En satans historie

Historisk set

Egentlig er den forestilling, vi i dag har af Satan, ikke helt retfærdig.

Trods den almene opfattelse har han nemlig ikke altid været mørkets ubestridte fyrste og Guds fjende nummer et. Faktisk tog det Satan et godt stykke tid at blive både sin egen og ondskabens herre. Historien om Djævelen indeholder både misundelse, straf, sex, et strejf af dumhed og et hamskifte af dimensioner. Men hvor kom han egentlig fra, denne godhedens modpol, som vi også i dag frasiger os i trosbekendelsen?

I begyndelsen ånder alt fred. Gud skaber himlen og jorden, lyset og mørket. Men i tredje kapitel af Første Mosebog går det galt: Ondskaben bugter sig ind i Paradisets Have, og vi møder Djævelen for første gang.

Og dog. For faktisk står det ikke nævnt med et eneste ord, at slangen skulle være Djævelen. Den konklusion støder vi først på langt senere, nemlig i Johannes Åbenbaring, som fortæller os om "den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden."

Men der er god grund til at tro, at Satan træder ind i universets og Guds historie langt tidligere end episoden i Edens Have. En nærmere forklaring af den teori kræver først en tur forbi Qumran-området ved Det Døde Hav. Her leder en hyrde i 1947 efter et af sine får, som har forvildet sig ind i en grotte. Hyrden kaster angiveligt en sten ind i grotten for at jage fåret ud, men i stedet for en brægen hører han lyden af keramikkrukker, der slås itu. Det viser sig, at han har fundet de såkaldte Dødehavsskrifter, der kan dateres til det første århundrede efter Kristus.

Dødehavsskrifterne

Med Dødehavsskrifterne bliver spørgsmålet om Satans oprindelse rigtig interessant. Det mener Søren Holst, adjunkt ved Københavns Universitets Afdeling for Bibelsk Eksegese og medredaktør på bogen "Dødehavsskrifterne og de antikke kilder om Essæerne."

De gamle skrifter indeholder en genfortælling af Første og Anden Mosebog med nogle fascinerende tilføjelser: Den dag, Vorherre skaber lyset, skaber han også både lyse og mørke engle.

Konklusionen er altså, at Satan er skabt af Gud, og at han oprindeligt bare er en del af et hof, de såkaldte gudesønner, som omgiver Gud. Netop gudesønnerne støder vi på i Jobs Bog ? det eneste sted i Det Gamle Testamente, der beskriver Satan som person. Her er Satan endnu ikke Guds fjende ? snarere tværtimod, og det fremgår tydeligt af rollefordelingen, mener tidligere lektor i teologi, Arne Munk.

? Satan skal aflægge rapport om livet på jorden, og da han sætter spørgsmålstegn ved Jobs tro, får han lov at sætte ham på prøve. Satan står altså i et tjenesteforhold til Gud, hvor han skal have tilladelse, før han handler. Det er Gud, der trækker i trådene, forklarer Arne Munk.

Det Nye Testamente

Først i Det Nye Testamente har Satan klippet strengene til Gud og fået en helt anden status. Nu er han verdens fyrste, som ikke længere er begrænset af Vorherre, men i stedet indtager rollen som selvstændig magt og Guds ærkefjende. Det demonstrerer han ved den første konfrontation mellem de to i ørkenen, hvor Satan ifølge Lukasevangeliet frister Jesus. Men noget tyder på, at den sataniske løsrivelsesproces ikke helt er lykkedes, påpeger Søren Holst.

? Selvom Satan spiller en selvstændig rolle som fristeren, så er det alligevel Gud, der har fat i den lange ende: Det er ånden, der fører Jesus ud i ørkenen. Det er altså Guds plan, at Jesus skal fristes, og Satan er bare en brik i den plan, forklarer han.

