Hvor stammer dåben fra?

Kanden med det varme vand står på døbefonten, når dåbsgudstjenesten starter. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Hvordan kan det være, at cirka 80 procent af børn i Danmark bliver døbt? Hvor kommer idéen om dåb fra? Hvad betyder dåben? For at få svar på disse spørgsmål, må man tilbage til begyndelsen af kristendommens historie

I Det ny Testamente beskrives Jesu egen dåb (se for eksempel Matthæusevangeliet kap. 3, især v. 13-17). Han blev døbt af Johannes Døberen. Johannes Døberens dåb gav den døbte syndernes forladelse og lod ham tælle blandt de frelste. Idéen om at døbe er altså ikke Jesu/kristendommens egen. Dåb blev allerede praktiseret inden Jesu virke.

Hverken Markus-, Mattæus- eller Lukas-evangeliet nævner noget om, at Jesus selv skulle have døbt folk. I Johannes-evangeliet er der derimod en tekst, som tyder på det (kap. 3, vers 22-26). I evangeliets følgende kapitel præciseres det dog, at det ikke var Jesus selv, som døbte, men i stedet hans disciple (Johannesevangeliet kap. 4, vers 1-3). Alt i alt ser det altså ikke ud til, at Jesus via egne dåbshandlinger indstiftede den kristne dåb. Det var nok snarere hans disciple, som gjorde det. Flere steder i Det ny Testamente beskrives netop disciplenes døber-gerning.

Dåben i den tidlige kristendom

Det ny Testamentes skrifter tyder på, at dåben fra den allertidligste kristendom har været betingelsen for at blive del af den kristne menighed. Sådan er det stadig i Danmark i dag: Hvis man ikke er døbt, kan man ikke blive medlem af folkekirken.

Dåben har nok fundet sted ved neddykning i (rindende) vand. Forud for dåben gik en periode med faste og oplæring i kristendommens religiøse og etiske indhold. Der fandt også eksorcisme sted, hvor dåbsaspiranten frasage sig Djævelen og bekendte sig til Jesus. Inden selve neddykningen bekendte den, som skulle døbes, sin kristne tro. Voksendåb har altså været det almindelige på dette tidspunkt. Om der har fundet barnedåb sted, kan ikke afgøres.

Dåben blev foretaget i Jesu navn. Den døbte kom dermed til at tilhøre Jesus og stod på denne måde også under Jesu beskyttelse. Samtidig er den kristne forestilling, at den døbte ved sin dåb modtager Helligånden, ligesom den steg ned i Jesus ved hans dåb. Helligånden skænker den døbte et nyt frelst liv. At den kristne dåb tænkes at skænke Helligånden, adskiller den fra Johannes Døberens dåb, som "blot" gav syndernes forladelse.

Den kristne dåb skænker også syndernes forladelse. Vandet symboliserer dette, idet vand er rensende. Neddykningen i dåbsvandet symboliserer samtidig den døbtes skæbnefællesskab med Jesus. Selve nedsænkningen udgør symbolsk en begravelse, mens opstigningen symboliserer det nye liv - for Jesus: hans opstandelse fra døden. Ved dåben dør det gamle menneske, og en genfødsel finder sted. Den døbte er efter dåben et andet menneske end tidligere, han lever nu et frelst liv.

Dåben i kristendommens historie

I de tidlige kristne menigheder foregik dåben først og fremmest påskemorgen ved solopgang. Ved netop at henlægge dåben til denne morgen, hvor Jesus opstod fra døden, blev den døbtes delagtighed i Jesu død og opstandelse yderligere understreget. Efter dåben blev de døbte klædt i hvidt som symbol på deres nyvundne renhed og hellighed. De døbte salvedes herefter med olie. Endelig kunne de deltage i den efterfølgende nadver på lige fod med resten af den kristne menighed.

