Uighur: Vi vil ses som mennesker – ikke som "muslimer"

I Xinjiang-regionen i Kina er uighurerne, hvoraf størstedelen er sunni-muslimer, i årevis blevet forfulgt og overvåget af den kinesiske stat. Islamistisk radikalisering bruges som en undskyldning for at undertrykke, fortæller en uighurisk kvinde under et møde med forsker ved Københavns Universitet Rune Steenberg, der har forsket i uighurerne i 10 år

I 2017 indledte den kinesiske regering en interneringskampagne og i løbet af det næste år blev op mod en million uighurer arresteret og sat i lejre. Næsten alle de videnskabsfolk, hvis bøger jeg læste og som havde hjulpet mig utrolig meget under min feltforskning, var iblandt dem. Desuden havde stort set alle mine uighuriske venner i udlandet mistet kontakten til deres slægtninge. Det fik mig til at stå frem og tale om, hvad der foregik i Xinjiang og samarbejde med journalister - noget jeg ikke havde gjort før.

I november 2018 og februar 2019 tog jeg med danske journalister til Istanbul for at finde og interviewe uighurere, der havde været i lejre og deres pårørende. På min anden tur, fik jeg følgeskab af journalist og reporter Lene Winther. Vi interviewede én af de mest fremtrædende, tidligere lejerfanger Gülbahar Jalil i hendes private lejlighed i Istanbul. Gülbahar er uighurisk handelskvinde fra Kazakhstan. Hun er 55 år gammel og har tre voksne børn.

I september 2017 havde det kinesiske sikkerhedspoliti lokket Gülbahar til Xinjiang og arresteret hende. De havde tvunget datteren til én af Gülbahars veninder til at lyve om, at hendes mor lå på sygehuset, og at der var brug for Gülbahars hjælp. Derefter sad Gülbahar 15 måneder i forskellige arrester for kvinder. Hun var anklaget for at have sendt penge til et tyrkisk firma i Xinjiangs provinshovedstad Ürümchi, der formodes at have forbindelser til terrorisme.

I løbet af de sidste to år er 100.000 uighurer blevet arresteret, mange med lignende anklager og næsten ingen med nogen form for bevismateriale, der anerkendes udenfor Kinas eget system. For Gülbahar gik der tre måneder, før hun blev afhørt om sagen for første gang. Der gik yderligere et år inden hun blev frifundet og alle tiltaler frafaldt.

I de sidste dage inden Gülbahars løsladelse fortalte hun, at hun, komplet afmagret efter 15 måneder på vand og brød, havde fået masser af god mad, vitaminpiller og farvet sit nu stærkt grånede hår, inden de satte hende på et fly tilbage til Kazakhstan. Det var hendes held, at hun var kazakhstansk statsborger og at hendes børn var blevet ved med at skrive til den kinesiske ambassade i Kazakhstan og til det kazakhstanske konsulat i Xinjiang Kina.

Mange af de uighuriske kvinder med kinesisk statsborgerskab bliver stadivæk tilbageholdtog og har siddet fængslet i langt længere tid end hende. Nogle blev dømt, men de fleste blev frifundet eller også frafaldt tiltalen inden de kom for retten. Disse kvinder, og et langt højere antal mænd i lignende situation ville, efter at det var blevet påvist, at de ikke havde forbrudt sig mod landets love og havde tilbragt måneder eller år i arrest under meget svære forhold med forhør, vold, og for lidt mad og søvn, blive overført til såkaldte “genopdragelseslejre”.

Uighurisk kvinde søger lindring i spiritualiteten
I genopdragelseslejrene skulle de forhenværende mistænkte bo på deres egen aflukkede gang og undervises i anti-radikalisering. Her havde Gülbahar et tørklæde på. Det havde hun ikke haft inden sin anholdelse. Hun viste os billeder af sig selv fra 2016: en moderne, velsminket, selvbevidst og velnæret centralasiatisk handelskvinde. I arresten havde hun tabt 20 kilo.

Gülbahar var stærk, men tydelig mærket af voldsoplevelsen og som mange uighuriske kvinder, vi mødte i Istanbul, der havde lidt lignende skæbner, søgte hun lindring i en spiritualitet, hun ikke før havde følt et behov for at indlade sig på. Derfor gemte hun sig nu under et hovedtørklæde. Både for ikke at afsløre sin reducerede hårpragt, men også for bedre at kunne færdes på Istanbuls gader uden konstant angst for at blive genkendt og forfulgt af kinesiske agenter. Som flere andre uighurer vi interviewede, der havde siddet i arrest eller genopdragelseslejr i Xinjiang i de sidste to år og fortalte deres historie til pressen, gik Gülbahar ikke alene på gaden og opholdt sig det meste af tiden i sin lejlighed inden døre.

