Tværreligiøse ægteskaber

Der hvor jeg tror, at det går galt for nogle er, når man i forelskelse ikke får diskuteret tingene igennem, skriver Lone Skov Al Awssi.Fotoet er fra forestillingen "Brylluppet" på Betty Nansens Edison Scene. Foto: Thomas Petri

Flere og flere gifter sig på tværs af religion. Lone Skov al Awssi giver her råd og vejledning til at tackle de problemstillinger, der kan opstå, når tro og traditioner skal forenes

Aminah Tønnsen giver et meget fint svar til en kristen kvinde gift med en muslimsk mand, med hensyn til børneopdragelse og specielt omskæring.

Jeg er kristen og har været gift med min muslimske mand i 17 år. Da jeg læste kvindes spørgsmål til Aminah, kom jeg til at tænke på alle de mange, lange diskussioner min mand og jeg havde, mens vi var forlovede.

Diskussioner om vores respektive religioner og kulturer og specielt om børneopdragelse. At jeg aldrig ville konvertere til Islam gik hurtigt op for min mand og hans familie, dertil var jeg alt for forankret i min kristne tro.

Selvom det ville have været en stor glæde for min svigerfamilie, så tog de det meget fint. Jeg husker, at min kloge, rettroende svigermor engang sagde til mig : " Du skal bare vide, at vi er klar over, hvor svært det er at konvertere, derfor har vi også den allerdybeste respekt for konvertitter. "

Min mands kæreste onkel sagde ligeud : " En god kristen er bedre en en dårlig muslim" . Og så var den sag stort set sat på plads !

Med hensyn til børn var det ultimativt vigtigt for min mand, at de blev muslimer, og at en søn skulle omskæres. Det vidste jeg, før vi blev gift. Jeg havde krav om valg af børnehave , skole og den kulturelle tilgang til livet i Danmark. Mit barn skulle også kende min religion og kunne gå med mig i min kirke.

Ingen Koranskoler, ingen ortodoks livsstil med hensyn til deltagelse i det almindelige liv i Danmark. Ingen Haram- og Halalsnak i mit hjem hverken fra min mand eller fra hans familie!

Min mand var helt enig. Vi valgte en kristen menighedsbørnehave og senere en skole med et kristens værdigrundlag, idet det er så vigtigt, at barnet bliver dansk i sin kultur og forstår at navigere i det danske samfund. Børn fra tværreligiøse/kulturelle ægteskaber er jo også danske. De er bare danskere med en anden religion.

Der hvor jeg tror, at det går galt for nogle, er når man i forelskelse ikke får diskuteret tingene igennem. Når man giver køb på sine egne holdninger, når man tænker, det skal nok gå, vi finder ud af det hen af vejen.

Det gør man ikke? Der skal være klarhed og aftaler inden ægteskab og børn. Faktisk tror jeg, at også ægteskaber af samme religion og kultur ville fungere bedre, hvis man havde diskuteret mange ting igennem inden børnene kom.

Det er min oplevelse, at religiøse mennesker trives bedst i ægterskaber, hvor ægtefællen praktiserer samme religion eller i ægteskaber, hvor ægtefællen har en anden religion men klare og udtalte holdninger på området.

Det går oftest galt, hvor den religiøse møder ateisten, eller hvor den ene ikke har klare holdninger og så bliver løbet over ende af den andes religiøse liv.

Jeg har set flere ægteskaber mellem muslimske mænd og danske "folkekirkekvinder", som bliver dybt ulykkelige, fordi mændene - ofte påvirket af deres familier - bliver fundamentalistiske muslimer og kræver konvertering og streng livsførelse efter ægteskabets indgåelse. De møder nemlig ingen modspil.

Find ud af, hvor fundamentalistisk din mand er før ægteskabet og tag konsekvenserne, hvis han ikke forstår at gå på kompromis med hensyn til livsførelse og børneopdragelse. Stå fast på dine holdninger og vær afklaret inden børnene kommer, det er et spørgsmål om at give og tage, på de områder der ikke er hjerteblod.

Blandede ægteskaber kan være livslange, spændende relationer med nysgerrig udveksling af kultur, religion og livsførelse, men de kan også blive en kamp om traditioner, og det går ud over børnene.

Lone Skov Al Awssi er formand for foreningen Pornofrit Miljø. Har arbejdet politisk i Konservativt Folkeparti som folketingskandidat og kommunalpolitiker. Katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak.

Du kan læse Lone Skov Al Awssis blogindlæg på http://alawssi.religionblog.dk/, hvor du også kan kommentere hendes tekst.