I ugen efter dåben fulgte yderligere kristendomsundervisning. Her lærte de døbte om kristendommens dybeste hemmeligheder: dåb, nadver og desuden bønnen Fadervor. Disse hemmeligheder var kun for de indviede, dvs. de døbte. Derfor måtte belæringen om dem vente til efter dåben, indvielsen, havde fundet sted.

I Det ny Testamente ses tydeligt forventningen om, at Jesu genkomst er lige om hjørnet. Bl.a. dette var grundlaget for opfattelsen af, at man via dåben kom til at leve et frelst liv. Efterhånden som de kristne blev skuffede i denne nærforventning (fordi Jesus ikke kom tilbage), ændredes synet på dåben. Dåben opfattedes stadig som givende syndernes forladelse og befrielse fra Djævelen, men opfattedes ikke mere som umiddelbart givende et frelst liv. Det blev i stedet den døbtes eget ansvar, om han levede sådan, at han ville blive frelst. Mennesket fik gennem dåben ved Guds nåde altså mulighed for at nå frelsen, men skulle også selv gøre en indsats.

Helt op i det 4. århundrede var belæringerne før og efter dåben vigtige. Efterhånden som Romerrigets befolkning blev kristne, blev barnedåb dog det almindelige. Denne dåb forløb generelt som en voksendåb. Dog var der ved barnedåb ikke længere mulighed for belæringer. Disse gled derfor til dels ud af brug. Eksorcismen, som tidligere fandt sted i forbindelse med belæringerne, blev nu rykket ind i ceremonierne ved selve dåben. Ligeledes blev introduktionen til Fadervor en del af ritualet.

Voksendåb - barnedåb

I den tidlige kirke praktiseredes altså fortrinsvis (eller måske udelukkende) voksendåb. En væsentlig grund hertil var, at de tidlige kristne var voksne, som omvendte sig til kristendommen fra jødedommen eller en anden af tiden religioner. Dåben var altså en omvendelsesdåb, og belæringerne før og efter dåben var nødvendige for at lære den nye religion at kende.

Efterhånden som væsentlige dele af befolkningen blev kristne, blev barnedåb det gængse. Som nævnt er belæringer så ikke mulige, men behovet herfor er heller ikke så stort, når barnet vil vokse op i en familie, som selv har valgt barnets dåb og nok færdes hjemmevant i den kristne tradition.

I dag praktiseres stadig i de største kristne kirkesamfund - i forlængelse af den beskrevne udvikling - fortrinsvist barnedåb. Der findes dog også kristne kirker, som i stedet går ind for voksendåb, f.eks. baptist-kirken, pinse-kirken o.a. I disse kirkesamfund lægges i forbindelse med dåben vægt på, at den skal være en personlig bekendelseshandling fra den troendes side. Her er det altså kun kristne, som personligt har taget stilling og har valgt kristendommen, som bliver døbt.

Heroverfor står altså de store kirkesamfund. M.h.t. dåben lægges der her vægt på, at den i virkeligheden er Guds handlen med mennesket. På denne måde bliver det gennem Guds henvendelse til mennesket, at mennesket kan komme til personlig tro. Det er Gud, som strækker hånden ud til mennesket, ikke omvendt. I den lutherske kirke - som Folkekirken hører til - er det gennem de ord, som siges ved ritualet, at mennesket således kan komme til tro.

Dåben som overgangsrite

I og med at dåben går fra at være voksendåb til at være barnedåb, skifter dåbens sociale rolle. Som vi har set, udgør den voksnes omvendelsesdåb en initiation, dvs. en indvielse, til den kristne menighed. Det udgør barnedåben også, men den erstatter samtidig tidligere ritualer udført i forbindelse med et barns fødsel. Barnedåben er et overgangsritual.

Overgangsritualer markerer statusændring. For barnedåbens vedkommende er det en ændring af status fra at være ufødt til at blive en integreret del af samfundet. Når man inden for religionsfaget studerer overgangsriter, bruger man ofte den ritualanalytiske model, som Arnold van Gennep udarbejdede i 1909. Han opdelte ritualet i 3 faser. Disse består af henholdsvis separationsriter, transitionsriter og inkorporationsriter.

