Da Gud skabte mennesket, skabte han en mand
Hvilket mandesyn har kristendommen?
Ja, mht. synet på manden er det som med synet på så meget andet indenfor kristendommen, det giver simpelthen ikke mening at tale om et syn, hvad jeg i det efterfølgende vil forsøge at påvise.
Kristendommens pluralistiske syn på køn - herunder hankønnet - fremgår af det forhold, at vi i den bibelske kanon har to forskellige skabelsesberetninger, ja skabelsesberetningernes forskellighed ses faktisk overordentligt tydeligt i deres skildring af kønsrollerne.
Den ældste af skabelsesberetningerne er den, vi finder i 1. Mos. 2,4b-25.
Her får vi at vide, at Gud først skabte mennesket og mennesket, det er lig med manden! Gud indser dog, at det ikke er godt for mennesket/manden at være alene, så han skaber først dyrene, der dog ikke formår at løse menneskets/mandens ensomhedsproblem. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af manden, og hende vil han gerne have som medhjælp, for ?nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.?
Det, vi her får at vide, er, at manden er det primære menneske, mens kvinden er det sekundære menneske, der er til for hans skyld.
Det er et syn, der svarer til antikkens syn på kønnene og som i øvrigt var synet på kønsrollerne i Europa frem til en gang i 1700-tallet. Det er bl.a. derfor, at grækerne lavede langt flere statuer af mænd - ofte af nøgne mænd - end af kvinder. Manden repræsenterede simpelthen det perfekte menneske og den perfekte menneskekrop.
Kvindens krop blev opfattet som en ringere version af mandens, ja man mente, at fosteret udviklede sig til en kvinde, hvis dets mor var for kold, hvad medførte at en bestemt legemsdel på fosteret, der skulle være vokset udad, kom til at vokse indad!
Den polære opfattelse af køn, som fortæller, at mand og kvinder er diametralt modsatte størrelser, kender de bibelske skrifter ikke til, idet den først dukkede op i 1700-tallet. I stedet for at tænke kønnene som to modpoler af a la ?kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars? så tænker altså antikken og den anden skabelsesberetning køn i termerne primær: Manden og sekundær: Kvinden.
Manden elsker ifølge denne opfattelse ikke kvinden, fordi hun er det modsatte af ham, men fordi han kan finde noget af sig selv i hende.
Men nu har den kristne kanon også en anden skabelsesberetning, nemlig den som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,4a.
Her finder vi en helt anden skildring af kønsrollerne i og med at det kort og præcist hedder: ?Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.? (1. Mos. 1,27)
Det, teksten vil sige, er, at manden og kvinden er lige. Mand som kvinde er skabt i Guds billede og har derfor samme ufattelige værdi. At det er det, teksten vil sige fremgår af at også havdyrene og fuglene, ligesom menneskene, både velsignes af Gud og befales at være frugtbare. (1. Mos. 1,21-22 & 28) 1. Mos. 1,27 handler altså ikke om indstiftelsen af ægteskabet mellem mand og kvinde, med mindre man antager, at Gud også har indstiftet et ægteskab for fugle og havdyr, nej det handler om, at begge køn har del i gudsligheden eller med andre ord, verset rokker ved den anden skabelsesberetnings fremstilling af manden som det primære og kvinden som det sekundære uden dog at tale om nogen kønspolaritet. (For også fuglene og fiskene kan jo kun formere sig kønnet, men deres køn nævnes ikke.)
Disse to hovedsyn på manden genfinder vi i resten af Det Gamle Testamente.
Tanken om manden som det primære genfinder vi i 1. Mos. Kap. 3, der tekstmæssigt er en forlængelse af den anden skabelsesberetning. Her tildeles manden retten til at herske over kvinden (1. Mos.3,16) samtidigt med, at han også fremstilles som forsørgeren. (1. Mos. 3,17-19) Også i Moseloven finder vi tydelig eksempler på tanken om manden som den primære, mens kvinden er det sekundære.
