Indføring

Begravelse i kristendommen

Det kaldes ikke en begravelse, men en bisættelse, når afdøde skal kremeres. Foto: Leif Tuxen

De fleste af os har prøvet det. Det er hårdt. Svært at forstå og forholde sig til, når en, man holder af, dør. Men hvordan forløber den kristne begravelse?

Det er en af årsagerne til, at dødsfald inden for alle kulturer markeres på den ene eller anden måde. I dette psykologiske perspektiv markeres dødsfaldet altså for at give de levende hjælp til at forholde sig til det, de oplever i forbindelse med dødsfaldet.

Der er dog også en anden grund til at markere et dødsfald. Et begravelsesritual udgør nemlig det, som inden for religionsfaget kaldes en overgangsrite. Overgangsriter markerer statusændring. I begravelsesritualets tilfælde er det en ændring af status fra at være levende til at være død. En begravelse er en social begivenhed, en markering, der identificerer den afdøde som hørende til blandt de døde.

Ordet begravelse

Ordet siger det selv. En begravelse består i, at den døde lægges i sin grav i jorden. Forud for selve gravlægningen er gået en ceremoni, som også hører med til begravelsen. Inden for den kristne tradition udføres denne af en præst og finder ofte sted i en kirke eller i et kapel.

Over halvdelen af de, som dør i Danmark idag, bliver ikke begravet i betydningen lagt ned i jorden. De bliver i stedet kremeret, dvs. brændt. Herefter bliver en urne med asken fra afdøde som regel sat ned i jorden. Også i disse tilfælde vil der forud for kremationen være gået en ceremoni, ofte i en kirke.

Hvis det skal være helt rigtigt, kaldes denne ceremoni en bisættelse snarere end en begravelse. Ordet begravelse bliver dog ofte brugt om begge former, og den kirkelige ceremoni ved en bisættelse adskiller sig da heller ikke fra ceremonien ved en begravelse.

Forskellen mellem de to ceremonier består i, at der ved begravelsen først symbolsk kastes jord på kisten (se nedenfor) ude ved selve graven, mens den symbolske jordpåkastelse ved en bisættelse enten finder sted i kirken eller udenfor ved rustvognen, som skal køre den afdøde til krematoriet.

Indtil 1892 var jordbegravelse den eneste mulige begravelsesform i Danmark. Herefter blev ligbrænding tilladt. Borgerlig begravelse, dvs. begravelse uden tilstedeværelse af en præst, blev tilladt ved love i 1903 og 1907. Idag er det dog stadig kun få, som vælger en borgerlig begravelse. Inden for den internationale katolske kirke blev kremation lovligt i 1963, mens begravelse stadig er den eneste tilladte begravelsesform i de ortodokse kirker.

Begravelse - en overgangsrite

Når man inden for religionsfaget studerer overgangsriter, bruger man ofte den ritualanalytiske model, som en schweizisk etnolog, Arnold van Gennep, udarbejdede allerede i 1909. van Gennep opdelte ritualet i 3 faser. Disse består af, hvad han kaldte henholdsvis separationsriter, transitionsriter og inkorporationsriter.

Begravelsens separationsriter

Separationsriterne udgør ritualets udskillelsesfase, hvor ritualets objekt udskilles fra sin sædvanlige sammenhæng. For begravelsens vedkommende kan disse allerede starte, inden døden indtræffer. F.eks. findes i den katolske kirke et sakramente (dvs. en hellig handling, som skænker nåde), som kaldes De syges Salvelse (Den sidste Olie). Her salves den meget syge og gives syndernes forladelse. Det betyder, at den syge kan dø med ren samvittighed eller få fornyet styrke til at blive rask igen.

Med til ritualets udskillelsesfase, i tiden før døden indtræffer, hører også begivenheder, som ikke har nogen direkte relation til den kristne tradition. Hertil hører familiens og venners afskedstagen med den døende i de tilfælde, hvor døden er ventet.

Efter døden hører også de mange forberedelser, som skal klares inden selve begravelsen, til ritualets udskillelsesfase. Liget vaskes, gøres i stand og klædes på. Den afdøde lægges i sin kiste. Afdøde føres ud af hjemmet og ind i kirken.

Begravelsens transitionsriter

Grænsen mellem et overgangsrituals 3 faser er flydende. Dette får vi et klart indtryk af i forbindelse med det kristne begravelsesritual. Som nævnt vaskes, ordnes og klædes liget, før afdøde herefter lægges i kisten. Men kisten er lukket ved begravelser i Den danske Folkekirke. Er dette så ikke ligegyldigt? Hvorfor skal den afdøde være "i orden" i sin kiste? Et svar kunne være, at de nærmeste pårørende ofte ser afdøde i kisten og overværer, at kisten lukkes, inden den sættes ind i kirken. For de pårørende er det naturligvis vigtigt, at afdøde også i døden ser ordentlig ud. Et andet svar er, at med nedlæggelsen i kisten er ritualets transitionsriter begyndt.

Transitionsriterne udgør fasen med selve overgangen fra den ene status til den anden. Det er ritualets kritiske fase. Afdøde befinder her i en form for mellemtilstand. Han er (klart nok) ikke længere levende, men er heller ikke rigtig død. Han er endnu ikke stedt til hvile blandt de døde.

Ved at lægge afdøde i kisten adskilles han både fysisk og symbolsk fra resten af de levendes samfund. Den døde befinder sig hermed undenfor samfundets vante rammer i et rituelt tomrum. Netop i dette tomrum kan afdøde omformes fra at være levende til af være (rigtig) død. Denne fase af ritualet er dog kritisk, fordi afdøde netop er formelig. Meget kan gå galt! Af denne grund er det vigtigt, at transitionsriterne bliver udført helt rigtigt og præcist. Og hermed får vi altså en forklaring på, hvorfor afdøde skal være ren og "i orden" i sin kiste.

