Uenighed om religionens rolle i Nordens skifte til kristendom

I en ny bog hævder den norske historiker Øystein Morten, at den religiøse dimension overses, når historikere behandler religionsskiftet fra den nordiske religion til kristendommen. ”Om Harald Blåtand var religiøs er svært at sige noget konkret om,” mener Adam Bak, museumsinspektør ved Kongernes Jelling

Omkring år 965 rejste Harald Blåtand den store runesten ved Jelling. Her kan man blandt andet læse, at Kong Harald samlede riget og kristnede danerne. Men var det politiske årsager, som tvang Harald til at konvertere til kristendommen, eller var det snarere en dybfølt, personlig overbevisning?

I sin nyeste bog, ”Jakten på Olav Tryggvason”, gør den norske religionshistoriker og forfatter Øystein Morten sig til talsmand for det synspunkt, at mange nordiske historikere glemmer religionens rolle, når de behandler religionsskiftet fra den nordiske religion til kristendommen.

I et interview i det norske dagblad Vårt Land forklarer han, at mange historikere anser religionsskiftet som en udelukkende politisk beslutning.

”Det fremstilles ofte sådan, at de valgte den religion, som dyrker én konge, og ikke en religion, der understøtter tanken om mange, små konger. Jeg tror ikke, de tænkte på den måde. Det er nutidens historikere, der tænker på datidens konger, som om de var statstænkere. På samme tid tror jeg, at man tænker sådan, fordi kilderne giver os så få religiøse grublerier,” siger Øystein Morten til Vårt Land.

Troen spillede en rolle ved vikingetidens religionsskifte

Øystein Morten mener ikke, at Harald Blåtand på dette tidspunkt var truet, hvorfor han blandt andet afviser en teori om, at Harald skulle være blevet tvunget til at konvertere til kristendommen. Han mener derimod, at Harald Blåtand – og hans svigersøn Olav Tryggvason – virkeligt troede på kristendommens budskab.

”De må have troet, tænker jeg. Og jeg tror, at svaret er at finde i det, de kristne missionærer siger. De godtager nemlig, at de nordiske guder og dæmoner eksisterer, men som Djævelens redskaber. Missionærerne forklarer, at der er et niveau over dette, som de nordiske folk ikke kendte til, nemlig Kristus, der er stærkere,” forklarer Øystein Morten til Vårt Land.

Adam Bak er museumsinspektør ved Kongernes Jelling. Han er enig med Øystein Morten i, at Harald Blåtand givetvis har været troende. Men det er imidlertid ikke nødvendigvis dér, man som arkæolog skal lede, når man vil forklare religionsskiftet.

”De beslutninger, som Harald træffer, handler i høj grad om at løse politiske, økonomiske og organisatoriske problemstillinger. Når han skriver på runestenen og deklarerer, at han har gjort danerne kristne, så handler det ikke ret meget om religion, men måske snarere om det politiske – og om det politiske signal, det budskab sender,” forklarer han.

For Harald Blåtand var der store fordele forbundet med at overgå til kristendommen. Det formindskede presset fra det tysk-romerske rige, han fik bedre handelsmuligheder med resten af Europa, og han kunne lade kirken komme ind i samfundet, som derved kunne medvirke til at organisere samfundet, fortæller Adam Bak. Han er dog slet ikke i tvivl om, at religionen fyldte meget for menneskerne i vikingetiden. Men når man skal forklare, hvorfor de gik over til kristendommen, er man også nødt til at se på de muligheder, som religionen tilbød den enkelte, forklarer han.

”Det virker som om, at pragmatikken spillede en ret stor rolle i de beslutninger, der blev taget i vikingetiden. For mange har det handlet om, hvad der var gavnligt her og nu – og ikke hvad der var gavnligt i det næste liv,” siger han.

Historien må se på handlingens konsekvenser

Til Øystein Mortens kritik af nutidens historikeres syn på vikingekongerne svarer Adam Bak, at der ikke er noget forkert i at betragte Harald Blåtand som statstænker.

”Jeg tror lige præcis, at Harald var en stor statstænker. Det virker som om, at de beslutninger, han traf, var truffet på et informeret grundlag. Ikke nødvendigvis på indenrigsfronten, men i forhold til den internationale sammenhæng lader det til, at hans beslutninger var velovervejede,” siger han og uddyber:

”Om Harald var religiøs eller ej er svært at sige noget konkret om. Det, der er interessant for mig, er de konkrete ændringer, som religionen medfører: At han samler landet og introducerer kirken som officiel statsreligion. Det er konsekvenserne af hans handlinger, jeg leder efter. Der kan man ikke se, om personen bag var dybt religiøs, så det kommer til at bygge på antagelser.”