Indføring

Vejrguder i græsk, romersk og egyptisk mytologi

Vejret spillede en vigtig rolle i både græsk, romersk og egyptisk mytologi. Foto: Felix Mittermeier/Unsplash

I romersk og græsk mytologi er de største guder Zeus og Jupiter, der hersker over torden og regn, mens man i det gamle Egypten satte jordens frugtbarhed og solens lys meget højere. Bliv klogere på vejrguderne i græsk, romersk og egyptisk mytologi her

Vejret har til alle tider været et vigtigt element i de forskellige religioners verdensbilleder. Nogle af de mest kendte mytologier, græsk, romersk og egyptisk, har helt automatisk givet vejret en central rolle i myterne, da de forskellige befolkninger i langt højere grad var afhængige af vejret for flere tusind år siden. Denne artikel vil præsentere nogle af de centrale vejrguder, der fandtes i romersk, græsk og egyptisk mytologi og prøve at sammenligne gudebillederne med hinanden.

De romerske og græske guder
Det er svært at tale om romerske guder uden også at nævne de græske. I Rom havde man sine egne guder, hvor man i modsætning til Grækenland og Egypten ikke brugte myter i forbindelse med dyrkningen af guderne. Men i slutningen af den republikanske tid, som sluttede omkring 31 år f.kr, adopterede romerske digtere den græske opfattelse af guderne.

Den romerske gudsopfattelse fortsatte dog med at være mere abstrakt end den græske og myterne spillede derfor en mindre rolle. Der er derfor næsten altid både en græsk og romersk version af en bestemt gud, men forståelsen af guddommen kan være forskellig mellem de to religioner. Denne artikel vil derfor beskrive de enkelte vejrguder med både deres romerske og græske navne.

Regn og lynild: Jupiter og Zeus
En af de mægtigste vejrguder, man kan finde i romersk og græsk mytologi, er Jupiter og Zeus. I den antikke romerske bondereligion havde han blandt andet tilnavnene Fulgur, Tonans og Pluvius, som betød lyn, torden og regn. Derfor helligede man lynramte steder til ham. Med indflydelse fra græske gudebilleder opfattedes Jupiter også som gudekongen, som var den mægtigste af alle guder.

I de græske myter er Jupiters ækvivalent Zeus, som bekæmpede sin far Kronos og reddede sine brødre og søstre ud af hans mave. Ifølge myterne delte han derefter verden imellem sig og sine brødre, hvor Poseidon fik havet, Hades underverdenen og han selv fik himlen. I græsk mytologi er Zeus faderen til alle guder og bliver forbundet med naturfænomener som regn og lynild.

Vindenes gud: Æolus og Aiolos
Æolus er ikke nævnt meget i romerske kilder, men bliver blandt andet beskrevet af den romerske digter Vergil. Han skriver, at Æolus bor i en grotte på de Æoliske Øer, hvorfra han hersker over vindene.

I græsk mytologi hedder vindguden Aiolos og er søn af Poseidon. I Odysseen, skrevet af Homer, bor han på en flydende ø, hvor han giver Odysseus en sæk vinde til brug på hjemrejsen. I både græsk og romersk mytologi er Æolus og Aiolos også guder, som man henvendte sig til under krig for at blæse vind i de rigtige sejl.

Gudinder for morgenrøden: Aurora og Eos
Aurora er søster til månen og solen og moder til vindene og gudinde for morgenrøden. Ifølge romersk mytologi fornyer Aurora sig selv hver morgen ved daggry og flyver over himlen for at bebude morgenens ankomst. Hun har, ifølge mytologien, også haft mange mænd, hvilket forklarer, hvorfor hun er moder vindene fra nord, syd, øst og vest.

I græsk mytologi hedder den tilsvarende gud Eos. Hun kører i en hestetrukken vogn over himlen ligesom månen og solen, hvilket illustrerer hendes rolle som lysbringeren. I myterne fortælles om hendes ulykkelige kærlighed til Tithonos, som hun bad Zeus om at give evigt liv. Hun glemte dog at spørge om evig ungdom, og Tithonos ældes derfor for evigt.

De egyptiske vejrguder
For egypterne var naturen helllig, hvilket blandt andet kan ses ved at de egyptiske guder havde dyrehoveder. Eftersom egypterne fik deres rigdom gennem den årlige oversvømmelsen af Nilen, spillede floden også en central rolle i verdensbilledet. I egyptisk mytologi blev de største guder, Ra og Amon, forbundet med solen og vinden i modsætning til i græsk og romersk mytologi. Der er mange hundrede guder i den egyptiske mytologi, så denne artikel kommer kun ind på de mest centrale guder, der beskæftiger sig med vejret.

Nut: Himlens gudinde
Nut er himlens gudinde og bliver portrætteret med blå hud og stjerner. Hun står på alle fire over sin mand Geb som er jordens gud. Nut og Geb er elskere, og samtidig er de begge børn af guden Shu, som er luftens gud. Da Nut og Geb vil leve i evig omfavnelse, er det Shus pligt at skille Nut og Geb ad hver morgen, for at verden ikke skal forgå i kaos. De får dog lov til at omfavne hinanden igen om aftenen, for derefter at blive adskilt igen.

Nogle gange bliver Nut portrætteret som en ko, hvis krop symboliserer himlen og ifølge nogle myter går solguden Ra ind i hendes mund om aftenen, for at blive genfødt igen om morgenen.

Satet: Gudinde for frugtbarhed
Satet var gudinde for Nilen og derfor også for frugtbarhed. Da Nilens årlige oversvømmelse var det, der var roden til Egyptens rigdom, spillede hun en stor rolle i mytologien. Satet var også jagtgudinde og beskytter af Egypten og landets farao. Satet betyder ”hun, som øser” fordi hun satte Nilens oversvømmelse i gang med Isis’ tårer hver gang Sirius, som er nattehimlens klareste stjerne, viste sig på himlen.

Baal: Gud for krig og storm
Baal blev kaldt for stormguden og ”den store krigsgud”. Han blev forbundet med Seth, som var gud for kaos, sammenbrug og naturkræfter. For egypterne repræsenterede han kun de negative sider af Seth, nemlig Ørkenens stegende hede og sandstorme. Han var derfor også den, de tilbad, før krige skulle til at bryde ud. Baal er også en kanaanæisk gud og bliver nævnt mange steder i Det Gamle Testamente som en afgud.

Shu og Teftnut: Måne, sol og luft
Som nævnt tidligere er Shu luftens gud. Han er søn af Ra, som er solens gud. Det var Shus pligt hver morgen at adskille Nut og Geb - himlen og jorden, for hvis han lod dem forene sig, ville kaos returnere til verden. Vinden fra de fire verdenshjørner var i mytologien set som aspekter af Shu, men samtidig også som selvstændige guder. Det blev kaldt Oebui (nordenvinden), Shebui (søndenvinden), Henkhesisesui (østenvinden) og Hutchaiui (vestenvinden). Shu er samtidig elsker med Tefnut som i de tidlige myter er en månegudinde, men i de senere myter bliver portrætteret som en solgudinde. Tefnut betyder også ”fugtig luft” og bliver i nogle myter set som gudinde for vand og frugtbarhed. Sammen har de to guder børnene Geb og Nut.