Dans i verdens religioner
Dans og dansende guder optræder i de fleste religioner. Fra stenalderen til i dag har religiøse mennesker verden over danset sig nærmere til Gud
I dansen forvandles musik til rytmisk bevægelse i kroppen. Dans er derfor en individuel og fri handling, men også en kollektiv og orkestreret handling, der både udtrykker og fremkalder følelser. Det er derfor ikke overraskende, at dans ofte optræder i religiøse sammenhænge.
Hulemænds dans er religionens vugge
I både Frankrig og Spanien er der fundet hulemalerier fra stenalderen, der viser dansende mennesker med dyremasker. Lignende motiver er senere fundet i Afrika, Nord- og Sydamerika, Australien og Asien. Motiverne har en rituel karakter og giver derfor arkæologer og religionsforskere anledning til at tro, at dans har indgået i en rituelle og religiøs sammenhæng siden menneskehedens spæde barndom.
Om dans og religion er universelt sammenknyttet vil dog altid være til diskussion. Udbredelsen af dans i religiøse sammenhænge er dog tydelig, og man finder således dans i både Det Gamle Testamente, i naturreligioner og moderne samfund verden over.
Det dansende Testamente
I Mellemøsten spiller dans en stor social og religiøse rolle. Det Gamle Testamente beretter om, hvordan dans blev brugt til bryllupper, ved sejr eller hjemkomst fra krig (Højsangen 6,13, 2. Mosebog 15,20, Dommerbogen 11,34). Det Gamle Testamente taler dog ikke om pardans, men dans af enkeltpersoner eller grupper.
Det Gamle Testamente beskriver også, hvordan tempelpersonalet eller menigheden dansede ved fester og særlige lejligheder. Opfordringen lyder således, at:
I dans skal de lovprise hans navn, til pauke og citer skal de lovsynge ham (Salme 149,3).
I Det Gamle Testamente er dansen også tæt knyttet til de israelitiske profeter. Der berettes bland andet, hvordan profetinden Mirjam greb sin pauke, som er et slaginstrument: ...og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker (2. Mosebog 15,20).
Profeternes dans beskrives også som en form for ekstase, hvor de dansende går i en kollektiv trance:
Men da de så forsamlingen af profeter i henrykkelse og Samuel i spidsen for dem, kom Guds ånd over Sauls folk, så også de kom i profetisk henrykkelse (1. Samuels Bog 19,20ff).
Dansens ekstatiske aspekt finder man imidlertid også i andre religioner - blandt andet i naturreligioner.
Soldans og regndans
Soldansen var vigtig for Lakota Sioux, som var navnet på de nordamerikanske prærieindianeres. Soldansen fandt sted, når stammens ellers spredte grupper mødtes sidst på foråret eller først på sommeren. Prærieindianernes ritual har fået sit navn, da de deltagende dansede rundt om en pæl, mens de holdt blikket fæstnet på solen og kom i trance.
Under soldansen var der også andre ritualer. Stammens kvinder skar eksempelvis små stykker kød ud af armene som et offer, der sammen med selve dansen skulle sikre verdens fornyelse og frugtbarhed.
Regndansen finder man hos Hopierne, som tilhører puebloindianerene i det sydvestlige Nordamerika. Hopierne har ernæret sig gennem agerbrug og de religiøse ritualer var da også tæt knyttet til naturens cyklus. Deltagelse i regndansen krævede dog et rent hjerte. Man forestillede sig således, at det kun var dansere af højt etisk format, som kunne tvinge skyerne frem, så der kom regn på majmarkerne.
Læs mere om Hopireligion og de særlige regn-ånder katsinaerne.
Hos oprindelige folk er dansen ofte knyttet sammen med et mytisk drama. Dansen genfortæller på denne måde en bestemt myte samtidig med, at den etablerer en fornyende gentagelse af begivenhederne i den mytiske urtid. Gennem dansen bliver myten altså virkelig (igen).
I sufismen danser man sig til Allah
Dansen er også central inden for sufisme. Sufisme er en form for islamisk mystik, hvor den religiøse bestræber sig på, at opleve en forening med det guddommelige.
I islam taler man om dhikr, som er en ihukommelse af Allahs 99 navne. I sufisme er dansen vigtig for denne ihukommelse. Der er imidlertid forskellige ordener inden for sufisme og derfor også forskellige dansetraditioner. Fælles for disse er dog, at Allahs navne gentages rytmisk under hvirvlende, rytmiske bevægelser.
I sufisme fremhæver man dansen som en vej til ekstase og en henrykkelse af Gud. Dansen betragtes således som en åndelig praksis og en en måde at erfare det guddommelige på.
Shiva den dansende ødelægger
I hinduisme er dans vigtig, både for brahminerne (præsterne) og almindelige hinduer.
For brahminsk hinduisme er dansen særlig knyttet til Shiva. Shiva "den lykkevarslende" er sammen med Vishnu den mest tilbedte gud. Shiva er både frugtbarhedens og ødelæggelsens gud og optræder i mange former, hvilket skyldes, at mange små og lokale guder er blevet absorberet ved denne guddoms udbredelse. Nataraja er et af Shivas tilnavne og betyder "Dansens Herre".
Med den hellige flod Ganges i håret og solens flammer som omkrans er den dansende Shiva blevet fortolket som en årsag til og et billede på livet, kreativ destruktion og naturens cyklus.
I mindre teologisk eller rettere brahminsk og mere folkelig hinduisme spiller dansen også en rolle. Under religiøse fester har den dramatisk dans stor betydning. Dansen er nøje indstuderet og knytter ofte an til en myte. Af og til tillægges hver eneste bevægelse endda en symbolsk betydning.
Under de store hinduistiske fester er det heller ikke udsædvanligt, at en person typisk af lavere kaste blive besat af af en guddom. Besættelsen udtrykkes ligesom tekststykkerne i Det Gamle Testamente antyder - gennem en ekstatisk bevægelse, hvis årsag identificeres som guddommelig. Hindu-besættelserne etableres ofte gennem musik og dans.
Ligesom i de øvrige danse-eksempler etablerer hinduernes dans altså en oplevelse ud over det sædvanlige, inden for rammerne af et større religiøst fællesskab og med reference til det guddommelige og mytiske.