Ligesom Satans rolle har også hans udseende ændret sig gennem tiderne. Fanden har nemlig ikke altid været den dæmon med horn, hale og klove, som mange forbinder ham med i dag, fortæller Arne Munk.

? Han har været en tilforladelig og charmerende type, velformuleret og indtagende. Hvordan skulle han ellers kunne friste både Eva og Job?

Johannes Åbenbaring

Det er først langt senere, at Djævelen ifører sig sin dæmoniske maske. Det sker i Johannes Åbenbaring, hvor Satan viser sig som en "ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder." Alle de, som blev forført af Djævelen er "styrtet i søen af ild og svovl," og de "skal pines dag og nat i evighedernes evighed."

Det er netop denne fremstilling af Djævelen, vi støder på i den sene middelalder fra 1350 til 1550. Her går der næsten sport i at fremstille satan i kalkmalerier. Men skræmmebillederne af de døde sjæle, der fragtes til helvede af Mørkets Fyrste, er langtfra den eneste opfattelse i senmiddelalderen. Blandt den jævne befolkning holdes Djævelen nemlig tykt for nar, fortæller Axel Bolvig, professor i kalkmalerier.

? Djævelen får tæsk af gamle svigermødre, og man fremstiller små, latterlige djævle, som aldrig vinder i kortspil. Faktisk er Djævelen sommetider ret dum. Han har slet ikke den samme magt, og det har været rart for folk at kunne se, at det egentlig går de gode meget godt, forklarer han.

Malerier

Kalkmalerierne sætter næsten altid Fanden i forbindelse med kvinder, og her spiller pumpestokken en særdeles aktiv rolle.

Der findes mange meget seksualiserede kalkmalerier, og det skyldes både, at man forbandt Djævelen med det uforståelige og farlige, som kloge koner for eksempel havde en vis magt over. Men det skyldes også, at man levede i et samfund, som dikterede afholdenhed. Når Gud forbød sex, måtte det jo være Djævelens værk, uddyber Axel Bolvig.

I dag finder vores mest konkrete møde med Djævelen sted i trosbekendelsen.

I dag

Faktisk er den danske folkekirke et af de eneste steder i verden, hvor Djævelen forsages, før man bekender sin tro, fortæller Karsten Nissen, biskop i Viborg Stift. Det skyldes ikke mindst Grundtvig, der stædigt kæmpede for at beholde den del af trosbekendelsen.

? Det er vældig godt, at vi stadig har den med. Der ligger noget teologisk rigtigt i, at man på baggrund af at have sagt nej til Satan siger ja til Gud, forklarer Karsten Nissen, der mener, at det stadig er særdeles relevant i dag.

? Det onde er virkeligt for os alle. Ikke som et væsen med hestehove, men som en realitet i vores daglige liv. Ved at forsage skærper vi opmærksomheden og kampen mod det onde, understreger han.

Det mener også Liselotte Horneman Kragh, sognepræst i Kværs ved Gråsten.

? Når vi er nødt til at forsage, og det synes jeg, vi er, så skyldes det, at vi på den måde bliver opmærksomme på det ondes mulighed i os selv. Ellers er Fanden for alvor løs i Laxegade, og så har vi netop ikke styr på ham, forklarer hun og uddyber:

? Djævlen er en metafor, men det er ikke en luftig metafor. I det øjeblik, vi ikke nævner Fanden ved navn, får han frit spil. Derfor er det vigtigt hele tiden at spørge sig selv, hvilken side man vælger. Derfor er forsagelsen stadig aktuel./Kristeligt Dagblad/

NAVNET

**"Djævel" stammer oprindeligt fra det græske "diábolos", der betyder "bagvasker".

**"Belial" eller "Beliar", som Djævelen kaldes i Dødehavs- skrifterne, betyder intethed.

**Derudover er Satan også kendt som blandt andet Fanden, Djævelen, Mefistofeles, Beelzebub, Lucifer, Dyret Antikrist, Ahriman og Mørkets Fyrste.