Da vi nu sagde farvel og tak for både interviewet og den mad, Gülbahar selv havde tilberedt for os, inden vi kom, stod en ung uighurisk kvinde frem, der havde været til stede under interviewet. Hun havde som syttenårig selv siddet i arrest i et halvt år, da hun i 2009 havde deltaget i demonstrationer i provinshovedstaden sammen med sine klassekammerater. De havde derfor været blandt de første, der blev tilbageholdt, da det kinesiske kommunistparti i maj 2017 havde indledt en ny bølge af arrestation, som de på forhånd havde konstrueret over en million kvadratmeter ekstra fængsels- eller lejerområde til.

En uge inden den unge kvindes planlagte bryllup, havde hendes far hørt, at hun også skulle arresteres. Han havde resolut kørt hende til lufthavnen, betalt de hundrede tusinder af yuan, der skulle til, for at bestikke hende ud af landet og sendt hende til Istanbul, hvor hun nu læser litteratur på universitetet. Hun havde åbent hår, elegant kjole uden ærmer og stilsikker sminke, der passede både til hendes moderne værdier og blændende intelligens. Hun talte til Lene og jeg oversatte:

“Mange tak for at fortælle vores historie. Vi er meget taknemmelige. Men når du nu skriver om os og om de ting, der er sket, er der alligevel to ting, jeg gerne vil bede dig om,” sagde hun.

“For det første, vil jeg bede dig om, at skrive Østturkestan og ikke Xinjiang, da det første er vores eget ord for vores hjemland og det andet den kinesiske besættelsesmagts. For det andet vil jeg bede dig om ikke at starte din artikel med at skrive ‘de muslimske uighurer’ eller ‘de uighuriske muslimer’. De fleste af os er godt nok muslimer, men ikke alle. Vi har både mange kristne og ateister iblandt os også, der er ramt og lider sammen med os andre. Vores familier fængsles og skilles ad ligegyldigt, om vi tilhører den ene eller anden religion”.

Hun forsatte: “Desuden bliver islam set som en undskyldning for undertrykkelse af mange, ikke mindst i vesten. Den kinesiske regering bruger islamistisk radikalisering af nogle få som en undskyldning for at undertrykke og ødelægge et helt folkeslag, og mange er blot alt for villige til, direkte eller indirekte, at pålægge os dette stempel. Vi er andet og mere end islam og vi vil gerne, selvom de af os, der er muslimer, er stolte af vores religion, først og fremmest ses som mennesker, der har mistet deres forældre, børn, søskende og venner”.

Uighurisk protest stemplet som ”terrorisme”
Efter Maos udskejelser og Kulturrevolutionen i 1970’erne havde den kinesiske regering i 1980’erne understøttet både den kulturelle og religiøse aktivitet blandt uighurerne i den nordvestlige del af Kina. Ældre uighurer, jeg interviewede, fortalte mig om koranlæsninger organiseret og sponsoreret af regeringen.

Men i 2015 blev den oversættelse, de dengang havde brugt, forbudt. En ny oversættelse fra 2005 gjaldt nu som den eneste lovmæssige, da den gamle efter sigende indeholdt fundamentalistisk terminologi. I 2017 forlød det fra mange uighurer, at hvis blot man havde en Koran i sin bogreol, kunne det være grund til at blive arresteret.

Denne forandring aftegnede sig gradvist i løbet af de efterfølgende 30 år. I 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, så den kinesiske regering en stor fare i uighurisk separatisme og mange af de uighurer, som i dag lever i Tyskland, Frankrig, Tyrkiet og Sverige måtte dengang flygte fra regeringens “strike hard, maximum pressure”-politik.

Efter den 11. september 2001 forandredes diskursen: Kina tog tråden op fra den amerikanske War on Terror og begyndte at stemple uighurisk modstand og protest som “terrorisme” og “radikalisme” for dermed at legitimere både en hård hånd mod den lokale befolkning i Xinjiang og årelange arrestationer uden rettergang – efter amerikansk model.

En tysk turkolog og uighurekspert blev i 2008 fløjet til Guantanamo for at oversætte for en gruppe på 12 uighurer, som amerikanerne enten havde arresteret eller fået udleveret mod en belønning af specialister i Afghanistan. Han har fortalt, at blandt disse mennesker, der i de fire års arrest og forhør ikke havde fået lejlighed til at tale med nogen, der forstod deres eget sprog, viste sig kun at være én med et - meget overfladisk - kendskab til islam.

De påstod at være flygtet fra kinesisk, politisk undertrykkelse over bjergpassene til Afghanistan og udtrykte overraskelse grænsende til vantro over, at de nu havde siddet i amerikansk fangenskab i årevis. Hvordan kunne det være, havde de spurgt ham. De havde ellers været sikre på, at amerikanerne var på deres side.

Disse 12 mænd blev, ligesom Gülbahar, frifundet, men ligesom for 100.000 andre af indsatte i de forskellige arrester, fængsler og lejre i Xinjiang i dag, var deres familier blevet ødelagt og deres forbindelse til deres børn afskåret.

