Tilgivelse fra alle trosretninger

Blå himmel, hvide skyer

Jødedom:

Tilgivelse er noget, der gives af Gud. For at tilgivelsen bliver nødvendig, må der først være nogen, der gør noget forkert. Det er som regel mennesket, der handler forkert i forhold til Gud, eller det han har befalet (for eksempel overholdelsen af De ti bud). I tilgivelsen genopretter Gud det fællesskab mellem ham og mennesket, der er blevet brudt ved overtrædelsen.

I kristendommen har alle mennesker en fælles skyld: arvesynden, men i jødedommen er det kun det enkelte menneskes synder, der kan tilgives.

Tilgivelse fra Gud er ikke en selvfølge, men jøder prøver at opnå den ved bøn, anger og omvendelse. Omvendelse betyder her at vende sig mod Gud igen og derefter leve en forbedret tilværelse på rette jødiske vis. Hvis man som jøde tror oprigtigt på Gud som den eneste tilgivende magt, kan det også være med til at befordre tilgivelsen. Det skyldes, at man i jødedommen mener, at man i sådan en tro vil blive i stand til bedre at tilgive sine medmennesker. Dette vil igen føre til tilgivelse fra Gud, der gerne ser, at man tilgiver andre mennesker. Det er dog ikke sikkert, at straffen for det, man har gjort, udebliver, bare fordi man har fået tilgivelse. Straffen ses som Guds ret som menneskenes fader til at rette sine børn, så de kan lære af deres fejl (se Jobs bog om tilgivelse). På den særlige årlige helligdag Yom Kippur beder jøderne om tilgivelse for deres synder i det forløbne år.

En rabbiner fra Los Angeles udtaler sig om tilgivelse i jødedommen

Om tilgivelse i jødedommen af overrabbiner Bent Lexner

Kristendom:

Som i jødedommen er tilgivelse i kristendommen som regel noget, der kommer fra Gud til mennesker. Dog skal tilgivelse i kristendommen også ses i sammenhæng med menneskets villighed til at tilgive sine medmennesker, jf. Fadervor (?...forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere...?) og Matthæusevangeliet 6,12 og 18,21-35.

I forhold til jødedommen er det nye, at Guds tilgivelse er synliggjort i Jesus. Jesus betalte prisen for alle vores synder, og vi har nu et bevis for, at alle vores synder virkeligt er tilgivet. I Jesu død og opstandelse ligger den ultimative tilgivelse af alle menneskers synder. Der skyldes troen på, at Gud ofrede sin eneste søns liv, for at vi kunne blive tilgivet. Gud viser sig som den store tilgiver. Også arvesynden, der er i alle mennesker siden Adam og Evas lovovertrædelse i paradiset, er tilgivet.

Tilgivelsen får vi dog kun, hvis vi tror på Jesus og hans forkyndelse. På grund af Guds tilgivelse af menneskets grundlæggende synd er tilgivelsen også grundlæggende i kristendommen.

Mennesket kan nu leve uden frygt for, at det på dommedag skal blive straffet for den store fællessynd, arvesynden, der er skyld i, at mennesket grundlæggende er en synder. Dog kan den kristne ikke vide, om hans egne gerninger er blevet tilgivet, men kun håbe på at Gud i sin nåde vil tilgive ham.

Læs en række artikler og overvejelser om tilgivelse af små og store ting

Om tilgivelse og synd i kristendommen, skrevet af teolog Niels Henrik Gregersen

Islam:

Tilgivelse er noget, muslimer får brug for, som de vokser op. Det skyldes, at alle muslimer er født rene og syndfrie. Der er altså ikke en arvesynd, som alle mennesker deler, som der er i kristendommen. Som man vokser til, vil alle mennesker dog kunne handle ondt. Det skyldes, at vi alle har fået tildelt en fri vilje af Allah og derved også valget mellem at handle godt eller ondt. Derved kommer tilgivelsen ind i billedet.

Forskellen i forhold til kristendommen er, at mennesket ikke grundlæggende er syndigt, men kun bliver det via sine handlinger. I islam kan man bede om tilgivelsen fra Allah, men om man får den, ved man først på dommens dag, hvor alle mennesker, levende og døde, skal dømmes for deres synder. Efter man har bedt om tilgivelse, er det vigtigt at man lever den rette tilværelse, som en god muslim. Præcis på samme måde som det er vigtigt i jødedommen. Derved forøger man sin chance for, at Allah vil tilgive én på dommens dag.

Om Allahs tilgivelse af iman Ahmed Akkari

Buddhisme:

Tilgivelsen er ikke et ukendt begreb i buddhismen, men står ikke særligt centralt. Overbærenheden er dog indbygget i den tålmodighed og medfølelse, der skal udvises overfor onde handlinger.

Alle handlinger, der overgår os, er resultater af den dårlige karma, vi har opsamlet i tidligere liv. Buddhismen mener, at mennesket bliver født gentagne gange, og i hvert liv lever man under forhold, der er betinget af, hvor god man var i det forrige liv. Bliver man derfor født som meget rig, er det fortjent, fordi man i sit tidligere liv har levet som en god buddhist. Vi har derfor kun os selv at takke for de gerninger, gode som onde, der sker mod os. Derfor skal der udvises tålmodighed og overbærenhed over for det onde, som egentlig skyldes os selv. Med tålmodigheden undgår man at samle yderligere dårligt karma til ens kommende liv. De onde handlinger, der rammer os, er derfor en form for renselse, der kan bringe os videre til en bedre form for karma og derved et bedre liv næste gang vi genfødes.

Ofte er det dog ikke frelsen, der er det centrale i en buddhists dagligliv, for måske bliver man ikke frelst i dette liv. Derfor mener mange buddhister, at man lige så godt kan nyde livet og ikke bekymre sig så meget om det næste.

Om Buddhismen i dagligdagen i Thailand

Om tilgivelse i Buddhismen af Tarab Tulku, Buddhistisk Lama

Hinduisme:

Denne fællesbetegnelse for mange retninger indenfor den indiske religiøse kultur dækker over mange forskellige holdninger til livet som hindu. Fælles for dem er, at det er vigtigt at leve med de vilkår, der er givet én i den kaste eller stand, hvor man er født. Hvilke handlinger der er passende i forskellige situationer, afhænger af, hvilken stand man tilhører. Det handler dog for alle hinduer om at danne så lidt karma som muligt, så man bliver genfødt til et bedre liv, og i sidste ende slet ikke bliver genfødt. Tilgivelse er derfor ikke et særligt centralt begreb i hinduismen. Det handler mere om at affinde sig med verden og de handlinger, der sker mod én end om at tilgive dem, der står bag handlingerne.