Således får manden i 5. Mos. 24,1 ret til at skille sig fra sin hustru ?hvis han bliver ked af hende?, mens kvinden ikke får samme ret. Men vi genfinder også tanken fra den første skabelsesberetning om at mennesket i sig selv - uafhængigt af dets køn - er af uendelig værdi. Således hedder det i Salme 8, 5-6:?Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.?
Også i Det Nye Testamente finder vi de to syn på manden repræsenteret. Paulus skildringer af kønsrollerne er dybt præget af tanken om manden som det primære og kvinden som det sekundære.
Således skriver han i 1. Kor. 11,8-9 at ?en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.?
Og ligesom den anden skabelsesberetning går Paulus ud fra, at mænd elsker hhv. kan elske deres hustruer, fordi de finder noget af dem selv i dem. Således skriver han i Ef. 5,28b: ?Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv.? Kun hvis vi er opmærksomme på, at Paulus hovedtanke om kønsrollerne er, at manden er det primære og kvinden det sekundære, men at der ikke er nogen polær forskel på dem, kan vi forstå hans sammenligning mellem ægteskabet og Kristi forhold til hans kirke sådan som det skildres i Ef. kap. 5.
Kristus er jo den primære i forhold til Kirken, der kun er til pga. af ham, men de er ikke polære modsætninger i og med, at kirken også ifølge Paulus er Kristi Legeme. (1. Kor. 12,27; Ef. 5,23 mfl.)
Forestillingen om kønnene som ligestillede finder vi derimod hos Jesus.
Adspurgt til hans syn på skilsmisse tager han således klart afstand fra Moselovens bestemmer herom, som han kalder for hårdhjertede. Han henviser i stedet til, at mand og kvinde blev skabt lige og at en mand, der gifter sig med en kvinde, forpligtiger sig til at tage sig af hende i stedet for at skille sig af med hende, hvis hun ikke behager ham. (Matt. kap. 19)
Den lighed, der ligger i den første skabelsesberetning, forpligtiger altså ifølge Jesus manden til at anerkende hustruens værdi som menneske, der fundamentalt set er ligestillet med ham, samtidigt med at han, i en tid hvor fraskilte og enker ofte måtte leve under kummerlige vilkår, fremhæver mandens forpligtigelse overfor hustruen. Manden har altså i Jesu øjne ingen særlige rettigheder men pligt til at handle næstekærligt.
På samme måde fremhæver Jesus også, at manden ikke skal gøre det til kvindens problem, hvis han føler forbudt lyst i forhold til hende. I stedet for at bebrejde hende at han har problemer, skal han hellere gøre noget ved sig selv. (Matt. 5,28-30)
Men grundlæggende set interesser Jesus sig ikke for køn, kønnet betyder intet for hans tilgang til mennesker eller for hans behandling af dem. Dermed afspejler han den indsigt, som Paulus faktisk også kender til nemlig den, at ?her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus? (Gal. 3,28)
Stillet overfor de bibelske skrifters mangfoldighed mht. synet på mandens rolle og på kønsrollerne i al almindelig står vi altså foran et valg. Vi kan ikke bare gemme os bag skriften men må i stedet stå åbent frem og vedkende os de teologiske valg, vi gør.
Dem, der tænker køn polært, har valgt at lægge et moderne syn på kønsrollerne ned over de bibelske skrifter, som disse ikke kender til. Mener vi, at kvinden skal være underordnet manden, og at kun manden kan være præst, ja så vælger vi at følge den anden skabelsesberetning og den tradition, som den har afledt. Vælger vi at lægge vægt på ligestilling mellem mand og kvinde, ja fremhæver vi, at vores køn ikke har nogen betydning for vores værdi eller de muligheder, vi burde have i kirke og samfund, ja så vælger vi den tradition, som vi finder i den første skabelsesberetning om som Jesus forkynder.
Karen M. Larsen
Kristen debattør, underviser, cand.mag.