Mystik i de 5 verdensreligioner

Mystik spiller en vigtig rolle i buddhisme, da et af de vigtigste ritualer er meditationen, der handler om indre oplevelse. Foto: Iris/ Ritzau Scanpix

Jøder, Kristne og muslimer møder Gud i mystikken, mens buddhistisk og hinduistisk mystik er et møde med altet. Alle religionerne beskriver dette møde som en oplevelse af enhed

Mystiske oplevelser og mystikerbevægelser er et fænomen, der kendes fra alle verdensreligionerne. Mystik handler frem for alt om den indre oplevelse.

Hvad er mystik?
At sætte ord på, hvad mystik er, kan være svært, da mystikerne selv beskriver den mystiske oplevelse som en oplevelse, der ikke findes dækkende sprog for. Det er også vanskeligt, fordi mystikerbevægelserne ofte kun har få ydre karakteristika. Den mystiske oplevelse er nemlig en indre og subjektiv oplevelse.

Til trods for at der ikke er dækkende sprog for den mystiske oplevelse og de manglende ydre karakteristika til at beskrive bevægelserne, findes der masser af litteratur skrevet af mystikere. Mystikerlitteraturen er ofte enten poetiske beskrivelser af den mystiske oplevelse, eller guides henvendt til mennesker, der søger den mystiske oplevelse.

Fælles for mystikernes oplevelser i de fem verdensreligioner er oplevelse af enhed, hvor alle grænser opløses, og hvor den indre og den ydre virkelighed flyder sammen. Enheden er enten med Gud i de tre monoteistiske verdensreligioner, jødedom, islam og kristendom, eller enheden med altet i buddhismen og hinduismen.

Mystik i de monoteistiske verdensreligioner enheden med Gud
Den mystiske oplevelse i kristendom, islam og jødedom beskrives som en tilstand, hvor alle grænser mellem indre og ydre forsvinder, og dermed en tilstand hvor skellet mellem det, der opleves (Gud), og den, der oplever (mennesket), ikke findes.

Sufisme islamisk mystik
Sufisme er den islamiske mystikerbevægelse. Sufisme hedder tariqa på arabisk, der betyder vej og forstås som vejen til Allah.

I Sufismen opnås den mystiske enhedsoplevelse typisk gennem meditation og recitation af Allahs navne, hvilket kan lede til trancetilstand.

Sufister anser sufismen for at stamme fra profeten Muhammed, som de mener var mystiker.

I dag er sufismen en accepteret del af islam, men sufismen har tidligere været genstand for meget islamisk-teologisk kritik. Kritikken af sufismen har været mod sufiernes møde med Gud i den mystiske oplevelse, som ifølge traditionel islamisk teologi ikke er mulig, da Gud er uden for menneskets fatteevne.

I sufismens litteratur beskrives den mystiske enhedsoplevelse ofte som en beruselse af kærlighed, eksempelvis hos den islamiske mystiker Jajal al-Din Rumi:

Af elskovs bæger er jeg beruset, de to verdener er svundet mig af minde. Jeg har intet andet for end ekstase og beruselse

Kristen mystik
Kristen mystik har traditionelt hørt til i klostervæsenet, og særligt i den østeuropæiske kirkes klostervæsen. Den mystiske enhedsoplevelse opnås typisk ved bønner, meditation og askese.

Ligesom den islamiske mystik havde svære kår i den traditionelle islam, findes der også eksempler på at kristen mystik har haft modgang i den traditionelle kristendom.

Et eksempel på en kristen mystiker var Eckehart (1260-1327), der blev dømt kætter.

Eckehart var radikal i sin mystik. Enhedsoplevelsen for Eckehart skulle findes før skabningen, også før skabningen af et begreb om Gud. I det følgende eksempel beskriver Eckehart den mystiske enhedsoplevelse som gennembruddet, hvor han oplever enheden før skabningen:

- der er jeg hverken Gud eller skabning, men jeg er, hvad jeg var, og hvad jeg vil forblive nu og altid... Thi i dette gennembrud fatter jeg, at Gud og jeg er eet, skrev Eckehart

I dagens danmark bliver den kristne mystik og spiritualitet mere og mere integreret i kirkelivet gennem retræter, pilgrimsvandringer og åndelig vejledning. Få inspiration på kristedom.dk's side om spiritualitet.

Kabbala jødisk mystik
Den jødiske mystik hedder Kabbala. Ligesom i den kristne mystik er vejen til den mystiske enhedsoplevelse meditation og askese.

Jødiske mystikere tror på, at Gud har to aspekter. Det ene er åbenbaret i hans skabninger, og det andet kan ikke begribes ved traditionelle studier. Derfor har Kabbala bevægelsen opfundet en række teknikker til at begribe det ikke-åbenbarede aspekt af Gud. Eksempelvis en særlig form for geometri, der bruges som redskab til at finde de hellige teksters skjulte sammenhænge.

Den jødiske mystiske litteratur er den mest udbyggede af de tre monoteistiske verdensreligioner. Der findes to hovedværker inden for Kabbala: Sepher ha Zohar og Sepher Yetzirah. Skrifterne fortolker den skjulte og mystiske side af Toraen.

Mystik i hinduisme og buddhisme erkendelsen af altets enhed
I den hinduistiske og buddhistiske mystik er den mystiske oplevelse, erkendelsen og oplevelsen af altets enhed. Altet er det oprindelige, som verden er blevet til af, og som fandtes, før verden blev til. Det opfattes som en stor enhed.

Buddhistisk mystik
Mystik spiller en vigtig rolle i buddhisme, da et af de vigtigste ritualer er meditationen, der netop handler om den indre oplevelse. Meditationens store rolle i buddhismen skyldes, at det var den vej, som Sakyamuni Buddha (buddhismens grundlægger) selv fulgte til selverkendelsen og dermed befrielsen (nirvana).

Den erkendelse, mennesket gennem meditationen skal nå til, er, at den fysiske verden (samsara) og menneskets livstørst er et blændværk og lidelse. Selve den mystiske enhedsoplevelse er ikke mål i sig selv, men vejen til befrielsen (nirvana) fra samsara.

I Udana, der er en del af den buddhistiske religiøse litteratur, beskrives det oprindelige og altets enhed, som mennesket skal erkende:

- der er noget ufødt, utilblevet, skabt og utilvirket. Altså må man anerkende at man kan forløses fra det fødte, tilblevne, skabte og tilvirkede.

Hinduistiske mystik
I hinduismen har den mystiske oplevelse, der kan opnås gennem meditationen, også en betydningsfuld rolle. I hinduismens religiøse litteratur findes Upanishaderne, der blandt andet omhandler den mystiske oplevelse og erkendelse af altets enhed.

Den mystiske oplevelse er erkendelsen af alts oprindelige enhed, kaldet brahman, og menneskets selv (atman) som identiske. Dermed bliver den mystiske oplevelse en oplevelse af enhed mellem atman og brahman. Denne erkendelse hedder Moksha.

I det følgende eksempel fra Upanishaderne beskrives forholdet mellem altet, brahman, der kaldes finhed, og menneskets selv, atman:

- Denne finhed, af den består hele denne verden. Den er virkeligheden. Den er atman(selvet). Den er du selv...

Ligesom i buddhismen er den mystiske oplevelse i hinduismen heller ikke målet i sig selv, men målet er frigørelse fra genfødslerne som oplevelsens erkendelse af enheden giver.

Kilder:
Gyldendals religionshistorie(1994)
Gads religions leksikon(1999)
Politikens håndbog i verdensreligioner (2003)
Gads religionshistoriske tekster (2002)