I islamisk kunst må man gerne male profeten Muhammed

Må man ikke afbilde profeten Muhammed… Eller må man? Det har den islamiske kunst faktisk gjort i århundreder. Man kan få indblik i kunsthistoriens afbildninger af menneskefiguren, herunder islams store profet, i udstillingen ”Menneskefiguren i islamisk kunst”

Det kan få store konsekvenser, når man afbilder profeten Muhammed. Det har danskerne erfaret de senere år, især i forbindelse med Jyllands-Postens 12 berømte karikerede Muhammed-tegninger fra 2005, der udløste et ramaskrig i flere muslimske lande og bragte tegnerne i livsfare.

Tilbage stod spørgsmålet om, hvad anstødsstenen var – er det partout forbudt at afbilde islams hellige profet? Og hvad er grunden til, at islamisk kunst sjældent er figurativ, men bruger kalligrafi og arabesker (se foto nedenfor, red.) i stedet for afbildninger af mennesker?

For at forstå forholdet mellem islamisk kunst og afbildning af mennesker skal vi over 1000 år tilbage i tiden. Det kan man komme ved at besøge Davids Samling i København, som lige nu viser en udstilling om menneskefigurens rolle i islamisk kunst, herunder tidlige afbildninger af profeten Muhammed.

Mennesket i islamisk kunst

Forbeholdet mod at vise mennesker i kunsten stammer fra Koranen og de autoritative hadith-samlinger fra det 9. og 10. århundrede. Koranen rummer ikke et kategorisk billedforbud, og holdningen til figurative gengivelser er ikke entydig.

I visse passager ses en negativ holdning til billeder og skulpturer, når de optræder i forbindelse med tidligere tiders polyteistisk afgudsdyrkelse (bl.a. Koranen 21,52-54; 22,26; 22,30). I andre passager skabes skulpturer tilsyneladende uproblematisk (bl.a. Koranen 3,49; 34,13). I Hadith er synet på figurative gengivelser af mennesket generelt set mere kritisk end i Koranen.

Der er især tre årsager til det negative syn på gengivelse af menneskefiguren; dels forbindes billederne med afgudsdyrkelse, dels kan de distrahere de rettroende og lede opmærksomheden mod det verdslige liv og dermed væk fra Gud, og dels skal mennesket ikke konkurrere med Guds skaberkraft.

Det kritiske syn på afbildninger af mennesker, herunder også profeten Muhammed, har haft stor betydning for, hvordan man i islam traditionelt har forholdt sig til gengivelser af mennesker. Selvom det ikke er decideret forbudt, optræder der i princippet aldrig gengivelser af levende væsener, mennesker, dyr og engle, i de offentlige bygninger med religiøs karakter såsom moskeen eller madrasaen (den religiøse skole).

Tidlige afbildninger af profeten Muhammed

Ironisk nok finder man dog profeten Muhammed afbildet allerede i et af de tidligste bevarede illustrerede skønlitterære værker fra den islamiske verden, ”Varqa og Gulshah” fra midten af det 13. århundrede.

I de tidligste afbildninger af profeten, som blandt andet ses i "Varqa og Gulshah," adskiller han sig ikke fra de øvrige mennesker i datidens kunst; det er et fladt tværsnit af en menneskefigur, der hverken efterlader skygge eller udtrykker følelser. Som man kan se på billederne i Davids Samlings udstilling, er profeten dog genkendelig med sin grønne kaftan og hvide turban.

Fra det 14. århundrede begyndte islamiske kunstnere at tilføje et symbolsk element i deres skildring af profeten, som skulle adskille ham fra andre mennesker i kunsten, nemlig en særlig flammende glorie eller lysende baggrund bag hans krop. Det var som et forsøg på at billedliggøre den dobbelte natur, som er kendetegnende for forståelsen af Muhammed i islam.

Ifølge islamisk overlevering er profeten nemlig både et dødeligt menneske med en fysisk form og samtidig et ideal for menneskeheden med en spirituel side, som stammer fra Gud. Derfor er Muhammed kendetegnet ved et særligt lys, ”nur Muhammad” på arabisk, som kan føres tilbage til Gud. Den lysende baggrund ses blandt andet på billedet ”Profeten Muhammads mystiske himmelfærd” fra 1388, som kan ses i udstillingen på Davids Samling.

I slutningen af det 15. århundrede afbildede man profeten med et hvidt ansigtsslør foruden flammeglorien, og tildækning af profeten blev efterhånden den dominerende. Årsagerne til denne tilsløring af profetens ansigt er sandsynligvis religiøst betingede. Sløret kunne skyldes en ærefrygt over for at skue profetens ansigt, eller det kunne være en måde at imødekomme en frygt for, at hans billede kunne blive en potentiel genstand for afgudsdyrkelse.

Profeten Muhammed er således altid blevet fremstillet særdeles ærbart og respektfuldt. De muslimske kunstnere har dog alligevel med deres figurative gengivelser af profeten Muhammed valgt at trodse den stærkt kritiske holdning til gengivelser af menneskefiguren, som optræder i de normgivende hadith-samlinger.

Muhammed-tegningerne

Da Jyllands-Posten i efteråret 2005 publicerede de 12 tegninger af profeten Muhammed, var det ikke selve afbildningen af profeten, der skabte de negative reaktioner i den muslimske verden. Det vurderer professor i religionshistorie med speciale i islam Jakob Skovgaard-Petersen, der har skrevet et bidrag til den omfangsrige bog, der udgør kursuskataloget:

”Teologisk og juridisk var de muslimske reaktioner ikke knyttet til forbuddet mod billeder, herunder afbildninger af profeten, der aldrig har været komplet efterlevet, og i hvert fald for længst var faldet. Vreden var rettet imod nedgørelsen af profeten Muhammed, og debatten i muslimske medier var ikke om afbildningen, men om forhånelsen," forklarer Jakob Skovgaard Petersen og tilføjer:

"Det var selve intentionen bag publikationen, der ophidsede så mange. De negative fremstillinger af profeten blev opfattet som en bevidst fornedrelse af, hvad muslimer holder helligt.”

Negative reaktioner?

I kølvandet på de negative reaktioner i forbindelse med Muhammed-tegningerne havde Davids Samling og museumsinspektør Joachim Meyer gjort sig nogle overvejelser om særudstillingens potentielt sprængfarlige karakter forud for åbningen:

”Vi var godt klar over, at det emne, vi valgte at tage op, for nogen måske kunne forekomme at være kontroversielt og netop kunne blive blandet sammen med Muhammad-tegningerne. Det var dog vores overbevisning, at der netop var brug for en saglig præsentation af emnet 'menneskefiguren i islamisk kunst' inklusive historiske gengivelser af Muhammed,” fortæller Joachim Meyer.

”Vores udstilling viser kunst fremstillet af muslimer til andre muslimer, og i de tilfælde Muhammed eller andre hellige figurer er blevet gengivet, er det naturligvis sket på respektfuld vis. Vores udstilling om et historisk materiale er således væsensforskellig fra nutidige, ikke-muslimers satiriske gengivelser af Muhammed.”

Davids Samling har ikke fået negative reaktioner på særudstillingen, tværtimod:

”Det strømmer ind med besøgende på museet, vi har kun fået særdeles positiv respons både fra Danmark og udlandet,” slutter Joachim Meyer tilfreds.

Kilde: Menneskefiguren i islamisk kunst – Folk, fyrster og hellige mænd af Kjeld von Folsach og Joachim Meyer.