Jesus tog afstand fra religiøs performance

Lysmesser, Kristus-bedekranse, ikoner, meditation og pilgrimsvandring bliver stadigt mere populære her i Danmark. Hvis man skal tro Iben Thranholm, den katolske kirke i Danmarks nyudnævnte informationschef, er dette udtryk for en længsel efter spiritualitet og mystik, og førnævnte praksisser repræsenterer gode katolske værdier. Derfor giver hun i et interview i Kristeligt Dagblad fra d. 2.2.2007 udtryk for, at der er gode muligheder for at sælge hele den katolske kirke til danskerne, for som hun siger: "Hvorfor gå over åen efter vand?".

Nu er Kristus-bedekransen opfundet af en svensk-lutheransk biskop, ikoner hører oprindeligt til den ortodokse kirke og meditationsbølgen har sine rødder i vestens fascination af den buddhistiske og hinduistiske religiøsitet, så der er mange konfessioner og religioner, der kunne drage nytte af nutidens religiøse trend. Men det er da rigtigt nok interessant, at praksisser, der virker ret så ulutheranske, er ved at vinde indpas i folkekirkelige kredse.

Lad det være sagt med det samme: jeg ser ikke lysmesser, Kristus-bedekranse, ikoner, meditation og pilgrimsvandring som udtryk for spiritualitet og mystik eller den åndelighed, som Iben Thranholm så gerne efterlyser. Jeg ser dem som ritualer, der kan have, men ikke behøver, ja ofte ikke har, noget med ens personlige gudsforhold at gøre. Jeg opfatter deres nutidige popularitet som et udslag af, at mange mennesker føler sig tiltrukket af ydre ritualer og ikke forstår det lutheranske fokus på troen.

Vores menneskelige liv er i høj grad præget af det, som man med et moderne udtryk kalder for performance. Allerede fra vi er helt små, trænes vi til at kunne spille forskellige roller, såsom den kønsrolle, som samfundet tildeler os, rollen som elev, studerende, arbejdstager, ægtefælle, forældre og hvad vi nu ellers har for sociale roller og opgaver.

På sin vis er livet et stort teater, selvom vi sjældent tænker herpå. Religioner har også typisk forskellige roller, som man kan spille, som for eksempel rollen som præst eller rollen som lægperson. Og især har religioner det med at handle om iscenesættelse. Ritualerne er ikke blot udtryk for de troendes møde med det hellige, de er også iscenesættelser af selve religionen. Religion er ikke blot noget man tror på, det er noget, man gør.

Men nu er den lutheranske religiøsitet præget af et forbløffende fravær af ritualer, af performance, om man vil. Godt nok har man enkelte ritualer såsom dåb og nadver, kirkegang og salmesang, men fokus er tydeligvis rettet på troen, det vil sige ens helt personlige forhold til Gud, der lige netop i den lutheranske tradition ikke skal iscenesættes men forblive et helligt, mystisk og usynligt bånd mellem den enkelte troende og Jesus.

Den lutheranske spiritualitet er dybt præget af Jesu lære med hensyn til fromhedspraksisser. For Jesus tog pointeret afstand fra enhver religiøs performance. Være det nu en speciel from klædedragt, offentlig iscenesættelse af bøn eller andre former for ydre religiøsitet, sådanne religiøse udtryksformer mødte han med en hård og ubarmhjertig kritik.

Tro er i Jesu øjne ikke performance men tillid og kærlighed til Gud. Denne viser sig så i ens relation til næsten, men igen ikke i en demonstrativ "se hvor jeg er god"-adfærd eller i en pointeret kristen politik, men i at ens venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør.

På sin vis er det formodentligt et udtryk for den af Iben Thranholm og co. så udskældte sekularisering, at lysmesser, Kristus-bedekranse, ikoner, meditation og pilgrimsvandring er blevet så populære, som de er. Ikke fordi de er udtryk for en bevidst afstandstagen fra sekulariseringen, men fordi de er udtryk for at mange moderne, sekulariserede mennesker ikke har noget personligt gudsforhold og derfor ikke kan skelne mellem performance og ægte åndelighed. De tror, desværre, at iscenesat fromhed er det samme som en dyb og personlig tro. Men den iscenesatte fromhed er ofte lige netop en erstatning for den personlige tro, den er på samme måde som de typiske danske bagerrundstykker, lutter skorpe uden krumme.

Dermed være ikke sagt, at lysmesser, Kristus-bedekranse, ikoner, meditation og pilgrimsvandring nødvendigvis er af det onde, de kan sikkert være berigende, ja, jeg har selv en Kristus-bedekrans og jeg benytter mig ofte af meditative bønsformer, men vi må ikke glemme, at tro og åndelighed ikke handler om performance og oplevelsesreligiøsitet men om det personlige kærlighedsbånd mellem Gud og mennesket.

Vi kristne er kaldede til at være jordens salt og verdens lys. Og det er vi i verden af i dag, hvis vi er personlige kristne, det vil sige, hvis vores tro er af en sådan karakter, at folk føler Guds nærvær gennem os helt personligt.

Ægte hellighed er ikke, som indenfor den katolske kirke, en rolle, som man skal spille. Den består ikke i at gøre eller sige bestemte ting, men i at være et menneske, der har et personligt og reflekteret forhold til sin Gud. Et forhold, der ikke handler om at iscenesætte et fromt liv men om at være et menneske, der har mødt Gud og som lever med Gud.

Mennesker af i dag har brug for at møde kristne med en autentisk tro, det vil sige, for at møde kristne, der har en personlig og ikke-iscenesat tro. De har brug for at vide, at Gud holder af os, som vi er, og at vi derfor ikke behøver at spille teater overfor ham. Hos ham kan vi finde ro til at være os selv i stedet for at skulle være alt muligt andet end den, som vi virkelig er.

Men det kræver, at vi som kristne tør være os selv, tør have tillid til Guds betingelsesløse kærlighed til os og ikke tror, at vi skal vinde hans og andres kærlighed ved at spille en rolle til fuldkommenhed.

Karen M. Larsen,
cand.mag.