Moral i hinduismen

Hvad er hinduismens syn på vold, krig og drab? Og må man modtage eller udføre aktiv dødshjælp? Hvordan ser man ligeledes på selvmord, abort, utroskab i hinduismen - og hvad er kvindens status i religionen. Læs om den gode hindu-moral her

Etik i hinduismen

Først skal vi lige kaste et kort blik på den etik, som moralen bygger på. Centralt inden for hindu-traditionen står forestillingerne om karma og samsara. Sjælen fødes igen og igen i et pinagtigt kredsløb (samsara). Sjælens genfødsel bestemmes af de handlinger (karma), der er udført i dette liv. Det gælder altså om at handle rigtigt - i overensstemmelse med etik og moral. Jo bedre der handles i dette liv, jo bedre genfødsel opnåes i næste liv. Jo dårligere der handles i dette liv, jo dårligere genfødsel fåes i næste liv. I sidste ende er målet moksa, frelsen. Den består i udfrielse fra samsara. Der skal dog mange genfødsler til, før målet kan nåes.

At handle etisk godt er altså helt centralt inden for hinduismen. Handlingerne indtager en meget vigtigere position end vi - i hvert fald inden for protestantisk kristendom - er vant til. Etikken er religion. Etikken er ikke ens for alle. Hvordan den enkelte handler rigtigt, afhænger af dennes kastetilhørsforhold og livsstadie. Overordnede regler som ikke at slå ihjel, ikke at volde ondt, ikke at bedrage, ikke at bryde en ed o.lign. gælder dog for alle

Hinduisme i Indien

For at få et indtryk af hvordan etikken udmøntes inden for hinduismen, må vi se på den konkrete kontekst, hvor moralen anvendes. I Indien er omkring 80 % af befolkningen hinduer. Det svarer til ca. 800 millioner mennesker. På den ene side er Indien gennemsyret af hinduismen. På den anden side er Indien en sekular stat, dvs. en stat, hvor religion og politik er adskilt. Landets love er altså ikke bestemt af religionen.

Indien er en moderne stat under vestlig påvirkning. Her er alt muligt. Indien har en kæmpe hær af mennesker med høje uddannelser. Indien har avancerede sygehuse, atomkraft, er med i rumforskningsprogrammer osv. Samtidig har Indien mange fattige, bønder på landet, som stadig pløjer med okser, hvis de da er så heldige.

Ligesom alle andre mennesker er hinduer desuden forskellige. For nogle betyder religion (etik) meget. For andre betyder den næsten intet. Alle disse forskelle må vi have for øje, når vi beskæftiger os med hinduismens moral. De moralske dilemmaer, som hinduer står overfor, er i bund og grund de samme, som vi kender fra vores egen del af verden.

Det hinduistiske ideal om ikke-vold

I den centrale hinduistiske tekst Bhagavadgita (ca. 200 f.v.t. til 200 e.v.t.) opregnes en række guddommelige og dæmoniske kvaliteter.

De guddommelige kvaliteter er:

Frygtløshed, en ren Karakter, Udholdenhed i Erkendelsens Yoga, Gavmildhed, Selvbeherskelse, Ofring, Vedastudium, Bodsøvelse, Retsindighed, Respekt for andre Væseners Liv [ahimsa], Sanddruhed, Blidhed, Forsagelse, Ro, Ærlighed, Medlidenhed overfor alle Væsener, Beskedenhed, Mildhed, Undseelse, Stadighed, Styrke, Taalsomhed, Fasthed, Renhed, Fredsommelighed og Ydmyghed (citat fra Bhagavadgita kap. 16 v. 1-3, oversat af Poul Tuxen i 1952).

De dæmoniske kvaliteter er:

Uærlighed, Stolthed, Hovmod, Vredagtighed, Grovhed og manglende Erkendelse? (citeret fra samme sted, v. 4).

Ahimsa, dvs. ikke-vold, er altså et af idealerne for den hinduistiske moral. Man skal søge at leve i harmoni med respekt for hinanden. Vrede og vold er dæmonernes, de svage og banges strategi. De udøves af den, der ikke er kommet ret langt på genfødslernes vej mod frelsen. Dette gælder dog ikke ubetinget. Vold må nemlig anvendes i selvforsvar. Når Gandhi valgte at kæmpe mod de britiske magthavere ved hjælp af ikke-vold, var han undtagelsen, som bekræfter reglen.

