Ugens guder og gudinder: Hvem er dagene opkaldt efter?

TV2's julekalender "Jul i Valhal" fra 2005 gav mange et indblik i den nordiske mytologis gudeverden. Her møder man guder som Odin og Tor som begge har lagt navne til nogle af de danske ugedage. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

De fleste danskere er bekendt med nordisk mytologi. Nogle ved endda, at ugedagenes navne har forbindelse hertil. Men præcis hvordan er ugedagene og førkristen nordisk religion forbundet, og hvor stammer sammensætningen af religion og ugedage egentlig fra?

Du kender formodentlig til den gamle, enøjede gud. Måske ved du, han kaldes Odin, og at onsdag er opkaldt efter ham. Måske ved du alt dette, fordi du har læst tegneserien ”Valhalla” eller set julekalenderen ”Jul i Valhal”. Viden om førkristen nordisk religion har længe været en del af populærkulturen og er herigennem blevet spredt vidt og bredt i landet. Det er dog de færreste, der ved, hvor vikingerne fik deres inspiration fra. Derfor skal vi nu et spadestik dybere.

Simon Nygaard, ekstern lektor ved Aarhus Universitet, forklarer, at traditionen og praksissen med at opkalde ugens dage efter forskellige guder og himmellegemer stammer fra Antikken, hvor man i Grækenland, og senere i Rom, baserede ugedagene på det astrologiske system, hvor planeter og guder bærer de samme navne:

”Her er søndag dies Solis, solens dag, mandag er dies Lunae, månens dag, tirsdag er dies Martis, opkaldt efter Mars, onsdag er dies Merkurii, Merkurs dag, torsdag er dies Lovis, Jupiters dag, fredag er dies Veneris, Venus’ dag, mens lørdag er dies Saturnis, Saturns dag.”

Germansk fortolkning
Så hvordan er det helt præcist gået til, at ugedagene fik de navne, vi kender i dag? Det er formodentligt sket gennem det, man kalder interpretatio germana, hvilket vil sige, at germanske folkeslag har fortolket romerske ugedagsnavne ind i deres eget kulturelle system, begrunder Simon Nygaard:

”De har navngivet dagene efter guder, som minder om antikkens guder, og som har haft nogle af de samme funktioner at udfylde i mytologien og religionen. Krigsguden Mars’ dag bliver til krigsgudens Tyrs dag, tysdagr på norrønt. Dødsguden Merkur associeres med krigernes dødsgud Odin, óðinsdag, og Venus’ dag blev til Friggs dag, frjádag. Søndag og mandag er opkaldt efter henholdsvis solen og månen, sunnudagr og mánadagr. Torsdag, þórsdagr, er opkaldt efter guden Tor, hvilket hænger godt sammen med guden Jupiter, da begge er tordenguder. Lørdag falder lidt udenfor, fordi den ikke har noget med mytologien at gøre. Navnet stammer fra det norrøne laugardagr, eller vaskedag,” uddyber han.

Herudover fortæller Simon Nygaard, at navngivningen af ugedagene på baggrund af den romerske model hænger sammen med den udvikling, man så i samfundet i den første halvdel af det første årtusind e.Kr, da de germanske samfund ændrede sig radikalt under indflydelse af det romerske imperium og den romerske kultur.

Kirken opfattede (måske) ikke den nordiske religion som en konkurrent
Simon Nygaard fortæller, at antikkens måde at organisere dagene på spredte sig til både resten af det europæiske kontinent og til Asien, for eksempel Indien og Kina, hvor dagene blev tilpasset den regionale kulturs astrologiske og mytologiske systemer.

I dele af den romansktalende verden blev den antikke måde at organisere ugen på erstattet af en model, der passede bedre ind i det kristne verdenssyn. Her er søndag Herrens dag og dermed den første dag i ugen, hvorefter mandag er anden dag, tirsdag er tredje dag og så fremdeles indtil den bibelske sabbat, lørdag, som er hviledag.

”Denne model bruges delvist på Island, hvor onsdag kaldes midtugedag, miðvikudagur, (i øvrigt parallelt til den tyske Mittwoch) og fredag, föstudagur, er fastedag. Dette stammer antageligt fra omkring år 1100, hvor biskop på Hólar i Island, Jón Ögmundarson, indfører dette system. Det stammer altså fra et katolsk, kristent verdenssyn, hvor fredag er fastedag på grund af Jesu korsfæstelse langfredag. De baner har man tilsyneladende ikke tænkt i i resten af Skandinavien, hvor dagene altså stadig er opkaldt efter de nordiske guder. En forklaring kunne være, at kirken, som ville være den instans, der potentielt kunne have ændret navnene i løbet af middelalderen, ikke så navnene på ugedagene som en del af en konkurrerende religion,” fortæller Simon Nygaard.