Nadveren er et kærtegn

Nadveren som kærlighedserklæring

Når man bliver elsket, kan man elske igen. Og eftersom nadveren er en kærlighedserklæring, er den også en påmindelse om, at vi skal gå ud og leve livet i frimodighed og i kærlighed.

Det kan være svært at forklare, især de unge mennesker, som Marianne Bonde, sognepræst ved Elsted Kirke ved Århus, kommer i kontakt med, så derfor bruger hun af og til en oplevelse, hun havde som ung præst på Lofoten til formålet.

? Jeg havde engang en dåbssamtale med en mor, som kom med den nyfødte og en dreng på 10 år. Faderen var kort forinden druknet på havet, og moderen sad med en masse skyld over alt det, hun ikke havde fået gjort og sagt, hun græd og var helt fortvivlet. Drengen sad bare lige så stille. Jeg prøvede at forklare moderen, at Jesus har taget hendes synder på sig, og at hun derfor kunne lægge dem fra sig og leve for sine børn og for livet i det hele taget. Men hun kunne ikke se mening med noget, syntes ikke længere, at livet havde værdi.

Lige pludselig rejste drengen sig, gik hen til hende, tog hende om halsen og sagde: "Jo, det har, for du er nemlig min allerbedste mor." Lige i det samme forandrede kærligheden alt. Drengen kunne have bebrejdet sin mor og spurgt, hvad der skulle blive af ham, når hun sagde, som hun gjorde, men han gav hende håbet tilbage og noget at leve for.

Det er en historie om menneskelig kærlighed, som kan komme til os, når vi mindst venter det, og når vi måske slet ikke fortjener det. At vi også møder en sådan uforståelig og ubetinget kærlighed hos Gud, er nadveren et konkret udtryk for. For bedre at kunne forstå, at det er den ubetingede kærlighed, nadveren handler om, bruger vi brød og vin, som vi kan sanse.

Sakramenterne

? I og for sig kunne det være nok med forkyndelsen, men vi har sakramenterne, dåb og nadver, for at det usynlige nærvær af Guds ånd og nåde får et synligt tegn. Vi kan jo ikke forstå det dér med ånd, men ved nadveren bruger vi hele vores sanseapparat, i og med at vi ikke bare sidder og lytter.

Nadveren er indstiftet af Jesus selv, ligesom dåben. Han har givet os den, for at vi skulle have noget at holde os til, og nadveren skal gentages søndag efter søndag, for at vi kan blive ved med at huske, hvad hans liv betyder for os, siger Marianne Bonde.

Alle kan være med

Ingen er udelukket fra altergangen i den danske folkekirke. Uanset hvem vi er, og hvordan vores liv har formet sig, er vi sammen dér.

? Ved alteret er vi alle lige for Gud, for hans kærlighed indbefatter os alle sammen. Det kommer til udtryk i salmen "O, du Guds lam", som hører med til kirkens nadverritual, hvor der står: "Miskundelig, forbarm du dig." Miskundelig er sådan et dejligt ord, der betyder, at Gud mis-kender, han kender, men ser bort fra alt det, vi har gjort forkert, det eksisterer ikke for ham, fordi han elsker os, som vi er. Vi skal ved nadverbordet forestille os, at det er os, der sidder til bords med Jesu og de tolv disciple.

Og så knæler vi i ydmyghed. Ikke for at blive mindre, for Jesus har befriet os for vores synd og alt det, der tynger, så vi bliver kun stærkere. Når vi med nadveren får at vide, at "du dur, og du kan begynde livet forfra, når du går ud ad kirkedøren", er det en frisættelse, som gør, at vi kan gå ud og leve med andre mennesker i kærlighed. Det er kærligheden, der i nadveren bliver levende imellem mennesker, siger Marianne Bonde.

Men her er netop tale om den sårbare kærlighed.