Krig

Vold må anvendes i selvforsvar. Konfronteret med ondskab og uretfærdighed er det således ok at slå igen. I dette perspektiv kan krig retfærdiggøres. At føre krig er samtidig en af de etiske pligter for en mand født i ksatriya-kasten, dvs. kriger-kasten. Her har hinduismen altså et moralsk dilemma. På den ene side står idealet om ikke-vold og om ikke at slå ihjel. På den anden side står den etiske kasteforpligtelse til at kæmpe. Ved at kæmpe følger krigeren verdensordenen, han sikrer sig god karma og dermed mulighed for en bedre genfødsel i næste liv.

Siden uafhængighed i 1947 har Indiens strategi fra politisk hold været at opnå militær overlegenhed i forhold til nabolandene. Det skulle dæmpe disses lyst til krig mod Indien. Indien har således bl.a. udviklet sin egen atombombe. Indien har dog i samme periode været i krig med Pakistan hele tre gange. Desuden har Indien haft en militær konfrontation med Kina og har lavet militære indgreb i Sri Lanka og i det område, der nu hedder Bangladesh. Trods den religiøse doktrin om ikke-vold har Indien altså ikke ligefrem holdt sig uden for krig. Forholdet til Pakistan var så sent som i 1998-1999 skræmmende dårligt. Indien udførte atomprøvesprængninger ved grænsen til Pakistan. Pakistan svarede igen ved at gøre det samme. Spændingen mellem de to lande var stærk. Verden frygtede en atomkrig landene imellem. Til alt held forbedredes forholdet i 1999.

At slå ihjel

At man ikke må slå ihjel, er en af de helt overordnede regler i den hinduistiske etik. Ved at slå ihjel bryder man princippet om ikke-vold. Man gør desuden ende på et liv, før det egentlig var udlevet. På den måde blander man sig i verdensordenen og piller ved den afdødes sjæls muligheder på vejen mod frelsen. Det giver dårlig karma og dermed en dårlig genfødsel både for en selv og for den dødes sjæl.

Aktiv dødshjælp (euthanasi)

Også m.h.t. aktiv dødshjælp møder vi moralske dilemmaer og uenighed. At udøve aktiv dødshjælp betragtes af mange hinduer på linie med at slå ihjel. Man gør altså ende på et liv, før det ifølge verdensordenen var meningen. Det påvirker patientens sjæls genfødsel og giver dårlig karma til både læge og patient. Hvis man udøver aktiv dødshjælp, lever man heller ikke op til idealet om ikke-vold.

Nogle hinduer mener dog, at det må betragtes som en god gerning at hjælpe et menneske fri for et smertefuldt liv. Det er en god gerning, som må give god karma.

Det samme dilemma genfindes i forhold til livsforlængende behandling. På den ene side er livsforlængende behandling ikke godt. Når man holder et menneske kunstigt i live, blander man sig nemlig igen i verdensordenen. Både lægens og patientens karma vil blive påvirket i negativ retning. På den anden side gør man måske en god gerning. Dette gælder især, hvis f.eks. en respirator kan bruges som led i helbredende behandling.

Smertelindrende medicin

Anvendelsen af smertelindrende medicin giver også grund til moralske overvejelser. Smertelindring anvendt på en døende patient er problematisk. Det hænger sammen med den hinduistiske forestilling om den gode død. Den gode død kommer ikke som nogen overraskelse. Den kommer som noget, man har forberedt sig på, sådan at man har bragt alle sine forhold i orden og ikke længere føler sig bundet til noget i denne verden.

Det idelle er at dø, mens man er bevidst. Menneskets sidste tanker har betydning for genfødslen. Det er således ikke godt at være dopet i dødsøjeblikket.

Selvmord

Det er svært at opnå genfødsel som menneske. Menneskelivet er derfor meget værdifuldt. Når man er født som menneske, har man en unik mulighed for at nå nærmere frelsen. Hvis man begår selvmord, ødelægger man denne mulighed. Det giver rigtig dårlig karma.

Der findes dog en undtagelse fra denne regel. Man kan stoppe med at spise og altså sulte sig ihjel. Denne praksis er dog kun åben for mennesker, der har levet et helt liv, der ikke længere har ansvar i denne verden og hvis krop er blevet en byrde. I realiteten er det kun en mulighed for gamle asketer eller uhelbredeligt syge mennesker. I modsætning til andre selvmord er denne form for selvmord ikke-voldelige, naturlige, de foregår under samfundets regulering og over lang tid. Den døende har tid til at indstille sig på døden og får på den måde efter hinduistisk målestok en god død.

