Billedet af Indien er ikke sort-hvidt

Er uligheden i Indien blevet større de senere år?

- Da Indien blev uafhængigt i 1947, var over halvdelen af de dengang omkring 300 millioner indere ekstremt fattige. I dag må godt 35 procent af de omkring en milliard indere leve for under syv kroner om dagen.

Andelen af fattige er faldet, men på grund af befolkningsudviklingen er antallet af fattige steget. Samtidig er der vokset en middelklasse frem, der i allerhøjeste grad har høstet frugterne af globaliseringen. Så billedet af udviklingen er ikke sort hvidt.

Udviklingen gavner både den øvre middelklasse og folk med mellemuddannelser, der for eksempel kan tjene et par tusind danske kroner om måneden ved at arbejde i de nye call centre, hvor vestlige firmaer lægger deres telefontjenester til Indien. Det er ikke en udvikling, der umiddelbart påvirker de fattigste. Men den nye velstand smitter alligevel af ude på landet.

Hvordan ?

- I mange landsbyer ses også en udvikling. Der er mange flere motorcykler og fjernsyn end førhen. Men der er stadig områder af Indien, som er ekstremt fattige og underudviklede. Det gælder for eksempel stammeområderne i stater som Orissa og Andra Pradesh. Men det er vigtigt ikke at generalisere den ekstreme fattigdom i stammeområderne til hele Indien.

Hvad gør den indiske regering for at afhjælpe fattigdommen?

- Indiens regering har vedtaget et meget ambitiøst program til bekæmpelse af fattigdom. De fattigste børn i Indien har for eksempel ret til gratis skolemad, og de dårligst stillede familier har krav på madrationer. Problemet er bare, at de enkelte delstaters evne til at føre lovene ud i livet er meget forskellig. I en ellers fattig delstat som Vestbengalen sker der en udvikling. I mange landsbyer er der opført toiletter og indlagt elektricitet, mens der i en delstat som Orissa har været store problemer med at få lokalregeringen til at handle. I flere af delstaterne er der også problemer med korruption, og i nogle tilfælde mangler delstaterne den nødvendige organisation til at hjælpe de fattigste.

Men er der overhovedet brug for, at danskere hjælper Indien, når det går så godt for middelklassen ?

- Vi kan ikke kun pålægge den indiske mellemklasse hele ansvaret for de fattigste. Fattigdommen har også rødder i kolonialismen og hænger blandt andet sammen med, at mange indiske bønder har svært ved at afsætte deres varer på det internationale marked. Efter min mening er det uheldigt, at Danida ikke længere har Indien som samarbejdsland. Danmark skal ikke hjælpe Indien med masser af penge. Men vi kan hjælpe med at opbygge gode projekter, hvor indiske græsrodsorganisationer styrker de fattigste. Disse programmer kan så vise vejen frem for den indiske regering, som i sidste ende skal føre forandringerne ud i livet.

Hvordan kan Danmark bidrage?

- 750 millioner indere bor på landet, og det vil være en katastrofe, hvis de vandrer til byen. Derfor er det meget vigtigt, at der for eksempel opbygges små kooperativer, så inderne på landet også har en fremtid. I den udvikling kan Indien tage ved lære af den danske andelsbevægelse.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk