Muhammeds grav skal måske flyttes

Muslimer beder og læser i Al-Masjid Al-Nabawi-moskéen, hvor profeten Muhammed ligger begravet.

Religiøse ledere i Saudi-Arabien sidder og overvejer, hvad de skal stille op med en rapport, der anbefaler at ødelægge bygningen med Muhammeds grav og flytte hans jordiske rester til de ukendtes grav

Mellemøsten står i flammer, men det kan blive værre endnu.

I den hellige by Medina i Saudi-Arabien, hvor islams profet Muhammed er begravet, drøfter akademikere og ledende præster en sag, der har potentiale til at fyre yderligere op under interne stridigheder blandt muslimerne, der i forvejen slås i lande som Syrien og Irak.

For en ledende akademiker har foreslået at ødelægge den bygning, der huser profetens sidste hvilested.

Graven skal sløjfes, og så skal resterne af Muhammed, som ifølge islam døde i år 632 efter Jesu fødsel, flyttes til det nærliggende gravsted al-Baqi, de ukendtes grav.

Oplysningerne om forslaget står at læse i den britiske avis The Independent, der har det fra dr. Irfan al-Alawi.

Han er direktør for Stiftelsen til Forskning af Islamisk Arv, som er oprettet i byen Mekka, islams helligste sted.

Mekka regnes af troende muslimer for Muhammeds fødested og ligger også i Saudi-Arabien.

Muhammed er begravet under det, der kaldes den grønne kuppel i al-Masjid al-Nabawi-moskéen. Det er et sted, som millioner af muslimer besøger hvert år. Når de er på pilgrimsfærd i Mekka, benytter de ofte lejligheden til også at besøge Medina 360 kilometer mod nord.

Ved graven er der rum, hvor Muhammeds familie angiveligt levede, og her kommer der pilgrimme.

Det skal slutte nu, mener nogle.

Alawi siger, at forslaget, som kommer fra akademikeren Ali bin Abdulaziz al-Shabai fra imam Muhammed ibn Sauds islamiske universitet i Riyadh, er sendt i omløb blandt ledende præster ved de hellige steder i Mekka og Medina.

Det står at læse i en rapport på 61 sider.

Kort fortalt anbefaler Shabai, at den grønne kuppel flyttes. De rum, hvor Muhammed og familien angiveligt levede, flyttes med - altså ud af moskéen.

Og Muhammed skal begraves på de ukendtes grav i nærheden. Her er hans far i forvejen begravet.

Saudi-Arabien styres formelt efter wahabisme, en særlig gren af sunniislam. Wahabisme kommer fra Mohamed ibn al-Wahab, der blev født i 1703 ved det nuværende Riyadh.

Han levede spartansk og efter Koranens ord. En meget streng fortolkning af islam.

Koranen siger, at der kun er én gud, og det er Allah. Man skal ikke tilbede andre, heller ikke hans profet. Her er problemet, for mange beder ved Muhammeds grav.

”Folk besøger rummene og vender sig mod graven for at bede,” siger dr. Alawi.

Det kan mange almindelige muslimer godt håndtere. De vil have det dårligt, hvis graven flyttes, mener han.

Men specielt shiamuslimer vil være kritiske over for en flytning.

Shiamuslimske pilgrimme kommer for at bede og se stedet, hvor Muhammeds datter Fatima boede.

I shiaislam har hun en særlig rolle. Hun giftede sig med Ali, der sammen med parrets sønner Hassan og Hussein har en særlig ophøjet status inde for shiaislam.

”Jeg er sikker på, at de her forslagene vil udløse chok i den muslimske verden,” siger Alawi.

Oplysningerne fra den britiske avis er begyndt at brede sig på internettet og citeres af en stribe muslimske engelsksprogede medier, herunder shiamuslimske i Iran og Libanon.

Læserkommentarerne er hårde.