Abort

Hinduismens klassiske tekster taler stærkt imod abort. At slå et ufødt barn ihjel sidestilles med at slå en brahmin, dvs. en, der hører til den højeste kaste, ihjel. Bag denne stærke modstand mod abort ligger forestillingen om, at det allerede er i undfangelsesøjeblikket, at en genfødt sjæl tager bolig i legemet. Det betyder, at fostret helt fra starten er et menneske med en fuldt udviklet sjæl. At slå et foster ihjel er derfor ikke anderledes end at slå et andet (født) menneske ihjel. Ved en abort bryder man ind i verdensordenen og skader dermed både næste genfødsel for fostrets sjæl og for sig selv.

På trods af religionens forbud er abort tilladt i Indien. Statistikkerne er usikre. De svinger fra omkring 600.000 til op mod 6 millioner aborter om året. Siden 1970'erne har det ved hjælp af en fostervandsprøve været muligt at kønsbestemme et foster. Det har resulteret i, at en del familier fravælger pigebørn. Drengebørn er bedre, ikke mindst fordi familierne kan spare mange penge i forbindelse med den medgift, som ellers skal betales ved en piges bryllup. Det har i Indien siden 1996 været ulovligt således at vælge abort på baggrund af køn.

Hinduismens syn på Ægteskab, skilsmisse, sex og sidespring

Ifølge hinduismen er ægteskabet helligt. Vielsesritualet forbinder ægtefolkenes sjæle. Forestillingen er, at de to sjæle ikke bare en forbundne i dette liv, men ofte bliver sammen i mange genfødsler. Det er altså ikke tilfældigt, hvem man bliver gift med. Denne forestilling om ægteskabets hellighed er baggrunden for, at hinduismen traditionelt er imod skilsmisse. Trods religionens afvisning er skilsmisse ifølge Indiens lovgivning mulig. Skilsmisse medfører dog - særligt for kvinden - i de fleste sammenhænge social stigmatisering. En fraskilt kvinde skal bestemt ikke regne med at blive gift igen.

Sex er helt ok, så længe det finder sted inden for ægteskabet. Sex skal dog ikke dyrkes for nydelsens skyld, men for at få børn. Sex er altså ikke urent. Det er begær til gengæld.

Netop på grund af ægteskabets hellighed ses der i den klassiske hinduistiske litteratur ikke med milde øjne på sidespring. Det er dog værst, hvis det er kvinden, som laver miseren. Jo højere kaste kvinden kommer fra, og jo lavere kaste manden kommer fra, jo værre er det. Vi ser her dels begærets urenhed og dels frygten for kastesammenblanding. Hvis et sådant forhold resulterer i et barn, vil dette følge faderen. For at undgå kasteforurening og dermed social degradering gælder det for højkastemændene om at holde godt øje med deres kvinder.

Kvindens status i hinduismen

Inden for hinduismen betragtes kvinden med ambivalens. Som vi har set, er kvindens placering som ægtefælle og moder vigtig. Kvinden nyder som sådan i høj grad respekt og anerkendelse. Hendes sjæl følger mandens sjæl også efter døden, de to deler skæbne. Traditionelt er den gode kvinde den, der i trofasthed og ydmyg lydighed følger sin mand i tykt og tyndt.

Kvinden har dog ifølge hindu-traditionen også en anden side. Hun er den lystne og syndefulde. Det er kvinden, som leder mændene i fordærv. Kvinden kan derfor ikke stå på egne ben. Hun skal styres. Som barn bestemmer faderen således over sin datter, i voksenlivet bestemmer ægtefællen, og i alderdommen bestemmer sønnen.

Dette traditionelle, religiøse syn på kvinden står dog ikke alene. Kønsrollerne er generelt under opblødning i det moderne samfund, især inden for Indiens hastigt voksende middelklasse. Generelt får flere kvinder uddannelse. Indien er heller ikke ukendt med store kvindelige ledere, tænk f.eks. på tidligere premiereminister Indira Gandhi (1917-1984, premiereminister i perioderne 1966-77 og 1980-1984).