten for døren. Dagen er indrettet efter de fem daglige tidebønner, som er en af de fem søjler, som danner ramme for den muslimske trospraksis. Tidebønnerne er fuldkommen essentielle for at

leve et rettroende liv i underkastelse overfor Gud. Udover at skabe et tværkulturelt og verdensomspændende fællesskab af muslimer, som i deres daglige bønner vender sig mod Mekka, skaber tidebønnerne en struktur af koncentration i løbet af dagen, som flytter fokus fra selvet mod lovprisningen af Allah.

Meditation og tavshedsløfter
Tavshedsløfter er praktiseret inden for flere religioner, men er mest udbredt inden for den buddhistiske munkeorden. Det at nægte at tale for en periode kan medvirke til at modstå sanselige fristelser og længsler, som ellers ville kunne holde en person fast i genfødslernes kredsløb, samsara.

Samtidig kan tavshedsløfter også være en måde at øve sig i ret tænke- og talemåde, som er en del af den ædle ottefoldige vej, som buddhister anser som vejen til oplysning og nirvana.

Modsat andre religioner, er stilheden ikke nødvendigvis en vej til det guddommelige, men er i stedet en rejse ind i selvet. Blandt andet gennem meditation kan buddhister frigøre sig fra den sanselige verden og komme tættere på oplysning.

Omvandrende asketer på pilgrimsfærd
Indiens omvandrende asketer, sadhuerne, lever deres liv som en slags endeløs pilgrimsfærd, hvor de vandrer fra helligsted til helligsted, i søgen efter åndelig frigørelse. Asketerne kendes på deres farverige tøj, lange hår og begrænsede ejendele. I Indien opstod askesetiden, da

massebevægelser af unge mænd i deres bedste alder forlod familie og arbejde i byerne, for at vandre ud i skovene for at meditere i ensomhed. At efterlade sanselige nydelser til fordel for et asketisk liv anses måske som et radikalt valg, men for asketerne er vejen målet og karma nøglen til frigørelse.