Syndebukken bliver aldrig en truet dyreart

Foto: Wikipedia.org

Mobning og religion er fælles om at udpege syndebukke, mener Stine Bakkeløkken, der skriver speciale om emnet

Syndebukke trives allerbedst, hvor en gruppe af mennesker møder en krise. Specialestuderende, Stine Bakkeløkken, fortæller i dette interview om syndebukke i forskellige religioner og hverdagens syndebukke, som vi for eksempel kender det fra mobning.

En mobbehistorie fra Folkeskolen kunne lyde sådan: Peter blev syndebuk efter tyveriet i klassen. Ingen vidste, hvordan de 100 kroner var forsvundet fra 6.A´s opsparing til Djurs Sommerland. Der var sparet 400 kroner sammen, pludselig lå der kun 300 kroner i den aflåste skuffe i klasseværelset. Alle var enige om, at Peter bar skylden.
 
Peter sagde normalt ikke ret meget, han virkede lidt usikker. Han holdt sig oftest for sig selv. Han skilte sig ud fra mængden med sit rødblonde hår. Måske var det derfor, at Peter var et nemt offer. I hvert fald var der enighed om, at han skulle ned med nakken.
 
I 12-frikvarteret tog Morten fat i nakken på ham og holdt ham, mens Mads slog ham mange gange i maven. Siden tyveriet blev Peter mobbet hver dag, og det hele stoppede først, da han skiftede skole. De næste dage var der fred i klassen.

Syndebukken kommer fra det Gamle Testamente
 
Den opdigtede fortælling minder, ifølge Stine Bakkeløkken, meget om historier fra religiøse tekster. Faktisk kommer eksemplet med syndebukken fra Bibelens gamle testamente.

På en særlig dag om året, nemlig ved Forsoningsdagen blev en uskyldig gedebuk udvalgt til at bære folkets synder. Man kan sige, at folkets synder blev overført til bukken. Så blev bukken - sammen med synderne - jaget ud i ørkenen. Idéen var, at folket blev renset, fordi deres synder nu - sammen med bukken - var sendt væk fra gruppen.

Stine Bakkeløkken mener, at det ikke er nogen tilfældighed, at netop Peter blev syndebuk - og ikke en anden person:

- Der er mange ting til fælles mellem syndebukken i Folkeskolen og syndebukken ifølge religionen. Det handler meget om at træde ved siden af. Syndebukken er oftest uskyldig, men skiller sig alligevel ud i forhold til de andre i gruppen. Det kan være ved sit røde hår, dårlig tøjstil eller blot remouladen i madpakken.

Samtidig, fortæller Stine Bakkeløkken, er personen ofte en af de svage i gruppen, som er nemmere at skille sig af med, end en, der stritter imod.

Syndebukken lever ifølge islamismen
Men er syndebukken en naturlig del af religion?

- Der findes nogle religioner, hvor syndebukken ser ud til at være en del af religionen. Nogle islamistiske samfund siger ok for stening af kvinder og andre, som træder ved siden af gruppens love. Faktisk vil mange sige, at de ikke kan gøre for stening, fordi det er Guds vilje, siger Stine Bakkeløkken.
 
Stine Bakkeløkken mener, at syndebukken kan trives alle de steder, hvor man ikke taler om den. Det gælder ikke bare islamistiske grupper, men også på arbejdspladsen og i skolen, blot for at nævne nogle af hendes mange eksempler. Gruppen begynder at lede efter en syndebuk, når der er en krise - som i historien med tyveriet. I andre samfund kan det være at høsten slår fejl eller andet uheld, som ryster gruppen.
 
Kriser kan ikke undgå at opstå på et tidspunkt. Syndebukken kommer dog først ind i billedet, når gruppen først og fremmest forsøger at løse en krise ved at pege på et offer. Dermed er gruppen ikke fokuseret på at løse krisen, og offeret bliver vigtigere end tyveriet.
 
På samme måde forstår Stine Bakkeløkken stening:

- En krise løses ved at sige, at Gud har bestemt, at en person skal stenes. I ingen af tilfældene har man gennemskuet syndebukken-mekanismen. Nemlig, at syndebukken i virkeligheden blot er blevet offer for gruppens krise.
 
Syndebukken bliver aldrig en truet dyreart
Stine Bakkeløkken mener, at syndebukken har været med os, så længe vi har bevæget os i grupper.

- Syndebukken er måske ældre end de første religiøse tekster, og den består også i dag, som mobning er et godt eksempel på, siger Stine Bakkeøkken og fortsætter, Stine Bakkeløkken mener dog, at man kan og bør modvirke syndebukke i gruppen, inden det er for sent. Man skal med andre ord gøre sit bedste for at udrydde syndebukken, siger Stine Bakkeløkken.
 
Stine Bakkeløkken har 4 forslag til, hvordan klassen undgår syndebukke

Tal med eleverne, når krisen opstår.
Tal med eleverne om syndebukken, inden krisen opstår.
Aftal mæglerteams med ældre elever, som kan hindre syndebukke.
Sæt et andet ritual i stedet for syndebukke - fx et motionsløb eller lignende.

Stine Bakkeløkken skriver speciale om syndebukke på Religionsvidenskab, Aarhus Universitet. I dette interview fortæller hun om syndebukke i forhold til mobning og ekstrem religion. Foto: Karsten Viholm