Stat, kirke og religion et amerikansk paradoks

Staten må ikke have noget med religion at gøre, men dens lederes religiøse baggrund spiller en væsentlig rolle

Der står ikke noget om stat og kirke i den amerikanske forfatning fra 1787. Men det mest omtalte religiøse stridsspørgsmål i amerikansk politik er, at forfatningen kræver total adskillelse mellem stat og kirke. Det står lige så lidt i forfatningen, at USA's præsident skal have en religiøs holdning. Og alligevel spiller præsidentkandidaternes religion en væsentlig rolle ved præsidentvalgene her i det 21. århundrede.

Den oprindelige forfatning siger overhovedet ikke noget om religiøse forhold. Men netop den første af de 26 amendments ordet kan både betyde ændring og forbedring som forfatningen har fået gennem sine nu 221 år handler netop om religion. Ordene i dette amendment er imidlertid blevet tolket og udlagt så forskelligt, at jeg vælger her at gengive dem både i deres originale sprog og i min egen oversættelse:

Amendment I
Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the government for a redress of grievances.

Kongressen må ikke gøre love, der anerkender nogen etableret religion eller forbyder fri udøvelse af en sådan; ej heller sådanne, der indskrænker ytringsfriheden, pressefriheden eller borgernes frihed til fredeligt at forsamle sig og at rette anmodninger til myndighederne om at gribe ind mod uretfærdigheder.

Jeg har valgt at holde mig til den lidt gammeldags sprogbrug også i oversættelsen. Dette for at anskueliggøre, hvorfor teksten både bliver læst sådan, at den forbyder enhver kontakt mellem stat og kirke, og sådan, at det offentlige både kan og nødvendigvis må have forbindelse til religiøse institutioner i disses kontakt med samfundet, men kun sådan, at staten hverken yder støtte til religiøse formål eller krænker religionsfriheden.

Forfatningens tilblivelse
De historiske forudsætninger for den amerikanske forfatning er væsentlige for forståelsen. De mest fremtrædende blandt forfatningens fædre, George Washington, John Adams, Thomas Jefferson, James Franklin og Benjamin Franklin, opfattede sig selv som Deister, der altså bekendte sig til en guddommelig almagt. Men de skrev deres forfatningstekst til et samfund, der var dybt præget af religion og dårlige erfaringer med statsmagtens forhold til religionsfrihed.

Store grupper af de første indvandrere fra Europa var mennesker, der var forfulgte på grund af deres tro, eller i hvert fald ikke frit kunne udøve den. De søgte til den nye verden for der at skabe et samfund med religionsfrihed. Og da det amerikanske samfund efterhånden groede frem og skulle have sin forfatning, var religionsfriheden for mange af dem det helt altafgørende krav til øvrigheden. Det afspejler sig netop i den kendsgerning, at tilføjelsen om religionsfrihed blev den første, som tilføjedes efter den oprindelige grundtekst.

Offentlige gudstjenester
At tilføjelsen oprindeligt ikke kan være opfattet som et forbud mod religion som en del af det verdslige samfunds ytringer, afspejles klart, da USA's første præsident og en af de førende penneførere ved forfatningens tilblivelse, blev indsat. George Washington bad ved denne lejlighed en bøn, som nedbad Guds hjælp til at holde USA's stater fast under Hans beskyttelse og påvirke folkets hjerter til at udvikle en kultur præget af broderlig kærlighed mellem alle statens indbyggere. Og bønnen sluttede med ordene: Giv os ydmyghed, det beder vi om ved Jesus Kristus, vor Herre.

Den unge amerikanske republik var da heller ikke præget af den nærmest sakrosankte rolle, som adskillelse mellem stat og kirke senere har fået. Thomas Jefferson, der var præsident fra 1801 til 1809, begyndte året efter sin indsættelse at arrangere gudstjenester i Repræsentanternes Hus, og hans efterfølger, James Madison (1809-1817), fulgte efter. Helt op til efter borgerkrigen 1861-64 fortsatte denne praksis med gudstjenester hver søndag. Det stred ifølge datiden ikke mod forfatningens første amendment, fordi gudstjenesterne var frivillige, og prædikanterne i begyndelsen kom fra alle protestantiske kirker og fra 1826 også den katolske kirke. Så tidligt som i 1806 fungerede en kvindelig prædikant. Der blev også lejlighedsvis holdt gudstjenester i andre offentlige bygninger, og evangeliet blev forkyndt i bl.a. i USA's højesteret.

Før valget af samme Thomas Jefferson blev han i øvrigt angrebet for at være et menneske uden religiøs overbevisning. Og det blev i øvrigt ham, der først formulerede teksten til 1. Amendment, nemlig som præsident i et brev til en baptistmenighed i Danbury i staten Connecticut, der klagede over, at denne stat stillede nogle specielle krav til anerkendelse af menigheden. Det var ikke ualmindeligt i de enkelte stater, og det var i den forbindelse, at han formulerede ordene om statens forbud mod at udstede religiøse love som en mur mellem stat og religion.

