Askese i buddhismen

Buddhistisk askese handler om afholdenhed. Foto: Pixabay

Buddha var asket og prædikede afholdenhed for disciplene. Han var dog også pragmatisk og opfordrede til den Gyldne Middelvej for alle, der ville følge hans lære.

Askesen er vigtig i buddhismen univers. Ikke alle behøver dog følge denne livsform, der kan gradbøjes i strengere og mildere udgave.

Yoga og askese

Askese har i indiske religioner altid spillet en stor rolle. Askese betyder afholdenhed, og inkluderer både seksuel afholdenhed (cølibat,brahmacharya), afholdenhed fra kropslige udfoldelser, afholdenhed i perioder fra mad og drikke, og ofte grader af isolation fra samfundet.

Ideen om at askese var vejen til frelse blev både før og efter Buddhas tid praktiseret af yogier. Yogierne dyrkede den klassiske disciplin, der hedder yoga, og som også i dag i Vesten kendes i mange forskellige former, de færreste med religiøs frelse som umiddelbart mål. Yogierne var udenfor det religiøse samfund i den forstand, at de gik deres egne vegne som omvandrende asketer. De dyrkede deres krop og sind, og havde ikke som præsterne samme status som samfundsbevarende religiøse specialister. De trak sig ind i sig selv, udviklede meditationsteknikker og kropsøvelser, der både styrkede krop og sjæl, men som også var med til at nedbryde det ?menneskelige? ved selvpinsler. Yoga-vejen til frelse var en metode til at rense sig selv, og på længere sigt at overskride sig selv for at opnå enhed med kosmos og frigørelse fra livshjulet. Yogier, der ved streng askese og selvpinsel opnåede magiske evner og en ?indre ild?, der bragte dem tættere på frelsen, findes der mange historier om i indisk religionshistorie.

Buddha og askese

I Buddha-legenden hører vi om nogle omvandrende asketer,sramanaer. Disse var yogier, der belærte Shakyamuni (før han blev Buddha) om forskellige yoga-teknikker. Shakyamuni kom selv til at mestre forskellige meditationsteknikker. Han lærte at holde vejret i lang tid, at leve længe uden mad og drikke, men han kom ikke tættere på frelsen ved selvpineri og ekstrem askese. Det blev en indsigt, han også gav videre til andre: at overdreven askese og selvplageri ikke er bedre, end dens modpol, den overdrevne sanselighed. Buddhas vej til nirvana blev karakteriseret ved middelvejen mellem disse to, en balance, der stadig påberåbes som en af buddhismens vigtigste træk.

Men askese i visse former er dog stadig del af buddhismen. Ligesom senere hinduisme indoptog noget af buddhistisk praksis, blev også den tidlige buddhisme inspireret af yoga. De tidligste buddhister menes endda at være en blandt andre grupper af omvandrende asketer, sramanaer. Shakyamuni forlod selv sin kone og barn for at gå egen vej mod oplysningen, og asketisk livsførelse var del af hans egen vej, som disse tekstudklip.

Askese og klosterliv

Klosterlivet er da også gennemsyret af asketiske principper og praksisformer, uden dog at være så ekstreme, som visse yoga-traditioner og dens ligesindede indiske jain-religion.

Klosterreglerne, der bestemmer munkene og nonnernes adfærd, er i høj grad udformet som normer for asketisk livsførelse. Først og fremmest lægges der vægt på afholdelse af kønslig kontakt. Det gælder forbud mod samleje, som kan straffes med udstødelse, og det gælder berøring af og alt for private samtaler med, personer af det andet køn, som "straffes"med dårlig karma. Men det gælder også afholdenhed fra andre sansenydelser. Munke i theravada-traditionen spiser ikke mad efter frokost, og klosterreglerne definerer regler for, hvor blød, en seng må være.

