At gøre grin med de hellige

Grine, le, mand, kvinde, sjov

Latterliggørelse af religion er langtfra et moderne fænomen. Allerede den antikke filosofi indeholder satire og ironi, hvilket siden har præget Europas åndstradition.

Sokrates (470-399 f.kr.) er næppe den første som er blevet dømt for blasfemi, men måske nok den første store åndsperson, som blev dømt for bevidst latterliggørelse af det allerhelligste.

Det var gudinden Athene han skulle have krænket, idet han anvendte sin kendte metode med at udspørge dem, der troede de vidste noget. Det athenske bystyre dømte ham til døden for hans blotte spørgen og respektløse tilgang til autoriteter, herunder guder.

Renaissance-spot
I middelalderen stod kirkelige autoriteter for skud. Og skudene kom i høj grad fra tidens forfattere.

Minnesangeren Walter von der Vogelweide (virksom 1198-1228 i Tyskland) kritiserer, at der skal opstilles indsamlingsbøsser (stokke) i kirkerne, hvis pengemidler gik til korstogene, som pave Innocens i Rom havde sat i gang.

Vogelweide lader paven holde følgende tale: "...jeg har gennet dem (tyskerne) hen til min stok, alt deres gods bliver mit. Deres tyske sølv ryger i mit vælske skrin: i præster, spis kyllinger og drik vin og lad de tyske faste."

Vogelweide spørger så pavens indsamlingsstokke: "Sig mig hr. Stok (indsamlingsbøssen), har paven sendt jer hid for at I skal gøre ham rig og os tyskere fattige og forgældede? Når pengene strømmer ind til Lateranet, så udpønser han som tidligere - en snedig list: han siger til os at (det romerske) rige er ilde stedt, mens alle gode sogne fylder hans bøsser. Jeg tror kun lidt af det sølv når frem til hjælp i Guds eget land: sjældent uddeler præstehånd store skatte. Hr. Stok, I er sendt hid til vor skade, I skal blandt tyske mænd og kvinder finde tåber."

I stormene om korstog og om hvem der skulle indsætte bisper af kejseren og paven, blev latterliggørelse også taget i brug. I middelalderen som oftest blandt de omdragende minnesangere, der var tilknyttet et hof.

Canterbury tales
Geoffrey Chaucers (1342-1400) Canterbury tales - som består af en forskellige pilgrimmes fortællinger under en rejse til Canterbury - indeholder en ætsende satire over det kirkelige lagt i munden på mennesker fra forskellige lag af samfundet, også munke og nonner.

Der findes fx en tale af tjeneren, der fortæller om frygtelige munke i fragment 3 af fortællingerne. På librarius.com er en god indføring i denne del af latterliggørelsen af det religiøse, da man her let kan gå ind på historierne.

Decameron
Boccaccio (1313-1375) går endnu længere sin satire end Chaucer. I fortællingen Decameron er en gruppe af flygtninge fra pesten i Firenze samlet og får også tiden til at gå ved at fortælle historier.

Decameron Web kan man bl.a. læse om en munk og hans abbed, der begår samme synd, forskellen er blot at abbeden undslipper.

Gargantua
Gargantua af Rabelais (1483-1553) er en overdreven og fantastisk fortælling om helten Gargantuas liv. Her støder man på alle dele af renæssance-Frankrigs samfundsdele og også her er latterliggrøelsen af det religiøse.

Adelaide Universitets hjemmeside får man en indføring i hans værk og kan herfra gå til en engelsk oversættelse af samme.

Her kan man f.eks. læse i kapitel 38, hvordan Gargantua åd 6 pilgrimme i en salat, for at få den til at smage af mere og hvordan især en fed cisterciensermunk smagte så godt at Gargantua troede det var en snegl, der knaste på grund af skallerne omkring den.

Voltaire
Med Voltaires (1694-1778) Candide er vi nået frem til oplysningstidens krasse latterliggørelse af gejstlighedens luksus og overforbrug og latterliggørelsen af de kristne dogmer.

Candide rejser rundt i forsøget på at finde den bedste af alle verdener og herunder møder han verdens skrøbeligheder - kirkens går ikke ram forbi.

I kapitel 14 og 15 har man et eksempel på, hvordan Candide gør op med en temmelig velkendt og usympatisk Jesuitter oberst, der tilstår de to rejsende at kysse hans spore.

Luther
Reformatoren Martin Luther bruger også sin rå ironi til at blotlægge det absurde misbrug i hans egen katolske kirke. Blandt andet siger han om relikvie-industrien, "at 18 ud af 12 apostle ligger begravet i Spanien."

Under sin kirkekamp kalder Luther katolikkerne for æsler, der går og kigger ned i jorden, og hans stridsform indebærer konstant en undertrykt latter, hvorfor han kan sige: "Hvis man ikke har lov at le i himlen, vil jeg ikke i himlen."

Kierkegaard
Vender vi blikket herhjem til Danmark, falder Søren Kierkegaards (1813-55) blad Øjeblikket i øjnene. Det er noget af det sidste han skriver og er et opgør med kirken som religiøs sikringsanstalt for det bedre borgerskab.

I ætsende satirer går han løs på både præster, der beskyldes for at være kanibaler, der lever af Jesu og martyrernes levninger uden selv at følge efter deres eksempel.

Han skoser også vanekristendommen, der tror at tre sjat vand i håret og en ualvorlig tilgang til kristendommen kan redde dem på dommens dag. Han angriber biskopper for at bære korset af guld på maven og ikke på ryggen som Jesus og martyrerne.

"Ikke formildet men skærpet gjentager jeg herved min Indsigelse; jeg vil hellere spille, svire, hore, stjæle, myrde end deltage i at gjøre Nar af Gud, hellere tilbringe min Dag paa Keglebaner, i Billardhuse, min Nat ved Hazard eller paa Maskerade end deltage i den Art Alvor, Biskop Martensen kalder christelig Alvor", som Kierkegaard siger i Øjeblikket.

e-poke.dk kan man få et kort og godt indblik i latterliggørelsen.

Nutidig parodi
Efter 1960'erne har kristendommen været parodieret igen og igen. Man behøver bare at tænke på Monty Python "Life of Brian".

I Umberto Ecos roman "Rosens Navn" er pointen, at munke på et kloster har valgt at tilintetgøre en bog om komedie af Aristoteles, fordi latteren er farlig for kirken. Det har historien vist mange eksempler på.