? Den kærlighed, som vi er skabt til, magter vi ikke. Disciplene oplevede det allerede, da de sad ved nadverbordet den sidste dag, inden Jesus skulle dø. De forrådte hver og én hans kærlighed, og de svigtede og ville ikke kendes ved ham. De havde aldrig troet, at det skulle ske, men sådan er menneskelivet. Vi svigter og sårer hinanden, og selv om vi tilgiver hinanden og fortæller hinanden det, ved vi godt, at det alt sammen står stærkt tilbage i erindringen. Og så er der ting, vi simpelthen ikke kan bede om tilgivelse for. Når vi går til alters, kan vi komme med synd, skyld og skam, som vi ikke kan bære, og Jesus er til stede hos os i nadveren og hans tilgivelse ligger i, at han ikke tilregner os vore synder, men bærer dem for os, siger Marianne Bonde.

Indstiftelsesordene

Indstiftelsesordene til nadveren stammer fra Skærtorsdag aften, hvor Jesus giver disciplene tegn i brød og vin på, at han giver sig selv, sit legeme og blod, for at de skal huske, hvad han har sagt og gjort.

? Nadveren er da grænseoverskridende, for normalt går vi jo ikke rundt og spiser af hinanden, men netop for at vise, at Jesus er så tæt forbundet med os, siger han, at vi spiser hans legeme og drikker hans blod. Det er faktisk hans blod, der bruser gennem vores årer, sådan at vi derigennem får kærlighedens kræfter, siger Marianne Bonde.

Ifølge hende er ingen udenfor ved gudstjenesten, hvad enten man er med ved nadverbordet eller ej. For bare tyve år siden kunne man i visse områder af Danmark, hvor vækkelsesbevægelserne har været stærke, møde den indstilling, at man skulle føle sig værdig til at gå til alters.

Luther gjorde nadveren tilgængelig for alle

? Det kunne jo holde nogen tilbage, men sådan er det heldigvis ikke i dag, og det er jo da også helt forkert, at man skal gøre sig fortjent til Guds nåde. Det gjorde Luther stærkt op med. I nadveren bliver du fælles med Kristus, men også med de andre nadvergæster. Det er en inkluderende handling, ikke en ekskluderende.

Alle, der vil, kan gå derop, også ikke-medlemmer af folkekirken, og de, der bliver siddende i kirken, er ikke lukket ude. Tidligere kunne man måske godt tænke om de mennesker, der gik til alters, at "her er nogle, der er eller føler sig bedre end mig". Men nadveren er altid en gave, et rent nådesmåltid, og derfor aldrig kun for særligt retfærdige. I dag, hvor mange mennesker vælger til og fra inden for det religiøse, alt efter, hvad de synes, de kan bruge i deres trosliv, ser de nok deltagelse eller ikke deltagelse i nadveren som udtryk for forskellige behov. Det er legalt at bruge dét, der passer til én selv.

Derfor føler man sig heller ikke udenfor, siger Marianne Bonde, og understreger, at selvom man aldrig går til alters, er man alligevel i levende forbindelse med den levende Gud i hans ord og i dåben.

? Nadveren er bare en ekstra dimension og en utrolig rigdom. Men det er da svært at forlade sig på syndernes forladelse ? at gå op og lægge alt, hvad man bærer på, frem og tro på, når man går ned, at det bliver båret for én.

Påske og nadver

Det er ikke tilfældigt, at Jesus valgte påskemåltidet til nadvermåltid, for hvert år fejrede jøderne påskemåltidet den dag, hvor de blev udfriet fra Ægypten. Man slagtede et lam og smurte blodet på dørstolpen, for at døden skulle gå forbi.

? Jesus gentager den handling, men nu er det hans blod, der smøres på korset, og alt det døde og meningsløse går os forbi i det måltid. Man taler også om Himmeriget som et måltid, vi alle bliver inviteret med til. I brødet og vinen får vi del i Guds rige allerede her og nu. Gennem et lille stykke brød og nogle få dråber vin opstår nye kræfter ? ja, en livsfornyelse i os. Akkurat ligesom påskemorgen, hvor kærligheden og livet genopstod. Nogle præster bruger et rigtigt brød, og nogle mener, at glæden bliver større, hvis man laver et festmåltid. Men det er symbolet, der betyder noget for mig. Der sker et under med vinen og den lille oblat./Kristeligt Dagblad/