Ritualets separationsriter udgør fasen, hvor den, som skal ændre status, udskilles fra sin sædvanlige sammenhæng. Denne fase udgøres for det ufødte barns vedkommende af fødslen.

Transitionsriterne udgør fasen med selve overgangen fra den ene status (ufødt) til den anden (del af samfundet). Denne fase strækker sig fra barnets fødsel til dåben. Her er den nyfødte i en mellemtilstand. Han er ikke længere ufødt, men er stadig ikke en rigtig del af samfundet. Som vi har set, finder eksorcisme sted i forbindelse med dåben. Djævelen jages bort, så Gud/Jesus kan få overtaget i barnet. Inden dåben foregår der altså i barnet en kamp mellem Gud og Djævel. Denne fase er derfor kritisk, da resultatet kan gå begge veje.

Selve barnedåbsritualet udgør overgangsritens inkorporationsriter. Her indgår barnet i sin nye sammenhæng i samfundet. Netop fordi dette er det centrale for et nyfødt barn, fokuserer ritualet fuldstændig på denne del, mens separations- og transitionsriterne er nedtonede.

Ved dåbsritualet får Gud overtaget i barnet. Hermed er faren drevet over. Både i den ortodokse- og katolske kirke foretages eksorcismen stadig. I begge kirkesamfund ånder præsten tre gange på barnet som tegn på, at Helligånden nu overtager den onde magts plads. Der slås korsets tegn for barnet. I den ortodokse kirke bedes desuden bønner til at besværge Djævelen. I den katolske kirke byder præsten i treenighedens navn Djævelen at forsvinde ud af barnet. I denne kirke foregår eksorcismen ved kirkens indgangsdør. Først herefter kan dåbsbarnet komme ind i kirkerummet.

I Den danske Folkekirke findes også rester af denne eksorcisme. I de tidlige, lutherske dåbsritualer, som blev brugt efter reformationen, åndede præsten på barnet, foretog flere korstegninger og gned desuden barnets øre og næse med spyt (jf. Markusevangeliet kap. 7,33)! Denne eksorcisme blev i Danmark afskaffet i 1783. Præsten laver dog stadig i dag korstegn og håndspålæggelse på barnet. Det er rester af den tidligere praksis.

Efter eksorcismen følger selve dåbshandlingen. I den ortodokse kirke kan den foregå ved neddykning af hele barnet - dog ikke hovedet - i vand. Ofte hældes dog blot - som i Danmark - vand på barnets hår. Sniger man sig ved lejlighed til at kigge under døbefontens dåbsfad, vil man i de gamle danske kirker se, at der har været plads til hele barnet i døbefonten. Denne praksis har altså tidligere været anvendt i Danmark, men er nu forladt.

Ved dåben spørger præsten barnet, om det tror på de kristne trosartikler og om det vil døbes på denne tro. Af naturlige årsager svarer den, som bærer barnet, på dets vegne. Barnet får samtidig navn, hvilket udgør en vigtig samfundsintegrerende faktor. Præsten siger herefter: "NN. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.", mens han øser navn på barnets hoved. Dette er den centrale dåbshandling. Efter denne bedes fadervor. Hermed gives barnet denne bøn til eje.

Gennem dette overgangsritual bliver barnet altså en del af samfundet. Barnet er ikke længere urent. Det står ikke mere i direkte kontakt med både tilværelsens livgivende (Gud) og dødbringende (Djævelen) kræfter. Barnet hører nu Jesus/Gud til og er på den måde blevet et "rigtigt" barn. Når mennesker, som ellers ikke er bekendende kristne, vælger at få deres børn døbt, hænger det sammen med dette. Barnedåben er en overgangsrite. Den integrerer barnet i samfundet. Barnet bliver ved dåben et "rigtigt" menneske.