Med til transitionsriterne hører endvidere ceremonien i kirken og den efterfølgende gravlægning. Denne del af ritualet foregår også under fastlagte former og kontrol. Ceremonien i kirken følger et fastlagt skema. Den indeholder salmesang, bøn, oplæsning fra Bibelen, trosbekendelse, prædiken og evt. en tale fra en pårørende.

Gennem dette ritual sættes afdødes død ind i en kristen forståelsesramme: Ligesom Jesus overvandt døden og opstod til liv, vil Han også give de døde kristne livet tilbage. De kristnes nye liv er dog ikke af denne verden. Det er et liv sammen med Gud, dvs. et liv i himlen. I forbindelse med den - tidligere nævnte - symbolske jordpåkastelse bliver dette meget klart: Med rituel præcision siger præsten til den døde: "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå". Og mens han siger dette, kaster han for hver af de tre sætninger en lille skovlfuld jord på kisten.

Efter ceremonien bæres kisten med afdøde af familie og/eller venner ud af kirken. Herfra føres den ud til graven, eller den sættes ind i den ventende rustvogn. Også nedsænkelsen i graven følger et fastlagt skema. Den døde begraves med ansigt og fødder vendt mod øst. Tanken med dette er, at når dagen for Gudsrigets komme oprinder, kan den døde da sætte sig op i sin grav og se det. Gudsriget vil ifølge den kristne tradition nemlig netop komme fra øst.

Begravelsens inkorporationsriter

Begravelsens inkorporationsriter skal indlemme afdøde blandt de døde. Igen ser vi den flydende overgang mellem de tre faser i en overgangsrite. Til inkorporationsriterne hører nemlig også den symbolske jordpåkastelse og nedsænkningen i jorden. Gennem disse riter overgives afdøde til jorden, til mørket, til døden. Når graven er fyldt op med jord, hører afdøde også fysisk til blandt de døde. Den døde er nu død.

Den mindehøjtidelighed, der ofte følger en begravelse, er yderligere med til at understrege den afdødes nyvundne karakter som død. Afdøde mindes ved denne lejlighed. Han bliver herved også på det sociale plan regnet som virkelig død: Han er ikke mere iblandt os, derfor mindes vi ham. Vi er i live, kan tale om ham og fejre ham. Han er død og borte og kan ikke mere være med os.

Den ordensskabende begravelse

Ud fra en religionsfaglig synsvinkel er begravelsen altså en måde at sikre orden i kosmos på. Døden medfører uorden i vores verden, i kosmos. Den fører os ud af de daglige, trygge rammer for vores liv. Gennem overgangsriten - begravelsen - kan denne kosmiske krise overvindes. Ordenen kan igen etableres i vores verden.

Begravelsesritualet er altså en ceremoniel behandling af den døde. Den sikrer dels afdøde et fortsat liv (i den kristne selvforståelse et liv med Gud) efter døden. Desuden udskiller begravelsen den afdøde fra de levende. Dermed kommer den ukontrolable død under kontrol. Ordenen genoprettes. De levende kan leve og - for en tid - slippe for direkte berøring med den kaosskabende død.

Begravelse i den katolske kirke

Indtil nu er det begravelsesritualet i Den danske Folkekirke, som er beskrevet. Begravelse i den katolske kirke minder dog temmelig meget om dette. I den katolske kirke kan begravelsen dog ledsages af en rekviems-messe, dvs. en messe for de døde. Messen og begravelsesceremonien i kirken vægter igen og igen den forkyndelse af det kristne håb, som bygger på opstandelsen.

Som vi tidligere så, er den kristne tankegang: fordi Jesus er død og opstået, kan vi også håbe på, at vi vil opstå til et liv sammen med Gud. Hvis afdøde skal begraves, velsignes graven, når gravfølget er kommet frem til den.

Begravelse i den ortodokse kirke

Begravelse i den ortodokse kirke adskiller sig mere fra ritualet i Den danske Folkekirke. Allerede i kirken er kisten placeret sådan, at afdødes ansigt og fødder vender mod syd. Kisten står åben. Afdøde velsignes med helligt vand. En bøn om syndsforladelse bedes for den døde, hvorefter bønnen lægges i hånden på ham. Som et personligt sidste farvel giver de troende den afdøde et kys. Salmer fra Det gamle Testamente reciteres, og der bedes til helgenerne om at gå i forbøn for den afdøde hos Gud.

En interessant skik i den ortodokse kirke er desuden, at der hjemmefra laves en kornblanding, som fortrinsvis består af hvede og sukker/honning. Denne blanding sættes ved den dødes hoved i kisten. Hveden refererer til Johannes-evangeliet kap. 12 vers 24. Her står, at hvedekornet i jorden skal dø, før det kan bære frugt. Igen ser vi altså forkyndelse af det kristne håb om et nyt, evigt liv med Gud. Sukkeret/honningen skal netop erindre om dette evige livs sødme og velsignelse. Blandingen laves igen på 40.-dagen efter dødsfaldet, og også efter henholdsvis 3, 6, 9 og 12 måneder. Via denne blanding hjælpes den afdøde altså på vej til de dødes verden og i den kristne selvforståelse: til det evige liv. Endelig hjælper blandingen de levende med at forholde sig til den døde.

De to formål som begravelsen tjener - overgangen til at være død samt hjælpen til de efterladte - går hele tiden hånd i hånd i den kristne begravelsesritual.