Meditation er en form for mental askese, hvor overflødige tanker sorteres bort for at komme væk fra sanseobjekterne til erkendelsen af altings forgængelighed, på samme måde som stilhed er en asketisk dyrkelse af unødvendigheden af overflødig støj og kommunikation. Munkes og nonners personlige ejendele er (indenfor theravada-traditionen) asketisk begrænset til det allermest nødvendige, og et kloster er ofte asketisk udsmykket med kun symboler, der peger hen på det vigtigste, nemlig Buddha og hans anvisninger til frelsen.

Gradbøjet askese

Askese giver prestige i Asien. Det er med til at højne en munks og nonnes anseelse, at han/hun lever efter de strenge normer, som personer i det sociale samfund hverken kan eller bør leve efter. Det er dog ikke alle klosterbeboerne, der overholder reglerne. De kan bøjes, fortolkes bredt, brydes eller ignoreres.

Det var bestemt ikke alle buddhistmunke, der hele livet igennem levede på dydens smalle sti, og både homoseksualitet indenfor klostrenes mure og besøg i storbyens prostitutionskvarterer har været del af historien og moderne skandaler, der har truet sanghaens omdømme. Graden af sansemæssig afholdenhed har også været fortolket anderledes mange steder i Østasien og i moderne klostersamfund, hvor fx omfanget af personlige ejendele og forbud mod for komfortable møbler har været mindre strengt defineret.

I det hele taget har askesens berettigelse været omdrejningspunktet for mange kloster- og lægbuddhister i deres møde med Vesten og moderniteten. Bør forholdene ikke tilpasses omstændighederne, så kun nødvendig askese overholdes ? på samme måde, som kun nødvendig sansenydelse bør tillades? Med andre ord, bør ikke den højagtede middelvej være rettesnoren for udformningen af de asketiske rammer? Bør det ikke være hensigten bag askesen "fornægtelsen af begæret"der frem for de formelle regler, der bør være kriterier for anstændig levevis?

Især i Vesten har askesen fået en anden, og mindre regelret, drejning, og i det moderne Japan er den sjældent del af en buddhists liv, bortset fra klosterlivet, der i nogle traditioner stadig fylder en del.

Ekstrem askese

Omvendt har flere traditioner eller enkeltpersoner skærpet krav til egen og/eller andres askese. Allerede tidligt gav buddhismen mulighed for at intensivere asketisk træning for især de munke, der ville bo i isoleret ensomhed. En liste over 12 (eller 13) ekstra asketiske praksisser (dhutanga) blev rettesnor for især de, der i skov- eller bjergklostre ville tættere på en endnu mere strengt defineret livsform.

Sådanne regler indebar fx forbud mod at acceptere invitationer til at spise hos lægfolk, mod at spise mere end en portion, mod at sove i en almindelig bygning, mod at ligge ned under søvnen.

Maraton-munke

Et eksempel på en mere streng form for asketisk livsførelse finder man hos japanske munke på Hiei-bjerget ved Kyoto. De tilhører en retning, der har dyrket askesen for de få, der har mod på "og som får lov til"ekstrem, ritualiseret askese. Over en periode på 12 år lever de meget få et strengt, asketisk program, der ud over afholdenhed fra basal komfort også indebærer fysisk krævende øvelser som fx i perioder at gå, hvad der svarer til en "og nogle gange endda to"marathon´er.

De sidste ni dage i forløbet afsluttes med total afsondrethed. Munken skal sidde i et mørkt rum uden mad, drikke, kommunikation og bevægelse. En tidligere japansk sekt udviklede sådanne asketiske øvelser til ekstremer. Yamabushier sultede sig selv til døde, begravet under jorden med kun en sprække til luft, så pinslen kunne gnave de sidste livskræfter fra de målbevidste munke. Denne praksis blev senere forbudt. Og blandt buddhister i dag er det stadig normen hos langt de fleste, at askese for klosterbuddhismen er vigtig, men kun i nødvendig i en vis udstrækning.

*Udgivet første gang 9. marts 2005. Artiklen er siden blevet opdateret 11. december 2017.