Politikernes religion
Det var først i 1940erne, at spørgsmålet om adskillelse af stat og kirke blev et politisk problem i USA. Nogenlunde samtidig, i øvrigt, som spørgsmålet om den enkelte politikers og da især kommende præsidenters religiøse holdning blev en del af den politiske debat og især præsidentvalgkampene. Hvor Jeffersons religion var et enkelt eksempel, oplevede man kun, at spørgsmålet fik betydning i et par tilfælde, hvor katolske kandidatemner aldrig nåede frem til nomination i de to store partier. Og det blev et stort spørgsmål, da USA med John Kennedy for første gang fik en katolsk præsidentkandidat. Så sent som i optakten til dette års valg af præsidentkandidater måtte den republikanske kandidat Mic Romney, tidligere guvernør i staten Massachusett, konstatere, at hans medlemskab af Mormonkirken fik væsentlig indflydelse for, at han gled ud af kredsen af kandidater.

Det sidste halve århundrede har begge problemstillingerne adskillelsen af stat og kirke og præsidentkandidaters og andre fremtrædende politikeres - religiøse holdning indtaget en stadig større plads i såvel amerikansk politik som hverdagens jura. I USA er juridisk strid om krænkelser af forfatningens 1. Amendment nærmest blevet et levebrød for mange advokater, og forud for hvert præsidentvalg blusser spørgsmål til kandidaternes religion en stadig større rolle i debatten.

Modsætningen er til at føle på, når der stort set altid er modstandere af stat og kirke, der rejser sager mod enkeltpersoner eller offentlige forvaltninger om krænkelse af forfatningen, medens det er kirkelige og andre religiøse kredse, der afkræver politiske kandidater religiøse bekendelser og stillingtagen til etiske problemer som abort, stamcellerforskning og andre problemer, som nyere videnskabelig forskning aktualiserer.

Det offentlige rum
En meget væsentlig del af sådanne retssager drejer sig om offentlige bidrag til religiøse institutioner og programmer. I et USA, hvor den sociale velfærd og til dels undervisningssektoren i langt højere grad end hos os er afhængig af private, herunder religiøse grupper, er der et stort rum for uklarhed om grænserne.

Retspraksis er da også ret forskellig fra stat til stat. Der er stribevis af domme, der åbner op for offentlig finansiering af sociale programmer drevet af kirkelige organisationer og menigheder, men lige så mange, hvor et offentligt tilskud er blevet trukket tilbage. Mange universiteter drives i tilknytning til de forskellige kirkesamfund, og her vogter kritikere nøje, at der kun gives offentlige bevillinger til fag, der ikke har noget med religion at gøre.

I de senere år har lokale og landsdækkende organisationer, der vogter over adskillelsen mellem stat og kirke, rejst sager om kirkelige statuer, indskrifter og andet, som mange af dem i 100 år eller mere har præget offentlige bygninger, både skoler, rådhuse og de enkelte staters lokalparlamenter.

Det samme gælder monumenter, der har stået i generationer i offentlige parker. Nogle steder afsiges domstolene kendelser, der betyder, at disse monumenter må fjernes, medens man andre steder fastslår, at de ikke er kirkelige, men nationale og historiske, og derfor kan blive. Samtidig præges den amerikanske dollar dog stadig med ordene In God we trust.

Det politiske rum
I det politiske rum sætter religionen samtidig sit stadig stærkere præg. Med præsident George W. Bush fik Det Hvide Hus for første gang en resident, der betragter sig selv som genfødt kristen. Og selv om præsidenten højtideligt ved aktuelle lejligheder hylder adskillelsen mellem stat og kirke, så er det tydeligt, at hans personlige vægt på religionen også præger hans præsidentperiode.

En af præsidentens væsentlige opgaver er udpegningen af nye medlemmer af USA's højesteret. Og en konservativ præsident, der - ved dødsfald eller på grund af alder blandt højesteretsdommerne skal udpege en dommer, kan sætte sit aftryk for mange år fremover. Det kan få afgørende betydning ved fremtidige afgørelser omkring etiske spørgsmål som f.eks. indskrænkninger i adgangen til abort, homoseksuelles rettigheder eller videnskabelig forskning inden for stamceller og andre omstridte problemer.

Ikke mærkeligt derfor, at såvel religiøse kræfter som modstanderne af religiøs indflydelse på lovgivningen er optaget af et præsidentvalg. Det ses, når den katolske kirke, der tidligere har været meget tilbageholdende, ved de seneste præsidentvalg aktivt har arbejdet for at sikre valget af politikere, der f.eks. vender sig mod fri abort. Biskopper har i flere tilfælde direkte erklæret, at katolske politikere, der stemmer for fri abort bør holde sig fra eller endda får forbud mod at gå til alters. Senest er formanden for repræsentanternes hus, Nancy Pelosi, der er katolik, kommet under skarpt angreb fra sin kirke.

Begge præsidentkandidaterne, Barack Obama og John McCain, har fået deres religiøse baggrund og aktuelle holdninger undersøgt, analyseret og kritiseret. Og McCains valg af den stort set ukendte Sarah Palin var næsten for tydeligt valget af en genfødt kristen, der skulle tiltrække det kristne højre, som har stillet sig meget skeptisk til begge kandidater ved dette års præsidentvalg. Til gengæld ligger hendes pinsekirke-baggrund så radikalt til højre, at det nu synes at rejse voksende skepsis i de historiske kristne kirker som lutheranere og presbyterianere.