Religionsdebatten blomstrede frem blandt uighurere
I 2010-2014 forskede jeg i uighuriske bryllupper og slægtskab, og tilbragte omtrent halvandet år i regionen. I denne periode blomstrede den religiøse debat frem. Både i tidsskrifter, på TV og i folks dagligstuer diskuteredes religions plads samt forholdet mellem en religiøs og en etnisk-national identitet i et moderne, uighurisk samfund.

Tit var det meget praktiske spørgsmål, man forholdte sig til: Hvor meget skal der danses til et bryllup? Hvad slags musik skal spilles og på hvilke tidspunkter? Bør der serveres alkohol? Er det religiøst tilladt at spise fabriksproduceret kylling, der slagtes af en maskine i stedet for af et menneske? Er det tilladt at tage traditionel kinesisk medicin, der indeholder slangedele? Hvor tit bør man bede om dagen og under hvilke forudsætninger kan det udsættes? Hvem er undtaget fra fasten under Ramadan? Hvor mange penge må man højest bruge på bryllupper og gaver og hvordan omgås vi madspild?

Selv om uighurene, især i Xinjiangs fattigere, sydlige oaser, var blevet mere religiøse i løbet af 2000’erne, og der ikke længere blev serveret alkohol ved bryllupper eller danset pardans mellem kønnene, så praktiserede langt de fleste en meget moderat form for islam og troede samtidig på udvikling og en moderne økonomi.

Mange uighurer fordømte de voldelige angreb, der i disse år blev rettet mod den kinesiske regering, politiet og nogle gange Han-kinesere. Nogle af personerne bag angrebene brugte islamistisk symbolik, men mange var udøvet af frustrerede familiemedlemmer til uighurer, der – ifølge eget perspektiv – var blevet uretfærdigt arresteret og selv efter løsladelse blev stemplet som forbrydere overalt. Det ødelagde deres muligheder for at drive handel og skabe en udholdelig tilværelse.

Det var kendetegnende, at de fleste voldelige angreb i Xinjiang mellem 2010 og 2016 blev udført af familier eller nabofællesskaber, frem for af isolerede unge mænd, der ellers udgør det almindelige demografiske strata for rekruttering af terrorister. Med andre ord kunne disse angreb ses som oprør mod diskrimination.

Alligevel lykkedes det den kinesiske regering, med hjælp af den globale diskurs omkring islamisme, at stemple dem som terrorister, hvilket sidenhen er blevet brugt til at legitimere over en million arrestationer af mennesker, hvoriblandt den allerstørste del intet har haft med hverken radikal islam eller politisk oprør at gøre. De arresterede har lidt dybe psykiske konsekvenser af deres voldelige oplevelser under indespærringen og mange har endda mistet kontakten til deres børn, forældre eller andre nære slægtninge.

Den kinesiske regering blåstempler enhver for radikalisering
Store dele af det internationale samfund har accepteret denne fremstilling i alt for lang tid nu. Den danske regering har været tilbageholdende med at ytre sig om problemstillingen med Xinjiang og endda med at søge informationer fra vores forskningsgruppe med fokus på uighurene ved Københavns Universitet – også selv om vi direkte har tilbudt vores ekspertise.

Samtidig har det danske forsvarsakademi, ifølge en offentlig rapport, afholdt en konference om kontra-terrorisme med kinesisk deltagelse i Beijing, hvor to ud af otte bidrag omhandlede situationen i Xinjiang. Selvom retorikken omkring den kinesiske regerings forsøg på at stoppe radikalisering og vold umiddelbart kan lyde overbevisende, så er min erfaring fra ti års forskning i Xinjiang, at den såkaldte “radikalisering” påstemples enhver, der viser sig blot en anelse kritisk overfor regeringen eller prøver at udleve en endog meget moderat form for religionsudøvelse, der ikke går ud over de rettigheder, det kinesiske retssystem garanterer.

Siden 2014, hvor regeringen indledte en undtagelsestilstand og udråbte Folkets Krig mod Terror (The People’s War on Terror), er uighuriske skikke, der før ansås for at være kultur - såsom Sama-dansen og dele af bryllupsceremonien - først blevet markeret som religion og siden som radikalisme, der kan medføre fængsel eller genopdragelse i lukkede lejre. Jeg anser denne kampagne for langt mere skadelig, voldelig og i det lange løb radikaliserende end nogen form for prædiken kunne have været.

I en kort bog fra 2015 stiller antropolog Talal Asad spørgsmålet, hvorfor nogle former for vold dæmoniseres (som f.eks. terrorisme), mens andre accepteres (som f.eks. krig). Den unge kvinde i Istanbul havde forstået, at selv i den internationale mediediskurs ville den massive vold, der bliver gjort mod hende, hendes familie og flere millioner andre mennesker i hendes hjemregion, kunne blive legitimeret, hvis de blot kunne associeres med grupper, der kunne stemples som terrorister. Hun havde forstået, at faren for dette forøges, når uighurerne i medierapporter først og fremmest beskrives med den fremmedgørende kategori “muslimer”.