Uenigheder i den engelske kirkes parlament truer en bred kirke

Den engelske kirkes nyligt afholdte synode var præget af kontroverser omkring to kontroversielle bispekandidater, der tvinger kirken til at forholde sig til kvindelige biskopper og homoseksuelle i kirken, skriver religionsforsker Niels Valdemar Vinding, der deltog i synoden

Generalsynoden er den engelske kirkes parlament, som mødes to gange om året. Generalsynoden er et kirkemøde og udgør kirkens øverste samlede organ, hvor teologi og lovgivning smelter sammen på godt og ondt. Dette års første synode blev holdt i London i sidste uge, og her fyldte spørgsmålet om, hvorvidt en række kontroversielle personer skulle have lov at blive biskopper.

Synoden består af tre kamre kaldet huse: biskoppernes hus, de almindelige gejstliges hus og lægfolkets hus. De skal i fællesskab lovgive om den engelske kirkes indre anliggender og fastlægge kirkens budget og økonomi. Som et parlamentarisk rum er synoden også i høj grad en platform for diskussion. Det er her både de store teologiske spørgsmål og samtidens kontroverser og offentlige emner skal diskuteres med udgangspunkt i kirkens kristne og moralske plads i samfundet.

Kontroversielle bispekandidater

Allerede på synodens første dag var der tydelige spændinger, der kaldte på både kritisk og teologisk debat, og som varsler om ændringer i hele magtstrukturen i den engelske kirke.

Et af synodens store diskussionsemner tager udgangspunkt i en række kontroverser om udpegelsen af bispekandidater, som forsamlingen skulle tage stilling til på baggrund af en større rapport fra et fagligt professorudvalg. Udvalget har fået til opgave at gennemse reglerne for nedsættelse af de ansættelsesudvalg – kaldet Crown Nomination Committee - der står for at indstille bispekandidater til officiel udpegelse af premierministeren og dronningen.

Udgangspunktet for professorudvalgets teologiske gennemsyn var formelt set, at kirken er klar over, at det er dens opgave at følge med tiden. Dog skal den reelle grund til gennemsynet nok nærmere findes i det faktum, at det i forbindelse med de biskoppelige ansættelsesudvalg i både Oxford og Sheffield har været store problemer med at få ansat en biskop.

Til bispestolen i Oxford skulle de to kandidater, der ifølge ansættelsesudvalg var de bedste, tilsyneladende have været henholdsvis en kvinde og en homoseksuel. Dette fik de konservative stemmer i ansættelsesudvalget til at stemme imod, hvorfor udvalget ikke kunne finde de to tredjedeles opbakning, som skal til at sikre nomineringen. Derfor måtte man opgive og starte processen helt forfra.

I Sheffield var ansættelsesudvalget udfordret, da det i foråret 2017 kom frem, at kandidaten til bispestolen, Phillip North, som udvalget havde peget på som den bedste til opgaven, ikke ville modtage nomineringen. Årsagen var, at North, der er modstander af kvindelige præster, blev udsat for en række meget vokale og personlige angreb, hvorfor han mente, at han umuligt kunne samle eller lede stiftet.

Engelske evangelikale fylder mere

Debatten om hvordan en biskop skal ansættes blev afsluttet med, at generalsynoden tog professorudvalgets teologiske gennemsyn af reglerne til efterretning. Hermed må diskussionen fortsætte ved den næste synode.

I diskussionen om principperne for ansættelse af biskopper er det tydeligt, at synoden i høj grad er et politisk rum, der rummer alle de forskellige fløje og retninger i kirken – alt fra de højkirkelige over de liberale og de grønne til de konservative evangelikale stemmer. Særligt sidstnævnte står fortsat stærkere og stærkere i den engelske kirke med deres fokus på Bibelens bogstavelighed, Jesus Kristus som den eneste vej til frelse og Helligåndens levende og inspirerende virke i menigheden.

Teologi bliver til politik

De teologisk-politiske skel går på tværs af de tre kamre, så både blandt biskopper, præster og lægfolk er der uenighed. Særligt lægger spørgsmål om kvinder som biskopper, homoseksuelle i kirken, om andre trossamfund, herunder særligt islam, og om Westminister-parlamentets indblanding i kirkelige spørgsmål til grundlag for splittelsen.

De forskellige fløjes teologisk-politiske uenigheder truer med at gøre en bred og inkluderende kirke umulig. Synoden er et repræsentativt demokratisk rum i den engelske kirke, men som eksemplet om biskoppelige ansættelser viser, må demokratiet vige tilbage for kirkelig politik. Ansættelsen af biskopper er ikke som i Danmark en direkte demokratisk proces, og derfor kommer problemet op på øverste niveau.

Som sådan er det umuligt at holde politiske hensyn ude af synoden. Det vil være naivt at tro, at der i vigtige beslutningsrum ikke kommer politik. Men kernen i problemerne er vigtige teologiske emner, som vidner om grundlæggende uenigheder i den brede kirke. Hvis ikke kirkens ledelse, især Ærkebiskoppen af Canterbury, tager den parlamentariske teologiske samtale meget alvorligt og affejer problemet med en professorrapport, så risikerer man, at uenighederne bliver så politiserede, at de truer med at blive altdominerende for generalsynodens arbejde.

Niels Valdemar Vinding er cand.mag., ph.d. og postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Desuden er han ved at tage en mastergrad i kirke- og kanonisk ret på Cardiff University i Wales.