Den mangfoldige tro

Det banker på døren, men vi lukker ikke op. Sådan er reaktionen fra mange danskere, når de i dørspionen eller gennem en sprække i gardinerne ser medlemmer af Jehovas Vidner stå udenfor med deres blad og officielle talerør, "Vagttårnet". Men hvis man spørger 35-årige Annika Hvithamar, så er døren ikke længere lukket, men på klem.

Hvithamar er religionssociolog og adjunkt i kristendomshistorie på Syddansk Universitet og har netop udgivet bogen "Danske Verdensreligioner ? Kristendom". Bogen er en af seks religionsbøger til undervisning i de gymnasiale uddannelser, og et af bogens fem kapitler handler om Jehovas Vidner som eksempel på en minoritetskristendom i Danmark.

Ifølge Annika Hvithamar er Jehovas Vidner i dag langt mindre kontroversielle end tidligere. Muslimer har i højere grad overtaget rollen som samfundets religiøse syndebuk, hvor det tidligere var Jehovas Vidner.

? For 20 år siden var der stor opmærksomhed på nyreligiøse bevægelser, og Jehovas Vidner blev hængt ud i medierne, fordi børn døde af blodmangel. Jehovas Vidner må ikke få overført samme blod, som andre må, siger hun.

Annika Hvithamar fremhæver, at visse mediers tendens til at fokusere på sensationelle enkelthistorier ikke tegner et nuanceret billede af, hvad hele bevægelsen står for. Derfor er det på tide at udbrede kendskabet til Jehovas Vidner, mener hun.

? Hvis en præst i folkekirken er pædofil, så tror man heller ikke, at alle folkekirkens præster er pædofile. Men det modsatte er ofte tilfældet med minoriteter, hvor man alt for ofte generaliserer, siger hun.

Hun erkender, at historierne om folk, der dør af blodmangel, er sande. Men samtidig fremhæver hun, at samfundet og Jehovas Vidner i dag har rykket sig nærmere hinanden. Det er nu indført i loven, at der ikke må gives blod til nogen uden deres samtykke, og Jehovas Vidner tillader i dag modtagelsen af de mest nødvendige dele af blodet.

En del af Annika Hvithamars formål med bogen er da også at vise, hvor broget og mangfoldig kristendommen i Danmark er.

I tråd med sin religionssociologiske tilgang til bogen gør hun en dyd ud af at tale med almindelige mennesker om deres forhold til og tanker om deres religion. Hun beskæftiger sig også med, hvordan de mange variationer af kristendommen er opstået.

Annika Hvithamar mener, at kristendommen alt for ofte forstås som synonym med folkekirken. Derfor skriver hun om de tre hovedgrene inden for kristendommen ? den ortodokse kirke, den katolske kirke og folkekirken som en dansk variant af protestantismen.

Annika Hvithamar vedkender sig, at Jehovas Vidner oftest ikke er anerkendt som et kristent trossamfund af de tre hovedgrene. Vidnerne tror ikke på dogmet om treenigheden, og dogmet om Jesu kødelige genopstandelse betegner Jehovas Vidner som vranglære.

Men Annika Hvithamar er ikke i tvivl om, at Jehovas Vidner har en berettiget plads i bogen om dansk kristendom.

? Jehovas Vidner er Danmarks fjerde største trossamfund efter folkekirken, forskellige retninger inden for islam og den katolske kirke, og dermed er det den største minoritet inden for kristendommen, siger hun og fortsætter:

? De ser sig selv som kristne. Og man må tage udgangspunkt i, hvad folk selv siger, og ikke i, hvad andre mener. Det nytter ikke noget at holde sig til teologiske definitioner af, hvornår man er kristen. Det gælder også for mennesker, som i en eller anden grad bekender sig til de andre retninger af kristendommen.

Hun mener, det er på tide at gøre op med den meget firkantede forstå- else af, hvornår man er kristen.

? Det er vigtigt at beskrive mangfoldigheden. Når jeg underviser på universitetet, bliver folk ofte ubehageligt til mode, hvis ikke de kan trosbekendelsens ordlyd udenad. Men selvom man ikke kan det, er der jo mange, der forstår sig som kristne alligevel. Treenigheden, som er kernen i trosbekendelsen, er bare en lille del af et mere sandfærdigt billede af kristendommen, siger hun.

I Danmark er 83 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken. Og folkekirken står også nævnt i Grundloven som det kirkesamfund, staten støtter. Alligevel sætter Annika Hvit- hamar spørgsmålstegn ved, hvorvidt folkekirken er den retning inden for kristendommen, som gymnasiernes studerende først og fremmest skal have kendskab til.

? Det er vigtigt, at man lærer om flere kristne bevægelser. Selvom den ortodokse kirke er lille i Danmark, er den stor i Østeuropa. EU udvider mod øst, og pludselig har vi den ortodokse bevægelse i vores egen baghave. Derfor skal vi lære om alle retninger, siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt der slet ikke er grænser for, hvornår Annika Hvithamar mener, man kan kalde sig kristen, svarer hun, at der aldrig er nogen fast grænse for, hvornår man kan kalde sig kristen.

? Der er selvfølgelig en kerne, som kristne er mere eller mindre enige om. Men når man spørger folk om, hvorfor de er kristne, så svarer de meget sjældent, at det er, fordi de tror på treenigheden. De tror ikke på fastlåste dogmer, men vælger til og fra, ligesom flere af folkekirkens medlemmer også tror på reinkarnation, siger hun.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Annika Hvithamars bog""Danske Verdensreligioner ? Kristendom" er netop udkommet på forlaget Gyldendal

ANMELDELSE SIDE 9

ALMINDELIGE MENNESKERS TRO

I sin bog om dansk kristendom har Annika Hvithamar gennem interview samlet citater fra en række almindelige mennesker om deres forhold til tro og kristendom:

**32-årig kvinde fra folkekirken om "de andre": "Katolikker, det er noget, de er sydpå. Noget med faste rammer for, hvad man gør og ikke gør. Specielt med faste rammer for prævention(...)".

**26-årig kvinde fra den ortodokse kirke om "de andre": "Det må man jo ikke sige, men jeg kan "bedre" lide katolikkerne end protestanterne, hvis vi skal bruge det ord, altså de har jo mere i sig, end protestanterne har".

**32-årig kvinde fra folkekirken om treenigheden: "Jeg forbinder ikke noget særligt med treenighed. Når jeg hører det, ser jeg en trekant foran mig (...)".